Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

kvinde sove nøgen
Foto: Faktisk er det sundt for dit underliv at sove nøgen. Desuden er det også et tegn på velstand, viser en undersøgelse. Faktisk er det sundt for dit underliv at sove nøgen. Desuden er det også et tegn på velstand, viser en undersøgelse.

Sove nøgen

6 uventede fordele ved at sove nøgen

Troede du også, at en god lun pyjamas var vejen frem? Tro om igen. Den kan både give dig svamp og et sløjt sexliv.

Af Amalie Nebelong

KLUMME: At sove nøgen er altid noget, jeg har forbundet med hippier. Skæggede mænd og damer med hår under armene, der ligger nøgne og sover under én stor dyne. Sommetider også med et par børn. De deler alt med hinanden (især prutter).

LÆS OGSÅ: Lider du af uro i benene? Så mangler du måske dette i din kost

Men jeg har ladet mig fortælle, at det er skønt at sove nøgen, og efterhånden har jeg da også gjort forsøget selv, selvom jeg synes, det er grænseoverskridende (og ja, lidt hippieagtigt) at gå med til at smide den obligatoriske herreskjorte, jeg ellers foretrækker. Og selvom jeg stadig oftest gerne vil have en lille klud på kroppen over natten, må jeg indrømme, at det er skønt at sove nøgen. Det er lidt som om, du kommer i symbiose med din krop og dermed sanser bedre – og drømmer bedre! Men inden det bliver alt for hippieagtigt, har jeg fundet frem til seks overraskende fordele, der burde overtale dig til at give nøgensøvn en chance.

1. At sove nøgen forbedrer din søvn

For at give kroppen de bedste muligheder for at producere søvnhormonet melatonin, er det nødvendigt, at kropstemperaturen falder. Og hvis du har en masse tøj på, modarbejder du dette. Så du opnår en bedre og dybere søvn ved at sove helt nøgen.

LÆS OGSÅ: Så farligt kan det være at sove for lidt

2. At sove uden trusser er godt for dit underliv

Underlivslidelser så som svamp har de bedste livskår i varme, fugtige omgivelser. Så ved at smide trussen vil du give dit underliv nogle langt mere kølige og luftige omgivelser natten over og derved modvirke svamp, som læge Kari L. J. Eidjar udtaler til websitet Kk.no. Og hvem vil ikke gerne slippe for endnu engang - med røde kinder - at skulle bede om Canesten på apoteket?

3. At sove nøgen hjælper dig til vægttab

Har du lidt for meget velvilje på sidebenene eller en donut på maven efter et par fødsler? Så kan vejen frem være at fryse om natten. For når du i lettere protest smider din mands gamle Roskilde Festival-t-shirt for at prøve nøgensøvn af, skal du have i baghovedet, at du bedre brænder kalorier af, hvis din krop har det køligt, mens du sover. Ifølge en amerikansk undersøgelse i tidsskriftet Diabetes, så sker der det, når vi fryser, at kroppens almindelige fedt omdannes til såkaldt brunt fedt, der er kroppens brændstof. Så ved at ligge helt bar mindsker du lagringen af fedt på kroppen, da din krop skal arbejde for at holde varmen, frem for hvis du ligger i din yndlingsflonelspyjamas og sveder.

4. At sove nøgen giver bedre og hyppigere sex

Kroppen er vores største sanseorgan, så at smide alt tøj og hoppe i seng er som at slippe kroppen fri for alle dens tøjler.

- Når vi sover nøgne, får vi en helt anden og mere sensuel kropsoplevelse, end vi gør om dagen. Derfor er nøgenhed under dynen en god måde at komme bedre i kontakt med vores seksualitet på, siger sexolog Vivi Hollænder til Politiken.dk.

Udover at der er større tilgængelighed, når du ikke har et panser på til at holde din mand på afstand, så giver dét at ligge hud mod hud med din mand større lyst til sex. For følelsen af hud udløser nemlig hormonet oxytocin, der giver velvære, reducerer stress og øger din tillid til et andet menneske.

LÆS OGSÅ: Her er skemaet du skal følge, hvis du har problemer med at sove

5. At sove nøgen gør dig skønnere

Selvom det måske er en del af din aftenrutine at hoppe i en dejlig blød natkjole, så burde det ikke være det. Forskning peger nemlig på, at en øget kropstemperatur forhindrer din krop i naturligt at frigive anti-ældningshormoner, som den ellers ville.

At have det for varmt vil forsinke din krops udskillelse af melatonin og væksthormoner. Melatonin er afgørende for den dybe søvn, mens forsinkelsen af væktshormoner direkte går ind og forstyrrer din skønhedssøvn. Udskillelsen af væksthormoner over natten er med til at genopbygge dit hår og din hud ifølge forfatteren til bogen "The Hormone Diet" Natasha Turner.

6. At sove nøgen sætter dig i bås med de rige og veluddannede

Sandsynligheden for, at du sover, som Gud har skabt dig, stiger i takt med dit uddannelsesniveau og din pengepung ifølge en undersøgelse foretaget af Sentio Research Danmark for Nyhedsbureauet Newspaq. Derudover er det især nordjyderne, ifølge en undersøgelse foretaget af Epinion for Ringsted Dun, der er forfaldende til at hoppe i den helt store nattemundering, da kun 9 procent af dem sover nøgne i forhold til 26 procent i hovedstaden. Undersøgelsen viser desuden, at det hos folk i trediverne er mindre populært at være splitternøgne, hvilket muligvis skyldes, at den aldersgruppe i de fleste tilfælde har hjemmeboende børn.

Hvis du stadig ikke er overbevist om, at nøgensøvn er det rigtige for dig, er du i virkeligheden bare en typisk kvinde. For der er nemlig dobbelt så mange mænd som kvinder, der sover nøgne ifølge Sentio Research Danmarks undersøgelse.

LÆS OGSÅ: Hvorfor larmer min mave?

LÆS OGSÅ: 9 ting du kan gøre i aften for at få en bedre morgen

LÆS OGSÅ: Her er det vigtigste middel mod stress

Amalie Nebelong (f. 1984)

Cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og freelancejournalist hos Egmont Publishing.

Bor på Østerbro i København med sin mand og to børn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Søvn, Sex, Vægttab og Underliv