Problemer med at sove? Så mangler du måske dette i din kost
Træthed, hovedpine, nedsat appetit og muskelsmerter. Det er blot nogle af symptomerne, hvis du lider af magnesiummangel. Bliv klogere på symptomerne – og hvad du skal spise for at få tilstrækkeligt af det livsvigtige mineral.
Din krop har brug for at få tilført vitaminer og mineraler for at fungere, da de på forskellig vis indgår i livsvigtige processer i kroppen og har betydning for både dit fysiske og dit mentale velbefindende. Har din krop mangel på blot et enkelt vitamin eller mineral, kan det faktisk bringe din krop ud af balance. Blandt et af de vigtigste mineraler er magnesium, som indgår i mere end 300 kemiske processor i kroppen. Ikke desto mindre mangler de fleste mennesker i den vestlige verden magnesium, og særligt kvinder risikerer at komme i underskud af det livsvigtige mineral.
Magnesium – hvad er det godt for?
Magnesium har mange funktioner, og mangel på mineralet kan være fatalt, da det er væsentligt for bl.a. kroppens stofskifte, herunder funktionen af insulin, muskelaktivitet og knoglesundhed. Udover at magnesium giver stærke knogler, så spiller det også en vigtig rolle for dit kredsløb og nedsætter risikoen for hjerte-kar sygdomme. Magnesium sørger nemlig for, at hjertet, som jo er en muskel, pumper godt og effektivt til gavn for bl.a. dit blodtryk og er desuden en vigtig medspiller, for at dit blod kan størkne. Desuden har flere studier vist, at magnesium har en indvirkning på evnen til at falde i en dyb og rolig søvn.