Giv et blad i julegave. Priser fra 149 kr. Klik her →

Mindfulness
Simone Anet Bodholdt tester mindfulness.

Mindfulness

ALT tester: Mindfulness

Mindfulness er gået fra hot til udbredt, og rigtige mennesker er nærværende og afbalancerede. På ALT for damernes redaktion sidder en god, gammeldags skeptiker. Vi sendte journalist Simone Anet Bodholdt i marken for at blive omvendt og mindful. Men lykkedes det?

Jeg har sagt ja til at lade min indre skeptiker blive bekræftet eller banket på plads, fordi mindfulness er gået fra hot til udbredt, uden at jeg er blevet overbevist om, at øvelser, hvor jeg skal dufte, kigge, føle og smage på en rosin, kan ændre mit liv.

Alligevel må jeg indrømme, at jeg ikke får nogen guldmedaljer for at være nærværende eller leve i nuet. Jeg har taget mig selv i at planlægge næste dags gøremål, mens en veninde øste ud af sine bekymringer. Jeg hører radio eller taler i telefon, når jeg cykler hjem fra arbejde, og ænser hverken byens lyde eller lugte, medmindre de er irritationsmomenter.

Ingen overspringshandlinger

Der er lavet videnskabelige undersøgelser, som viser, at mindfulness virker efter hensigten. Det er ingen nyhed, at det er effektivt i behandlingen af depressions-, stress- og angstramte. Eller at det øger koncentrationen, effektiviteten og tilfredsheden blandt medarbejdere, som håbefulde virksomhedsledere sender på mindfulnesskursus. Men dette er min helt subjektive oplevelse, og jeg vil ikke klantre andre, som har set lyset i mindfulness. Jeg vil bare finde ud af, hvad jeg, der hverken lider af angst, stress eller generel utilfredshed, kan bruge det til.

Ifølge den amerikanske hjerneforsker Richard Davidson påvirker yoga og meditation aktiviteten i den forreste del af hjernen, pandelapperne. Her sidder vores koncentration og følelser, og det er også derfor, at videnskaben konkluderer, at mindfulness gør os bedre i stand til at styre vores følelser og træffe beslutninger. Det samme fortæller Christina Flyger, som er coach og mindfulnessinstruktør på firedageskurset på Gl. Avernæs. Hun mener, at meditation og åndedrætsøvelser træner hjernen, så man bliver bedre til at holde fokus på sine arbejdsopgaver i stedet for at ty til overspringshandlinger.

− Når jeg mærker, at lysten opstår til at gøre køleskabet rent i stedet for at løse den svære opgave, jeg sidder med, så handler jeg ikke på lysten længere. Så jeg bliver mere effektiv. Mindfulness handler om at holde balancen i en travl hverdag og om at træffe bevidste valg. Du lærer at trykke på nogle knapper, som kan aktivere det beroligende nervesystem.

LÆS OGSÅ: Boost din sundhed med lokale superfoods

En god lur
Vi er ni personer på holdet. En broget skare i både alder og køn, som har tilmeldt sig af mange forskellige årsager. Nogle for at finde mere ro i en hverdag, hvor spørgsmålet: ”Hvad vil jeg gerne gøre for mig selv?” er skemalagt mellem bleskift og karriereambitioner. Andre står ved en skillevej og skal finde ud af, hvad de i virkeligheden har lyst til at arbejde med. Og så er der mindfulnessveteranerne, som bare har brug for en motiverende rusketur.

Alle mine fordomsfulde forestillinger om midaldrende, desperate kvinder klædt i farvestrålende, løse gevandter bliver gjort til skamme. Heldigvis. Men efter den første meditation, en såkaldt kropsscanning, på 26 minutter, er jeg stadig skeptisk. Særligt fordi jeg ikke hørte meget mere end ”mærk, hvordan underlaget føles under dine ben”, før jeg var væk. Og først returnerede 20 minutter efter ved lyden af min egen let gryntende snorken. Pinligt, tjaaa… Var jeg den eneste?

Nej. Der var lavmælt brummen i hjørnerne. Men Christina Flyger skrider pædagogisk ind i min undren over, om det da kan være meningen med meditation. Hun fastslår, at det er helt i orden, hvis man falder i søvn. Det betyder bare, at man har brug for at sove. Men så kunne jeg måske i virkeligheden bare snuppe mig en morfar – the old-fashioned way?

− Det er ikke meningen, at du skal sove under meditationerne. Du skal sørge for at få din søvn og samtidig træne din meditation, så vil du opleve at kunne holde dig vågen. Du restituerer bedre under meditation end under afslapning, og samtidig lærer du at holde din opmærksomhed på nuet, forklarer Christina Flyger.

En hjerne i selvsving
Det er netop det, jeg ikke kan. Hjernen kører på ukontrolleret automatpilot, når jeg bliver bedt om at lægge mig ned med lukkede øjne. ”Der er noget, der klør på min fod”, ”måske kan jeg diskret klø med den anden fod”, ”sokkerne er bløde”, ”det var sødt af svigermor at købe dem til mig”, ”hov, vi skal også have bestilt pladsbilletter til næste weekend, hvor vi skal besøge dem”. Og sådan gik tankestrømmen fra kløende fod til svigerforældrene i Vejle. Der er helt sikkert noget om, at de der fluer, som torpederer hinanden på indersiden af hjerneskallen, godt kunne trænes i at gå strækmarch.

Luk op for posen
Kurset er bygget op over otte moduler, som Christina Flyger også bruger i sine otte-ugerskurser, hvor holdet mødes en gang om ugen. Ud over at meditere og blive gode venner med yogamåtten, bliver vi introduceret til de syv mindfulness-principper.

I små grupper skal vi reflektere over, hvornår det f.eks. er svært at være tillidsfuld, eller hvornår vi stræber på en uhensigtsmæssig måde. Her er der noget, der rykker. Det kan på sin vis fremkalde temmelig svedige håndflader at skulle sætte sig over for et totalt fremmed menneske og udbasunere de mindre flatterende sider af sig selv, men det er også underligt frigørende helt ansvarsfrit at lukke op for posen.

For jeg kunne da på mange måder vise kæresten derhjemme mere tillid og lade være med at gemme de sarte bluser væk, når manden nu gerne vil vaske tøj. Men jeg har bare ikke tillid til, at han kan gøre det lige så godt som jeg (Av, sådan er jeg ikke kun inden for vasketøjsverdenen). Til stor irritation for ham. Og her er vi i den meget milde ende af, hvad der kom frem os kursusdeltagere imellem. Øvelserne giver virkelig noget til eftertanken. Christina Flyger forklarer, at mindfulness kan bruges præventivt, så ved at stille sig selv spørgsmål ud fra de syv grundprincipper, kan man finde ud af, hvor ubalance og stress kommer fra.

− Stress er en ren hormonel ubalance, som opstår i kroppen, når du har ydet over evne i for lang tid. Det kan være på arbejdet, det kan være sygdom i familien, og det kan være vores tanker, der stresser os. Hvis vi taler om tillid, kan spørgsmålene hjælpe os til at få øje på de steder, hvor det er svært at være tillidsfuld, og hvor kroppen producerer stresshormoner. Og så kan vi gøre noget ved det.

LÆS OGSÅ på Fitliving.dk: Fit tester: Meditationsapp til din iPhone

Hjemme igen
Da jeg forlader Gl. Avernæs, er det endnu ikke lykkedes mig at holde mig vågen igennem en hel kropscanning. Jeg skal hjem og slå røven i yogamåtten. Øve mig og sætte 26 minutter af hver dag til at meditere. Jeg har viljen til at gøre forsøget. Og så bliver jeg ramt af hverdagens trivialiteter og faste gøremål. Jeg blev ikke mindful af at være på et firedageskursus i lækre omgivelser på Sydfyn. Det er hårdt arbejde, og der skal sættes tid af til projektet. Jeg forsøger mig med eftermiddags-meditationer på kontoret.

Christina Flyger har lavet en app, som gør det nemt at blive guidet. Men det er svært at finde et ledigt lokale på en arbejdsplads med åbne kontorlandskaber. Jeg prøver også at stå tidligere op om morgenen for at meditere, men det koster på søvnkontoen. For mig bliver det endnu en ting, jeg skal nå mellem de andre krav som sund kost, motion, masser af søvn, karriere og et spændende liv. Derfor må jeg spørge Christina Flyger, da jeg møder hende nogle uger efter kurset, om jeg skal løbe som en væddeløbshest for at få tid til at meditere. Et umiskendeligt paradoks.

− I jagten på et skønhedsideal, prioriterer mange motion, men hvordan man har det inde i hovedet, er ikke så synligt for andre. Hvis man mærker uroen indeni, kan mindfulness hjælpe til at finde fred, selvom det ikke er noget, omverdenen kan se. Det er også nødvendigt at træne sin nærværsmuskel med en formel øvelse hver dag. Gerne i en halv time, men fem minutter er bedre end nul. Men don’t fix what’s not broken – vi skal ikke løse problemer, der ikke er der. Mindfulness handler om, hvordan du lever dit liv. Hvordan du er til stede med dine børn, dine venner, dit arbejde og alt andet, du bruger din tid på.

Min skepsis er afløst af nysgerrighed. Jeg vil helt sikkert trække de syv grundprincipper frem fra skuffen igen. Efter forslag fra Christina Flyger har jeg flere gange forsøgt mig med mindful biking (ja, det er faktisk et eksisterende begreb). I stedet for at tale i telefon eller høre radio forsøger jeg at cykle hjem fra arbejde i bevidst nærvær. Det lykkes ikke hver gang. Fluerne har endnu ikke lært at gå strækmarch. Men pludselig mærker jeg byen på en hel anden måde. Mit fokus er ikke længere ”jeg træder hårdere i pedalerne, så jeg når over, inden det bliver rødt”. Og vigtigst: De dage er det en mærkbart gladere kvinde, der træder over dørmåtten derhjemme.

LÆS OGSÅ: Lær teknikkken til mindfulness

De syv principper for mindfulness

1. Åbenhed/Begynderens sind (Mød verden med et fuldstændigt åbent sind)

2. Ikke-dømme (Oplev det, der er, uden at vurdere)

3. Tillid (både til dig selv og omverdenen)

4. Ikke-stræbe (nyd vejen hen til målet)

5. Tålmodighed (venlighed over for andre og dig selv)

6. Accept (lær at sige pyt)

7. Giv slip (komme videre)
Se, hvad vi ellers skriver om: Mindfulness og Hjernen