Ung kvinde går i byen i sollys

Ny undersøgelse skaber bekymring: "Skal ses som et udtryk for mental mistrivsel"

Et studie fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at antallet af kvinder med risikoadfærd for spiseforstyrrelser er fordoblet siden 2000.

ALT for damerne logo

Flere og flere kvinder udviser adfærd, der potentielt kan føre til en spiseforstyrrelse.

Faktisk er andelen af kvinder med risikoadfærd for spiseforstyrrelser fordoblet siden 2000, viser et studie fra Statens Institut for Folkesundhed,

Helt konkret viser studiet, at andelen af kvinder over 16 år, der udviser risikoadfærd for spiseforstyrrelser, er steget fra 10 procent i 2000 til 21 procent i 2023, skriver Statens Institut for Folkesundhed. (LINK)

Det bekymrer Camilla Hersom, der er direktør i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

– Så voldsom en stigning i risikoadfærd hænger sammen med den generelle stigning i mental mistrivsel. En spiseforstyrrelse og den adfærd, der fører til én, skal ses som et udtryk for mental mistrivsel, forklarer hun.

Om studiet

”Det er baseret på data fra den landsdækkende Sundheds- og sygelighedsundersøgelse, som i både 2000, 2005 og 2023 har målt tidlige tegn på spiseforstyrrelser. I alt har over 9.000 kvinder medvirket,” skriver sdu.dk.

Årsager

Risikoadfærden er den adfærd, der i værste fald kan føre til en spiseforstyrrelse, hvis man ikke får hjælp. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på tegnene.

– Det er, når tanker om mad, krop og vægt fylder for meget. For nogen er det også en adfærd, hvor man er meget restriktiv. Nogle er hele tiden på slankekur eller optagede af at veje sig selv konstant. Der kan være alle mulige varianter, forklarer Camilla Hersom.

Der er mange forskellige årsager til, at vi ser en stigning i netop den adfærd, men en del af forklaringen kan findes i de idealer, der præger samfundet.

– Det hænger sammen med de ting, vi ser i reklamer, at være meget optaget af vægt, og at forbinde den tynde krop med den sunde krop, siger hun.

– Den eksponering, vi alle sammen er udsat for, er med til at forvrænge selvopfattelsen hos rigtig mange kvinder, som egentlig har sunde, raske og funktionelle kroppe. Men hvis man ikke ligner den model, man ser på Instagram, eller når man åbner et magasin, kan man udvikle den her adfærd.

Spiseforstyrrelser debuterer ofte i teenageårene, forklarer hun, men studiet viser også en voldsom stigning i aldersgruppen 25-34 år.

– Vi bliver hele tiden bombarderet med, hvad der er smukt, og hvad der er sundt. Det kan man ikke for alvor undslippe, heller ikke selvom man er fyldt 25. Det er også en læring, at det bliver ved med at være der, også når vi bliver voksne.

Undersøgelsen viser også, at risikoen er større, hvis man er stresset.

– Så kan man ty til en adfærd præget af tvang. Det er en måde at håndtere det, man synes er svært – som for eksempel stress. Og hvis det får overhånden i ens liv, kan man udvikle en spiseforstyrrelse, og så bliver det farligt, siger Camilla Hersom.

Søg hjælp

Hvis du genkender nogle af tegnene i dig selv eller én, du kender, er det meget vigtigt, at du handler på det.

– Det er i virkeligheden noget, der kan forfølge en resten af livet, også selvom det jo måske ikke udvikler sig til en decideret spiseforstyrrelse, siger Camilla Hersom.

– Hvis du kan mærke, at det er ved at tage overhånd, er du nødt til at få nogen at tale med, for det er ikke nogen spøg. Det kan være svært at forstå alvoren til at starte med, men det kan hurtigt blive farligt.

Få hjælp

Hvis du har mistanke om, at du eller en af dine pårørende udviser risikoadfærd, kan du ringe til Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade på 70 10 18 18, hvor du kan modtage gratis og anonym rådgivning. På spiseforstyrrelse.dk kan du blive klogere på tegnene, og her kan du også skrive til en rådgiver.