Nikolaj Jacobsen smiler klædt i sort sportstrøje

Sådan mødte han sin kone + 5 andre ting, du (måske) ikke vidste om Nikolaj Jacobsen

Find ud af, hvordan landstræner Nikolaj Jacobsen mødte sin store kærlighed - og hvilken særlig aktivitet han dyrker i sin fritid.

Slidgigt i knæ og fingre

Efter 17 år som professionel håndboldspiller kæmper Nikolaj Jacobsen med slidgigt i knæ og fingre. Han fik gigt som bare 31-årig og kender i den grad til at have smerter

– Hvis jeg kan holde knæet i gang uden at belaste det for meget, fungerer det egentlig fint nok. Så når jeg mærker, at gigten bliver for irriterende eller gør ondt, træner jeg og kan på den måde styre det lidt. Kunsten er så bare ikke at træne for meget. For lige så snart jeg belaster knæet lidt for meget, mærker jeg det ... Jeg ville gøre det hele én gang til. For de oplevelser, jeg har fået – kampene, kammeratskabet på et hold og alle venskaberne … Altså, det er jo det, der har præget mig og gjort mig til den, jeg er i dag. Og det ville jeg ikke have været foruden, har han tidligere fortalt til Gigtforeningen.

Tatoveringer

Landsholdstræneren har løbende foreviget sine håndboldsejre på sin krop. Han har fået tatoveret OL-ringene, så han kan blive mindet om sit første OL-guld, som han vandt som landstræner ved OL i Paris i 2024. På armen er der også en række stjerner, som repræsenterer de år, han har vundet VM-guld med det danske landshold.

Ø-liv

Nikolaj Jacobsen bor sammen med sin familie på den sydfynske ø Thurø. En hverdag, som står i skarp kontrast til stemningen, når landsholdet spiller om guld.

– Jeg har det rigtig godt med stilheden. Det er også en af grundene til, at vi flyttede her til Thurø. Der er ikke så meget larm. Her er dejligt roligt, og der sker ikke ret meget, har han sagt til Fyns Amts avis.

Der er dog godt gang i øen, når han vender retur efter en succesfuld turnering. Den stod blandt andet på fakkeloptog og rugbrødsmadder med både leverpostej og makrel, da Nikolaj Jacobsen kom hjem efter VM-guld i 2021.

Kærlighed

Nikolaj Jacobsens helt store kærlighed hedder Lenette Jacobsen, og hun arbejder som lægesekretær. De to mødte hinanden i håndboldmiljøet. 

– Jeg var gode venner med hendes storebror, så jeg kendte hende, men vi snakkede ikke sammen til at begynde med. Jeg sagde til en af mine kammerater, at hende der kunne godt være noget for mig på et tidspunkt, men der var nogle andre ting, der skulle flaske sig, og man skal også være klar til at gå ind i sådan et forhold. En dag skulle hun være babysitter for nogle af sine forældres venners barn. På en eller anden måde fik jeg sneget mig med den aften med én bagtanke, og det var ikke at passe det barn. Den dag blev vi kærester, har han sagt til Euroman

De to blev gift i 1999, og Nikolaj Jacobsen har aldrig lagt skjul på, at Lenette spiller en kæmpe rolle for ham.

– Hun har været klippen i familien og betydet meget for vores børn. Hun har været hjemme og taget sig af mange af tingene, hvor jeg jo qua min sport i perioder også har været meget væk. Det er stort at kunne tilsidesætte sine egne drømme, fordi man har fundet en mand, som har nogle ambitioner om at nå de og de ting. Det er imponerende, siger han i DR-programmet "Fortidens hemmeligheder".

Vild med Alvin

Familien tæller også hunden Alvin, som Nikolaj Jacobsen går til agility-konkurrencer med - dog er der visse udfordringer med at ende på førstepladsen.

I et interview med DR P4 har landstræneren afsløret, at især trillebøren er en løbende udfordring.

– Alvin er ikke den mest opdraget og mest veldisciplineret hund ... Til at starte med nægtede Alvin at skulle op i trillebøren. Men nu er det lykkedes at få ham op, men kun hvis der er et tæppe. Han er en luksushund, så han gør det kun, hvis der er et tæppe og godbidder, fortalte Nikolaj Jacobsen med et grin ifølge Sport.dk.

Kendt for sine skruebolde

Nikolaj Jacobsen kan se tilbage på en karriere som håndboldspiller på en lang række klubhold og på landsholdet. Især en ting var han særligt kendt for, fortæller han til Euroman.

– Jeg blev hurtigt kendt for mine skruebolde. Hemmeligheden er at få målmanden til at tro, at man skyder ét sted, og så lægger man den blødt forbi ham et andet sted. Det har noget med din skulder og håndled at gøre. Enten lægger du dig til venstre og får målmanden til at gå til sin højre side, og så lægger du den uden om ham i den anden side. Eller du hopper ind i feltet og får målmanden til at falde med ned, og så lægger du bolden i en blød bue over ham.

Han stoppede sin karriere som spiller i 2003 på grund af en alvorlig knæskade.

 

Om Nikolaj Jacobsen

Født 22. november 1971.

Nuværende landstræner for det danske herrelandshold i håndbold. Tidligere professionel fløjspiller.

Gift med Lenette Jacobsen, og de har tre børn, Freja, Sille og Linus. Bor på Thurø.