Drop din badevægt
SPONSORERET indhold

Eksperter: Drop badevægten når du vil tabe dig

Her er, hvad du skal gøre i stedet. Det koster dig ikke en krone, og du bliver gladere i låget af det.

Af: Amalie Holm Foto: Getty
30. jan. 2017 | Sundhed | Fit living

Er du en af dem, der dagligt springer på badevægten for at holde øje med, om du har smidt de ekstra kilo? Hvis ja, bør du overveje en ny taktik. Det mener personlig træner og kostvejleder med speciale i vægttab Per Nielsen, der er selvstændig og lever af at hjælpe danskere med at bekæmpe overvægt og livsstilsygdomme.

LÆS OGSÅ: 3 kvinder tester: Sådan vandt vi over stress

Badevægten stresser dig
- Jeg mener ikke, at badevægten er den bedste løsning, når du vil tabe dig. Selvfølgelig kan den være en hjælp for nogle, men overordnet set er den en uhensigtsmæssig stressfaktor. Du risikerer simpelthen, at det bliver en form for besættelse for dig at træde op på vægten hver dag, og det er ikke en optimal måde at smide kiloene på, siger Per Nielsen og understreger, at stressfaktoren langt fra er det eneste minus ved badevægten:

- Når du stiller dig op på badevægten, fortæller den, hvad du vejer, men ikke hvor meget fedt du har på kroppen, eller om det er din muskelmasse, der vejer, siger Per Nielsen og tilføjer, at jo større og stærkere muskelmasse, du har, jo højere vil tallene på vægten være.

Upræcis måling
Ida Enghave, der er forebyggelsesansvarlig i Hjerteforeningen, mener heller ikke, at du skal bruge badevægten, når du skal blive klogere på, om du er sund. Hun er ligeledes modstander af, at du finder svaret ved at udregne din Body Mass Index (BMI).

- BMI er ikke et godt mål for vores sundhedstilstand, for det siger intet om, hvordan vores kilo er fordelt på kroppen. Og det gør en stor forskel for vores sundhed, om vores kilo er muskler eller fedt, og hvor på kroppen fedtet sidder, siger hun til dr.dk.

Her er, hvad du skal gøre i stedet
Hvis du vil undgå at betale i dyre domme for at komme i en DEXA-scanner, som måler din fedtprocent helt præcist, skal du i stedet bruge et "redskab", som du garanteret allerede har liggende hjemme i værktøjsskuffen, når du vil måle din krops sundhed, fortæller Per Nielsen:

-Mit bedste råd, når du vil holde øje med din sundhedstilstand, er, at du måler omkredsen af din mave et par centimeter over navlen, mens du står oprejst og slapper af. Proceduren gentager du én gang om måneden, så du ikke bliver stresset af at holde øje.

-Grunden til at du skal måle dig omkring livet, er, at undersøgelser peger på, at jo mere man buler ud på maven, jo større er risikoen for at udvikle livsstilssygdomme. Særligt kvinder, der måler mere end 80 centimeter omkring taljen, skal gøre en ekstra indsats for at tabe sig, da flere studier peger på, at faren for livsstilssygdomme er større med disse mål.

Ida Enghave er også tilhænger af, at du tyer til målebåndet:

- Hvis man vil have et billede af sin sundhedstilstand, bør man fuldstændig droppe at måle sin vægt og BMI og i stedet måle sin talje, siger Ida Enghave til dr.dk.

Næste gang du skal på kur
Når man skal smide fedtet på maven, er det ifølge Per Nielsen en god idé at dyrke masser af motion og spise sundt. Han foreslår, at du, næste gang du vil tabe dig, sætter dig for at smide et par centimeter omkring maven i stedet for et par kilo på vægten.

Du kan finde masser af inspiration til træningsprogrammer på ALT.dk, som du kan lave derhjemme helt gratis. Du kan blandt andet komme i form på stuegulvet med Anne Bech, eller få gode idéer til øvelser du kan lave på din sofa. Vi har også et utal af lækre og sunde opskrifter på ALT.dk, hvor du blandt andet kan læse om otte kalorielette retter, du kan lave på under 30 minutter.

God fornøjelse. 

LÆS OGSÅ: Et let trick til at falde i søvn

LÆS OGSÅ: Succesfuld og stressramt: Hvis ikke jeg springer ud af hamsterhjulet nu, dør jeg

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald: "En sund krop giver en sund psyke"