trist kvinde
Foto: Getty Images Katrine Axholm hjælper med at slippe uhensigtsmæssige mønstre fra fortiden.

”Er jeg for evigt ødelagt af min dårlige barndom?”

Camilla har opdaget, at hun har et bestemt reaktionsmønster i konflikter med sin kæreste. Et mønster, der blev grundlagt i barndommen, hvor det skærmede hende fra voldsomheder derhjemme. Og nu har hun bedt Katrine Axholm om hjælp til at finde ud af, om hun kan gøre noget andet, nu hvor hun er blevet voksen?

"Når min kæreste og jeg har en konflikt, og jeg bliver stille og får brug for at trække mig, så siger han, at jeg er kold og ligeglad, og at det nok er fordi, min far var alkoholiker. Han siger, at jeg er ødelagt af min dårlige barndom og derfor ikke reagerer som andre normale mennesker."

"Jeg ved jo godt, at han siger det i affekt, fordi han er vred, men det sårer mig meget. Jeg har brug for din hjælp til at finde ud af, om jeg ER ødelagt af den barndom, jeg har haft, og om jeg kan reparere mig selv? Eller om det bare er sådan, jeg er?"

Camilla stiller et spørgsmål, som ikke engang forskere kan svare entydigt på. Er vi født med den personlighed, vi har, eller er vi mest påvirket af vores opvækst, og kan vi ændre os? Vi taler lidt frem og tilbage om Camillas barndom og om, hvad der foregik i hendes barndomshjem.

Jeg blev usynlig

Camilla beskriver sin far som fraværende, da hun var barn. Ligesom mange af hendes veninders fædre gik han på arbejde, men når Camillas far kom hjem, gik han i gang med at drikke og endte som regel med at falde i søvn på sofaen. Han var aldrig nærværende eller interesseret i, hvad hun lavede, eller hvordan hun havde det. Camilla beskriver det, som om hun ikke rigtig kendte sin far.

Han var der bare, men det var moderen, der sørgede for hjemmet og for Camilla og hendes lillebror. Hendes forældre havde i perioder mange konflikter, og Camilla lærte at ”gå under radaren”, som hun kaldte det, for at undgå at ballade.

"Den bedste strategi var at gøre mig usynlig. Så jeg lærte at trække mig fra ham og fra dem, især når jeg kunne mærke, at han begyndte at blive påvirket, for så vidste jeg ikke, hvad der kunne ske. Det kunne ende i konflikt med min mor, og han kunne også finde på at skælde mig voldsomt ud for ting, jeg ikke vidste, jeg havde gjort forkert. Så jeg trak mig ind på mit værelse og ind i mig selv i rigtig mange år af min barndom. Jeg trak mig for at beskytte mig."

Læs også: Parforhold: "Jeg føler mig som en ubuden gæst i mit hjem"

Arv og miljø

Eksperterne er aldrig for alvor blevet enige om, hvorvidt vores personlighed er mest farvet af vores arv eller vores miljø. Vi ved, at vi bliver født med en vis genmasse, som er udgangspunktet for vores personlighed, og at den personlighed så bliver påvirket og formet alt efter, hvilken opvækst vi har. Derfor kan søskende opleve deres fælles opvækst på vidt forskellige måder, og enæggede tvillinger, som er blevet skilt ad ved fødslen, kan ligne hinanden også i adfærd, selvom de er vokset op i hver sin del af verden.

Kilde: Videnskab.dk

Spiller stadig ligeglad

De strategier, vi lærer os selv i vores barndom for at overleve bedst muligt følelsesmæssigt, tager vi med os ind i voksenlivet. Vi ”opdager” ikke, at de strategier ikke længere er nødvendige, nu hvor far og mor ikke er her længere, og som Camilla bliver vi ved med at trække os, vende vreden indad, gøre os kolde og ligeglade eller fare frem med vrede – selvom det i vores voksenliv forhindrer os i at leve vores liv fuldt ud og mærke kærligheden.

Vi er simpelthen styret af gamle mønstre, som vi lærte tidligt i vores liv, og som virkede dengang, men som ikke længere tjener os. Måske endda tværtimod.

Læs også: "Hvis du ikke kan give dig selv kærlighed, kan du heller ikke give det til andre"

"Når jeg kigger på det nu, kan jeg se, at jeg trak mig for at undgå det ubehagelige, der kunne ske i mit barndomshjem. Jeg kunne spille ligeglad, for så ville de ikke opdage, at jeg i virkeligheden var ked af det. Det er det samme, jeg gør i dag med min kæreste. Jeg kan lukke ned, når jeg føler mig presset. Lade som om, at det, han siger, ikke rører mig, det er nok også derfor, han ender med at blive ondskabsfuld, fordi han ikke føler sig hørt. Jeg bliver nødt til at øve mig i at komme mere på banen og sige til og fra, ellers kommer vi aldrig ud af det her negative mønster."

Sådan spotter du de mønstre fra fortiden, der ikke længere tjener dig

1. Opdag dig selv 

Næste gang du står i en situation, hvor du reagerer på noget, andre siger eller gør, så vær nysgerrig. Hvad reagerer jeg på? Hvad hører jeg ham eller hende sige? Hvad lægger jeg i deres handling? Hvad tolker jeg? Tager jeg det, han siger, personligt? Har jeg ofte oplevelsen af, at det her sker for mig? Jeg bliver afvist/føler mig forkert/bliver ikke hørt … Mærk efter, hvordan du bliver ramt. Føler du dig kritiseret eller irettesat? Ikke god nok? Oplever du, at du får skældud? Hører du, at du bliver bebrejdet eller angrebet? Vær opmærksom indad i stedet for at have fokus på, hvad den anden gør.

2. Læg mærke til din reaktion

Hvad er din første reaktion, læg mærke til den, for den siger noget om dit gamle mønster, man kunne kalde det din forsvarsmekanisme. Så læg mærke til, hvad der sker i dig, din første impuls. Får du lyst til at skynde dig væk? Vil du såre tilbage, fordi du selv er blevet såret? Vil du helst kravle i et musehul eller gøre dig usynlig? Hvad er din automatreaktion? Den, som er din første indskydelse, inden du har fornuften og din voksne modenhed med dig. Vær opmærksom på den, og opdag, hvor den oprindeligt stammer fra.

3. Hvor og hvornår har du lært at reagere sådan?

Husk tilbage, og lav et stykke undersøgelses- arbejde i din barndom. De mønstre, vi har, stammer oftest fra vores tidlige liv. Hvor kan du genkende de her følelser fra? Er der noget i din reaktion, som giver mening i forhold til den familie, du er vokset op i? Hvis du har lært, at du altid skulle være fars glade pige, så kan det være, at du ikke er særligt god til at sætte grænser og hellere trækker dig fra konflikter. Der er altid en årsag til, at vi reagerer, som vi gør.

4. Hjælp dig selv med at ændre det, du har lært

Det her er den svære og for de fleste lang- varige del af processen. Du skal til at lære dig selv at gøre noget andet. Det kræver, at du opdager det, når du reagerer med en gammel mekanisme, og det er svært, for den føles tryg og velkendt og 100% naturlig. Og at du med små skridt øver dig i f.eks. at blive lidt længere i konflikten og vise, at du er blevet ramt. Vær omsorgsfuld over for dit gamle reaktionsmønster, det har været din ven engang.

5. Vær åben om din proces

Det er en god idé at dele din proces med dem, som er tæt på dig. Din mand, dine børn (hvis de er store nok), dine tætteste veninder og måske familie, så de ved, hvad det handler om, når du begynder at opføre dig anderledes, end du plejer. Det kan også være en hjælp for dig at tjekke din virkelighed med deres, når konflikten er drevet over. Når du er blevet ramt og eksempelvis har følt dig kritiseret, kan det være en god idé at spørge, om det også var din mands eller venindes hensigt. Det gør ikke din oplevelse eller dine følelser forkerte, men kan give dig et indtryk af, at de andre også typisk reagerer ud fra gamle mønstre, som ikke handler om dig.

Katrine Axholm

Katrine Axholm er parterapeut, foredragsholder, forfatter og ekspert i TV3-programmet ”Kærlighed i krise”. Hun hjælper hver dag par med at lære at forstå sig selv og hinanden og derved styrke kærligheden. De lærer at håndtere alt fra utroskab, konflikter, forskellighed til manglende lyst, kriser og hverdagens trummerum. Læs mere på Axholm.com

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi og Parforhold