Anna Skyggebjerg og Marie-Louise Truelsen
Foto: Peter Nørby | Anna Skyggebjerg og journalist Marie-Louise Truelsen på spadseretur i Grøndalsparken.
ALT for damerne

Gå dig til mere livsglæde

At gå tur er ikke noget, du scorer særlig mange point på, hvis du fortæller om det. Det er sådan lidt nå-ja-agtigt, og de fleste vil hellere høre om en, der har løbet maraton. Det vil Anna Skyggebjerg gerne lave om på, og derfor har hun skrevet en bog om lykken ved at gå. Journalist Marie-Louise Truelsen tog med på spadseretur i Grøndalsparken.

Af Marie-Louise Truelsens 03.apr.2018 Sundhed

Anna Skyggebjerg gik sine allerbedste ture, da hun var barn. Det var på de ture, hun lærte at elske at gå. Fra hun var omkring fem år gammel og de næste 10 år, gik hun tur med sin far hver lørdag formiddag, fordi de skulle købe ind. Bilen blev parkeret bag supermarkedet, indkøbene blev klaret efter morens indkøbsseddel, og når varerne var placeret i bilen, begyndte turen. Hånd i hånd. Først til fiskemanden, så til slagteren og derefter gennem tunellen under jernbanen. Nede i tunellen stod en mand, som solgte blomster, og Anna fik lov at vælge de fineste blomster til moren. Som regel lilla fresia. Derefter gik turen til tobaksbutikken, hvor Anna sad på en halv vintønde, mens faren købte cigaretter og drak et glas portvin med Kurt, der havde butikken. Somme tider fik Anna et stykke chokolade. Turene med faren var de lykkeligste øjeblikke i Annas barndom.

– Vi var sådan en familie, hvor vi ikke gav knus, og hvor vi ikke var særlig verbale omkring vores kærlighed til hinanden. Det var nok derfor, de gåture fik så stor betydning, for på dem mærkede jeg virkelig kærligheden tydeligt. Jeg oplevede gåturene med min far som en ordløs, håndholdt kærlighedserklæring.

Intenst nærvær

Anna er aktuel med bogen ”Gå tur”, som handler om, hvad du kan få ud af at sætte det ene ben foran det andet. Jeg har sat hende stævne i Grøndalsparken på Frederiksberg, hvor hun plejer at gå, for vi skal selvfølgelig ud og gå tur, mens vi snakker om alle de glæder og gode ting, man kan få ud af noget så simpelt som en gåtur. Jeg forstår, hvad Anna skriver og taler om, for jeg går selv tur hver dag. Uden formål. Indtil for nylig gik jeg med min dejlige hund hver dag både morgen og eftermiddag, og da vi desværre måtte sige farvel til ham i december, tænkte jeg meget over, hvad der nu skulle ske med alle mine ture i Bernstorffsparken. Jeg elsker at komme der. Jeg elsker at følge naturens gang. Og jeg elsker den følelse af mental frihed, turene giver mig. Beslutningen var derfor ikke svær. Jeg skulle bare blive ved med at gå. Og det gør jeg så. 40 minutter om morgenen og 25 minutter om eftermiddagen. Uanset mørke, vejr og vind. De samme to ture. Og lige præcis det med at gå den samme tur hver dag kender Anna alt til.

– Jeg går fire-fem gange om ugen. Og jeg går den samme rute hver gang. Den samme tur, som vi to går lige nu, og som tager omkring 55 minutter.

Er det ikke trist at gå den samme tur hver dag, vil nogle nok tænke?

– Det er der nemlig lige præcis nogle, der spørger om. De tænker, at det godt nok må være kedeligt og monotont. Men det er jo aldrig den samme rute. Eller den samme tur. Digteren Per Højholt har engang sagt: ”Hvis du vil opleve noget nyt, så skal du gå den sammen tur hver dag.” Og det synes jeg, han har sådan ret i. Hvis jeg gik en ny spektakulær tur hver gang, så ville jeg ikke få øje på andet end den store katedral eller den fantastiske udsigt. Dét, at jeg går den samme tur, betyder, at jeg kender den til bevidstløshed, og det medfører, at jeg får frigjort min bevidsthed til at få øje på alle de små ting. En lille blomst, der er sprunget lidt mere ud end i går. Skaden, der har fulgt mig et stykke hen ad stien. Pigerne, der sjipper under en fuld regnbue. Fluefiskeren, der står på plænen i en solstråle og øver sig i at kaste med sin line. Jeg bliver virkelig nærværende. Og det er de små ting, der gør mig rigtig, rigtig glad. De får mig til at føle den der dybe taknemmelighed over at være til. Så det er aldrig den samme tur, selvom det er den samme tur.

LÆS OGSÅ: Gåture gør dig slank og stærk

 

Et fortroligt rum

Toget buldrer forbi for anden gang på vores tur. Anna ænser det helt tydeligt ikke.

Generer det dig ikke, at toget kører gennem parken og forstyrrer din tur?

– Aiii, det har jeg slet ikke lagt mærke til… Hun slår en høj latter op. – Det er ikke en stille rute, og det er ikke en pæn rute, men det er min rute.

Du har Damhussøen tæt på, der er jo mere stille og mere natur?

– Ja, men jeg kunne aldrig drømme om at køre derhen og gå min daglige tur, for en af glæderne for mig ved at gå er, at det er forberedelsesfrit. Jeg kan gå når som helst. Det eneste, jeg skal gøre, er at tage flade sko på og åbne min hoveddør. Jeg elsker den frihed og den enkelthed. De gange, hvor jeg er kørt hen til et pænt sted for at gå, har det ikke givet mig den samme glæde, som den her tur gør.

Går du altid alene?

– Jeg går flest ture alene, ja, men jeg vil ikke for noget undvære at gå med andre mennesker.

Hvad er forskellen på at gå alene og med andre?

– Jeg synes, der er stor forskel. Det er en helt anden oplevelse at gå med et andet menneske. Det er lige så værdifuldt, det er bare noget andet. Når jeg går med et andet menneske oplever jeg, at der bliver slået en ring om os uden for hvilken, der intet er. Inden for ringen er der en nærhed, inderlighed og den helt særlige form for intimitet, som man næsten kun oplever, når man går sammen. Det er der, hvor ordene kommer. Det er, som om man kan sige ting, når man går sammen, som det er meget sværere at få sagt, når man sidder overfor hinanden og kigger hinanden i øjnene. Der bliver skabt et rum af fortrolighed, når man går sammen, distancen forsvinder. Og det, synes jeg, er ret fantastisk.

Og når du går alene?

– Så har jeg somme tider besluttet mig for, at der er en eller anden problemstilling, jeg skal tænke over, og så prøver jeg at gøre det, mens jeg går. Nogle gange lykkes det, andre gange gør det ikke. Men de fleste gange går jeg bare for at tømme hovedet og få klarhed.

Hjernen vokser, når du går

Anna går i rask tempo, og pulsen kommer en smule op. Men træning kan man vel ikke rigtig kalde en gåtur, eller hvad?

– Der er så mange fine sundhedseffekter ved at gå tur. Hvis man går en rask tur på 30 minutter fem gange om ugen – udover hvad man ellers laver i dagligdagen – kan man f.eks. regne med at forlænge sit liv med tre til fem år. Det er da ret fantastisk. Og man beskytter sig effektivt mod en lang række sygdomme som brystkræft, tarmkræft, demens og hjertesygdom. Der er en 30 procents risikonedsættelse for disse sygdomme ved at gå 30 minutter fem gange om ugen, og hvis man går dobbelt så langt, får man dobbelt op på effekten.

– Der er også lavet et studie, der viser, at hjernen vokser hos voksne mennesker, som går en rask tur på 40 minutter tre gange om ugen. 120 mennesker i alderen 55-80 år, som ikke dyrkede anden form for motion, blev inddelt i to grupper. Den ene gruppe skulle gå de tre ture om ugen, mens den anden gruppe skulle udføre let vægttræning og udstrækningsøvelser. Begge grupper fulgte programmet et år, og undervejs blev deres hjerner scannet, specifikt hippocampus, som er den del af hjernen, der bl.a. er afgørende for vores hukommelse. Hos gå-gruppen var hippocampus vokset med gennemsnitlig 2,12 procent i venstre hjernehalvdel og 1,97 i højre. I den anden gruppe var hippocampus skrumpet med 1,40 procent i den venstre og 1,45 i den højre. Gåturene havde altså ikke bare stoppet den naturlige udvikling, hvor hjernen gradvist formindskes med alderen, den havde simpelthen vendt den.

LÆS OGSÅ: Så sundt er det at gå en tur

 

Det skal være cool at gå

Vi er ved at nå tilbage til Annas hus, og den sidste del af ruten går gennem et villakvarter, hvor hun drejer et par steder, der ikke helt giver mening i forhold til retningen hjem. Men vi skal gå turen præcis, som hun plejer, siger hun, og en af grundene til den sjove rute er, at hun elsker at gå forbi en indkørsel, hvor der ofte holder en matsort Lamborghini – ”Batmobilen” – som, hun synes, er så flot. Det er igen det med de små oplevelser og glæder i hverdagen. Og i bund og grund føles det jo netop ret enkelt at gå tur, så jeg bliver nødt til at spørge Anna, hvorfor hun egentlig har skrevet en bog om det at sætte det ene ben foran det andet?

– Jeg har skrevet bogen for at give min kærlighed til at gå tur videre og for at prøve at give lidt credit til det at gå tur. At gå tur har ry for at være noget, man gør, når man ikke kan andet. F.eks. når man ikke kan løbe. Og det er virkelig uretfærdigt. At gå er en fantastisk aktivitet, som kan give os en hel række af de kvaliteter, som vi alle sammen siger, vi savner i vores liv, men som vi ikke ved, hvordan vi skal få ind i hverdagen. Ro. Nærvær. Taknemmelighed. En pause til vilde dagdrømme og nye tanker. Eller til at give slip og glemme sig selv. Problemet med gåture er, at de mangler noget coolness. Det er ikke smart at gå tur, det er noget, gamle damer gør. Old pussies. Den type, der drømmer om at gå Caminoen eller Hærvejen. Vi hylder dem, der løb maraton eller laver en ironman, men det er ikke smart at gå tur. Og når du spørger, hvorfor jeg har skrevet bogen, er svaret også, at den er mit lille oprør. Mine gåture og bogen er mit Pussy Riot.

Anna Skyggebjergs råd til at komme i gang med gåturene
  • Køb et par virkelig gode løbe- eller vandresko.
  • Læg ud med at gå korte ture.
  • Lad være med at have de store forventninger til, hvordan du får det i starten. Det kan godt være, du ikke mærker ro, nærvær, fordybelse og taknemmelighed i begyndelsen, men det gør ikke noget. Du skal bare nyde, at du har en pause, hvor du ikke skal gøre andet end at sætte den ene fod foran den anden og sænke skuldrene. Det andet skal nok komme med tiden.
Om Anna Skyggebjerg

Anna Skyggebjerg, 55, er uddannet magister i litteraturhistorie. Forfatter til bl.a. ”Introvert – stå ved dig selv”. Aktuel med bogen ”Gå tur”, som udkommer den 15. marts på forlaget Rosinante. Gift og har en datter på 22 og en søn på 17.


Henter...