Gitte Hammel Enna
Foto: Jacqueline Fluri og Jens Bach Mød Gitte her.

Tidlig overgangsalder

Gitte gik i overgangsalder som 28-årig: ”Jeg blev ramt på min kvindelighed”

Gitte Hammel Enna på 34 år er en af de få kvinder, som går i for tidlig overgangsalder, og hun kan desværre ikke få mange svar på, hvorfor hendes krop gik i overgangsalder så tidligt.

Der er to procent af danske kvinder, som går i for tidlig overgangsalder. Og Gitte Hammel Enna på 34 år er en af de få kvinder, som desværre ikke kan få mange svar på, hvorfor hendes krop er i overgangsalder så tidligt.

"Jeg er nødt til at have hormonplaster på hver dag, da min krop ikke producerer østrogen naturligt. Hvis ikke jeg får kunstige hormoner, vil min krop begynde at ældes hurtigere, og jeg kan få problemer med knogleskørhed og andet, som egentlig først burde komme fra 60-årsalderen", fortæller Gitte.

Overvældende besked

Gitte tog p-piller, indtil til hun var 28 år, hvor hun og hendes kæreste (nuværende mand) gerne ville have børn. Da det efter et år ikke lykkedes, tog Gitte til gynækolog. Og efter undersøgelserne kom slaget.

"Gynækologen fortalte, at jeg aldrig ville kunne få børn med egne æg, for jeg har nedsat funktion i æggestokkene, og mine æg kan ikke blive modnet. Jeg har fået det forklaret sådan, at der er en fejl i forbindelsen mellem min hjerne og min livmoder. Og det har hænger højst sandsynligt sammen med for tidlig overgangsalder og lavt østrogenniveau", fortæller Gitte.

"Jeg fik beskeden, at det kun ville være muligt at få børn med ægdonation eller adoption. Den besked var totalt overvældende, og vi kendte på det tidspunkt intet til ægdonation. Jeg husker, hvordan min mand og jeg den aften sad i hver vores ende af sofaen, for vi var i chok, og vi kunne slet ikke rumme hinanden."

Læs også: Overgangsalder har ændret Lotte både fysisk og mentalt: ”Det er hårdt at vinke farvel til den krop, der var engang"

Tidlig overgangsalder

Faktisk har Gitte nok aldrig kunne få børn naturligt. Hun har aldrig haft rigtig menstruation. Hun havde lidt blødninger som teenager, men ikke regelmæssigt. Så højst sandsynligt har hendes krop aldrig været i stand til at blive gravid naturligt, da hun nok ikke har produceret de hormoner, der skulle til. Og der var mange symptomer, som hun før ikke havde tillagt så meget vægt, som pludselig kunne tolkes som tegn på overgangsalder.

"Først og fremmest fik jeg aldrig min menstruation, efter jeg stoppede med p-piller. Og en lang række symptomer som træthed, forstyrret søvn, humørsvingninger og hedeture fik puslespillet om min overgangsalder til at gå op", fortæller Gitte, der havde svært ved at finde noget viden om emnet for tidlig overgangsalder.

"Når jeg læste artikler om overgangsalder henvendte de sig altid til kvinder over 50 år. Det fik mig til at føle mig meget alene, at jeg ikke havde nogen at spejle mig i."

Læs også: Birgittes overgangsalder blev overset: “Min psykiater mente, jeg var dybt deprimeret”

Åben om ægdonation

Efter mange overvejelser valgte Gitte og hendes mand at få børn ved ægdonation. I dag fem år senere har de to drenge på 1 og 4 år. Det er den samme kvinde, der har doneret æg til begge børn, og det er kendt donor, så børnene kender den kvinde, der har doneret æg.

"Jeg er meget stolt af mine børn og ekstremt taknemmelig. Samtidig er det vigtigt for mig at være helt åben omkring ægdonation. Også om alt det svære. Det frastødte mig at skulle have en anden kvindes æg indeni mig. Jeg blev meget ramt på min egen kvindelighed ved ikke at kunne få børn med mine egne æg. Men da jeg blev gravid, føltes det helt naturligt. I begyndelsen var det svært, når folk sagde, at vores baby lignede sin far. Jeg erfarede hurtigt hvor vigtigt det var at tage hånd om min egen sorg og ambivalens. I dag svarer jeg helt åbent, at det er på grund af ægdonation, at han ikke har genetisk udseende efter mig", fortæller Gitte, som fortsætter med at tage kunstige hormoner for at holde overgangsalderen hen:

"Jeg skal bruge hormonplastre ind til jeg naturligt ville gå i overgangsalderen. Plastrene lindrer de typiske symptomer, der er ved overgangsalderen. Men der kan også være bivirkninger som forøget risiko for kræft ved at tage kunstige hormoner", fortæller Gitte.

Fakta om overgangsalderen

  • Kvinder får i gennemsnit deres sidste menstruation, når de er omkring 52 år.
  • Overgangsalderen (klimakteriet) er perioden omkring den sidste menstruation (menopausen).
  • Det et almindeligt med blødningsforstyrrelser, hedeture og svedtendens.
  • Der kan også komme knogleskørhed og tørre slimhinder.

Kilde: Sundhed.dk

Hvorfor går vi i overgangsalder?

Forandringer og symptomer i overgangsalderen skyldes, at æggestokkene holder op med at danne det kvindelige kønshormon, østrogen. Svingende produktion af hormonet progesteron giver også gener, specielt blødningsforstyrrelser. Østrogen bygger slimhinden i livmoderen op og styrker slimhinderne i skede og urinveje. Progesteron stabiliserer slimhinden i livmoderen, så menstruationerne bliver regelmæssige. Østrogen modvirker også tab af knoglevæv og forebygger åreforkalkning.

Kilde: Sundhed.dk

Gitte Hammel Enna, 34 år

Bor i Frederikssund. Er gift og har to sønner på 1 og 4 år. Cand. Pæd. i Pædagogisk Sociologi.

Se, hvad vi ellers skriver om: Overgangsalder og Interview