Kvinde i sorg
SPONSORERET indhold

11 råd: Sådan kan du hjælpe andre i sorg

Hvordan er man der for andre, når de mister? Det kan føles så uendeligt svært at stå ved siden af en i sorg, for hvordan undgår man at sige det forkerte? Og hvad er det rigtige at gøre? Her er 11 konkrete råd til dig, der gerne vil være der, når der er allermest brug for dig.

Af:: Daisy Løvendahl Foto: Getty
26. okt. 2018 | Sundhed | ALT for damerne

1. Vælg at give dig selv

I stedet for at spekulere som en gal på, hvad der er rigtigt eller forkert at gøre, så tænk, at du helt grundlæggende kun har ét valg. Vil jeg være der eller ej? Så enkelt er det. Hvis du vil være der, finder du en vej. Det ved jeg, at du gør. Du skal jo ikke være en anden, bare fordi den, du holder af, har mistet. Jeres relation er heller ikke radikalt anderledes.

Mennesker i den dybeste sorg har stadig samme platte humor, forkærlighed for kager eller smag for Hollywoodfilm. Det er en, du kender. Hvordan plejer du at relatere til vedkommende? Brug de erfaringer, I allerede har, og byg videre på dem. Det værste, du kan gøre, er at holde dig væk. Vælg i stedet at være der på din måde. Giv den, du er. Det er den største gave, du kan give.

Læs også: Hvem savner du? Sådan mindes du dem, du har mistet

2. Der er mange år fremover

Det at være der for den, der står midt i tabet og sorgen, er ikke kun at være der nu. Det er også at være der i den kommende tid. De store følelser af tab, savn og sorg forsvinder ikke hurtigt. For nogle er de livslange rejsefæller, som måske ikke fylder hver dag, som tiden går, men som altid vil være en del af deres sjæl. Så kan du virkelig ikke holde ud at gå til begravelser, eller er du på den anden side af jorden den måned, hvor din ven var alvorligt syg og indlagt, så ingen panik. Du kommer stærkt tilbage senere.

3. Husk den særlige dag

Mange, der lever med et tab, har en særlig dag. Det kan være årsdagen for dødsfaldet eller skilsmissen. Det kan være afdøde mormors fødselsdag eller tjekket på hospitalet for at se, om canceren er vendt tilbage. Du kan gøre en verden til forskel ved at huske de dage. Send en besked, ring og hør, hvordan det går på dagen, eller kom forbi med en pizza om aftenen. Det kan måske ikke gøre dagen god, men det kan gøre, at man ikke føler sig alene på en særligt hård dag. Det er en kærlighedserklæring, at du husker deres særlige dag og anerkender, hvad de føler.

Læs også: "Det handler om en forbindelse ind til den, du virkelig er"

4. Stil åbne spørgsmål

Du ved ikke, hvordan andre har det. Punktum. Uanset hvor tæt I er på hinanden, ved du ikke alt om, hvordan et andet menneske oplever og føler noget. Selvom du på mirakuløs vis skulle vide det, har han eller hun brug for at finde sine egne ord. Stil derfor åbne spørgsmål. De begynder med hv-ord. Hvordan har du det i dag? Hvad sker der i dig lige nu? Hvordan kan jeg støtte dig? Hvad føler du omkring det hele?

I samme åndedrag vil jeg sige: Stil aldrig ledende spørgsmål. Er det kommet på afstand nu? Har du det bedre? De spørgsmål giver kun den sørgende lyst til at pande dig en eller trække sig fra dig. Beklager, at jeg er så hård, men det er rædselsfuldt at blive spurgt om. Det føles, som om du vil have et svar, som du får det bedre af, og det er virkelig ikke på sin plads.

5. Lyt til den, du holder af

Prøv at forestille dig, at du bor på en øde ø. På naboøen bor den, du holder af. Nu tager du på besøg på den andens ø for at finde ud af, hvordan der er på den. Lad hende guide dig rundt. Du er der ikke for at tage stilling til noget. Du er der bare for at opleve den andens ø. Bed den, du holder af, om at fortælle dig, hvordan hun har oplevet sorg i sit liv, og lyt. Du må gerne stille uddybende spørgsmål bagefter for at forstå hende bedre, men du skal holde det lyttende og nysgerrige perspektiv.

Når du har lyttet til det, den anden oplever, så giv et varmt kram og sig tak. Det er guld værd at blive lyttet til, når man er i sorg, uden også at skulle have gode råd eller din mening. En anden dag er det din tur til at fortælle.

6. Bliv ved med at være der

Sorg er ikke væk om kort tid, så det er en gave for de sørgende at have nogen, der bliver ved med en gang imellem at spørge, hvordan det går, give et kram eller tilbyde en skulder. Mange fortæller, at de ved siden af deres tab oplevede stor ensomhed. At folk blev stille, hvis de nævnte deres sorg. At få ringede seks måneder efter og tjekkede ind.

Måske har vi som samfund skabt en forestilling om, at sorg er kort eller væk, når der sker noget godt igen. Men det er ikke nødvendigvis sådan, det opleves. Der kan være vild glæde i at blive rask efter at have været syg eller få en ny kæreste, hvis ens sidste forhold endte med døden, men det betyder ikke, at smerten er væk for evigt. Bliv derfor ved med at være der. Også 1 år efter. 2 år efter. 10 år efter ...

Læs også: Sorg: Sådan håndterer du den svære følelse

7. Tilbyd noget konkret

I stedet for at sige: Hvis der er noget, du har brug for, så sig til, så vend den om. Sig: Jeg vil gerne gøre noget godt for dig. Her er tre ideer. Sig ja, hvis noget virker godt for dig, og vid, at det også er helt okay, hvis du siger nej. Kom med dine egne konkrete ideer, men de kunne for eksempel være noget i stil med:

1. Jeg vil gerne komme forbi med noget mad til dig klokken 18.30. Jeg afleverer det i døren og går igen. Ja eller nej?

2. Jeg vil gerne køre dig en tur i skoven på lørdag, gå en tur en time og aflevere dig hjemme igen. Ja eller nej?

3. Jeg vil gerne komme forbi i aften, give dig et kram og høre, hvordan du har det. Vi kan også bare kramme og se en film på sofaen, hvis du ikke vil tale. Ja eller nej?

Når du kommer med konkrete ideer, er det dig, der gør arbejdet. Hvis du beder den anden komme til dig, skal hun gøre arbejdet, og det er præcis det, man ikke kan, når man ligger helt ned.

8. Tal fra dit hjerte

Tag fat i den, du kender, som er i krise, og sig, at du ved, hvad der er sket, og at du er ked af det på hendes vegne. Det er måske super banalt, men det er altid kraftfuldt at sætte ord på, at du er klar over, hvad der sker. Du kan også sætte nogle ord på, hvad du føler, og sige, at du har tænkt meget på hende og er berørt af, hvad hun gennemgår. Sig det, mens du holder øjenkontakt, læg gerne en hånd på armen eller skulderen.

Åbn dit hjerte, så ved du formentlig også, hvad du skal sige, og hvordan du skal agere, når I står over for hinanden. Og pyt med det, hvis det hele bliver akavet. Alt ved sorg, tab og krise er svært, forfærdeligt og lige til at løbe skrigende bort fra. Men du er stadig sej, fordi du ikke løber væk, men satser og prøver.

9. Vis, at du er berørt

I stedet for at holde dig selv tilbage, så slip det hele ud. Læg frygten for, om at du er for meget eller sentimental, væk. Tag det ind. Mærk det. Drop ethvert forsøg på at være cool. Vær varm. Dine tårer er noget af det mest dyrebare, du har at give, så lad være med at holde dem tilbage.

Det er en udbredt misforståelse, at vi skal holde igen med det dyrebare, fordi det kan miste værdi, hvis vi deler ud af det. Vend den tanke om. Fordi det er så dyrebart, skal du dele ud af det. Og der er mere, hvor det kommer fra. Din evne til medfølelse, omsorg og barmhjertighed bliver større, når du bruger den. Åbn derfor dit hjerte og vis, at du faktisk bliver ramt, når andre mennesker rammes. Uanset om du kendte dem eller ej.

10. Deltag i fællesskabet

Tag med, hvis du inviteres til en begravelse. Er det helt umuligt for dig at komme, så send et brev, hvor du deler et minde om den, der er gået bort. Hvis hele verden deler billeder af en berømthed, der er død, og du faktisk føler et stik i hjertet, så vis det. Del dit billede, din sang eller inviter til en fest, hvor der hele aftenen spilles numre fra den musiker, der er gået bort, og deles minder om, hvad de sange har betydet i jeres liv.

Kør forbi en ulykkesscene, og læg en blomst. Tag gerne dine børn med og fortæl dem, hvorfor du lægger blomsten. Gør det som et oprør mod ligegyldigheden. Lad andres ulykke røre dig og brug det som en påmindelse om, at vi trods vores forskelligheder deler de store oplevelser af sorg, glæde og mening. Når vi husker på alt det, der binder os sammen, er der håb.

11. Ræk hånden ud

Verden ville være et bedre sted, hvis vi alle rakte lidt mere ud. Gør det bogstaveligt ved at give din hånd og sige: ”Det er jeg ked af på jeres vegne,” hvis en, du kender, er i modgang eller krise. Gør det, mens du ser personen i øjnene. Ræk ud og giv et kram til en, du kan fornemme, har brug for det. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er passende, så spred dine arme og spørg: ”Må jeg give dig et kram?” Men spørg. Hellere blive afvist end at miste muligheden for at sprede noget varme i verden.

Lav et måltid mad til en, du kender, som har det hårdt. Stil det ved personens dør, ring på og vær på vej væk, når den åbner, hvis du gerne vil respektere deres privatliv. Men lav maden og bring den ud, for det betyder meget mere end maden for den, som modtager. Der er ingen faste regler for, hvordan du kan give en hånd. Find dine måder, men vov at række ud – også mod dem, som du ikke er tæt på, eller som er fremmede for dig.

Læs også: Anders Legarth mistede sin 6-årige datter: "Jeg løber for at overleve"

Anbefalet til dig