Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Sådan gik det, da Thomas Rhode var persolig træner for jounalist Mille Collin Flaherty
Foto: Peter Nørby Sådan gik det, da Thomas Rhode var persolig træner for jounalist Mille Collin Flaherty

Thomas Rhode

"Hvert træningspas trækker 3 måneder fra din alder"

Journalist Mille Collin Flaherty sagde, at hun var med på den værste. Og fortrød i det øjeblik, hun havde lagt røret på. I telefonen havde Thomas Rode informeret hende om de fysiske udfordringer, hun skulle afprøve, når hun i løbet af en dag skulle igennem hans vilde stenalderprogram.

Thomas Rode har indvilget i at lade mig være hans forsøgskanin for en dag, og jeg har til gengæld nu lovet, at jeg er med på den værste. Jeg kom også til at sige, at jeg løber og dyrker styrketræning et par gange om ugen, fordi jeg der i telefonen vurderede, at det virkede pinligt at indrømme, at det faktisk er over en måned
siden, jeg har stået på et løbebånd. Jeg har med andre ord bevæget mig ud på dybt vand – i mere end en forstand.

Han beder mig allerede i telefonen om at ringe til en leverandør og bestille en våddragt i min størrelse.

– 7 mm burde kunne gøre det, siger han og mener tykkelsen på neoprenen, der skal sørge for, at jeg ikke fryser (ihjel) i vandet.

– Du skal også bede om handsker, sokker og snorkel, instruerer han mig.

Snorkel? Hvad er det lige præcis, vi skal i det vand?

Måske kan han høre det på min stemme, for han siger opmuntrende, at han så sent som i morges havde ligget i vandet ud for Skodsborgs kyst og tænkt, at der ikke var noget sted, han hellere ville opholde sig, og at han er helt sikker på, at når vi er færdige med at træne, vil jeg bede om at få lov til at beholde våddragten, fordi al anden form for træning fra nu af vil virke uinteressant og formålsløs. Jeg tænker på hans store, muskuløse, tatoverede krop og kigger samtidig ned af min egen, der er spinkel, bleg og utrænet og ved godt, hvem af os to, der har bedst chance for at overleve i et iskoldt efterårshav med hvide toppe på bølgerne. Inden jeg lægger på, når jeg at sige:

– Men så skal du også love at redde mig, hvis jeg er ved at drukne.

Det lover han.

Fem minutter senere tikker der en mail ind i min indbakke med dagens program. Der står blandt andet:

"Så har Mille og jeg talt projektet igennem. Hun er mega frisk og med på den værste (...) Mille er vant til at svømme, løbetræner og supplerer løbet med styrketræning, og vi gør derfor som følger: Vi er i vandet uanset vejret, og håber naturligvis på blæst og regn!".

Det er hverken blæst eller regn, da jeg vågner på dagen. Men det er koldt. 7 grader for at være helt præcis. Jeg kører op til Kurhotel Skodsborg langs Strandvejen og skæver hele vejen til havet, der passerer som en stor, frostgrå masse uden for vinduerne. Sjovt nok er det det, der har holdt mig vågen i nat: Tanken om det iskolde vand. Selve træningen skænker jeg ikke en tanke.


Det bliver (heldigvis) snart mørkt. Mille er ved at nå sin grænse for, hvor meget hun kan træne på en dag.

Kong Rodes forvandling
Da Thomas Rode ved et tilfælde prøvede funktionel træning, var han solgt. I 2007 var han i løbet tre måneder prøvekanin for en crossfit-træner, og det forandrede ikke bare hans krop, men hele hans tilgang til livet. For hvorfor være sur, træt og udbrændt, når du kan være i topform såvel fysisk som psykisk? Han ændrede også sine kostvaner, så han i dag udelukkende spiser palæo (stenalderkost).

Han blev træt af den danske "nu skal vi rigtig hygge os"-mentalitet, fordi det at hygge sig hurtigt bliver noget med at sidde stille og indtage mængder af sukker i form af slik, chips og kage. Thomas Rode elsker at hygge sig, det er ikke det. Men når det hyggelige bliver på bekostning af træning, sundhed og vitalitet, er der noget galt. Han er ikke hellig, siger han, og drikker da også både rødvin og spiser en sjælden gang kage til kaffen. Træn hårdt, og spis rigtig mad. Ikke så meget snak.

En stor del af sin tid tilbringer Thomas Rode altså her på Kurhotel Skodsborg som kostkonsulent eller iført træningstøj eller våddragt. Inden jeg ankommer, har jeg en forestilling om, at kurhotellet er et sted, hvor det bedre borgerskab trækker i tykke, hvide frottebadekåber, sætter sig godt i en behagelig liggestol, hører klassisk musik og får massage, når bølgerne går højt. Det er det også. Men Skodsborg er desuden et sanatorium, der i 1898 blev grundlagt af lægen Carl Ottosen med en filosofi om, at frisk luft, vand, lys, massage, gymnastik og en rationel diæt har både helbredende og forebyggende effekt. Den filosofi ligger stadig til grund for kurhotellet, men i dag i en moderne, nordisk fortolkning. Og med sin forståelse for helbred, kost og træning, er Thomas Rode den oplagte mand at have med på holdet.– Jeg begriber ikke, at man udskriver piller til folk uden først at have undersøgt, om de nu spiser ordentligt eller får sovet nok, siger han.

Bag panoramavinduerne ligger havet roligt som et stort, enkelt åndedræt, og til den anden side, tværs over togskinnerne, tilbyder skoven tusindvis af kvadratmeter uforfalsket legeplads, hvis det er sådan, man vælger at anskue den. Det gør man her, og derfor foregår træningen altid udendørs, når vejret tillader det, for som Thomas Rode siger:

– Træning i lysstofrør, dårligt indeklima og muzak, der konstant kværner i baggrunden, giver dig ikke den ro, halvdelen af træningen handler om.

Der er stor fokus på det mentale. Jo, du kan, er den bagvedliggende devise, og hvis ikke, du kan nu, kan du lære det. Ved at træne. På Kurhotel Skodsborg varer et træningspas en time, men selve træningen tager blot 20-25 minutter, resten af timen går med opvarmning, teknik og afspænding. Det lyder jo ikke af meget, men det, du får ud af den korte, intense træning, svarer til flere timer på et løbebånd. Desuden lover Thomas Rode og Ole Cosmus, tidligere seniorsergent og idrætsleder ved Den Kongelige Livgarde, nu trænings- og sundhedscoach her på kurhotellet, at hvert enkelt træningspas trækker tre måneder fra din alder. Se, det er jo noget, man kan forstå. – Ingen synes, det er fedt at blive udsat for hård, fysisk belastning, siger Ole Cosmus. Derfor handler det også om at få det overstået. Så hurtigt som muligt. Vær i det, fokuser og koncentrer dig.

Øvelserne er nøje tilrettelagt, så man styrker samtlige muskler i kroppen, frem for at koncentere sig om en enkelt muskelgruppe. Man bliver desuden med træningen bedre til at håndtere hverdagslivets udfordringer som stress, usikkerhed og irritation, fordi kommer ud i situationer, hvor man bliver tvunget til at tage stilling, overkomme forhindringer og navigere optimalt i tidspressede situationer. Man bliver simpelthen bedre til at kunne tage vare på sit eget liv.


Første træningspas er ovre. Nu venter en stenalderfrokost og bagefter en tur i skoven.

25 kilo gennem vandet

Jeg har frygtet en anelse for mit. Har sovet dårligt, for hvad med den våddragt der? Kan jeg overhovedet passe den? Og kan det virkelig passe, at man ikke fryser, når man har sådan en på? Jeg er frisk med de friske og påstår, at jeg da sagtens kan klæde om i hytten ved stranden. Det viser sig at være et læskur med betongulv, og på vejen derned siger Thomas, at det bedste helt klart er at være nøgen indenunder. Han skal nok vende ryggen til, mens jeg klæder om.

For at gøre det nemmere hælder han sæbevand i dragten, så jeg uden for meget mas med bar mås kan trække den på. Den passer fint, konstaterer jeg, og måske er det, fordi jeg er lettet – både over at have fået dragten på, og fordi jeg kan mærke, at den varmer. Nu glæder jeg mig ligefrem til at komme i vandet. Jeg føler mig som en sæl, som at få en slags anden krop på, der er ligeglad med kølige temperaturer og med, at jeg ligner Stålanden fra Anders And-bladet. Til trods for at dragten sidder så stramt, at jeg knap kan få en hånd ind mellem den og min hud, føler jeg mig fuldstændig fri. Derfor virker det heller ikke underligt, da jeg til opvarmningen skal lave både squats og hoppe. Jeg kan uden problemer bevæge mig og får hurtigt varmen efter blot fem minutters aktivitet. I mellemtiden har Thomas været ude i vandet og placere en orange bøje cirka 50 meter fra badebroen. Så er jeg klar til første ud af tre træningspas. Det består af først øvelser på broen: mavebøjninger, rygøvelser, squats og armhævninger, 10 af hver. Efterfulgt af gang i vandet med en sandsæk på 25 kilo hævet over hovedet fra molen ud til bøjen og så svømme ind. Øvelserne klarer jeg i fair stil og tempo, og så er jeg klar til at hoppe i vandet. Det føles vidunderligt. Intet mindre. Jeg kan sagtens mærke, at der siver vand ind, men det er ikke koldt. Og med den naturlige opdrift i dragten er følelsen af frihed fuldendt.


Selvom Thomas Rode tager sin livsstil meget seriøst, er der plads til at have det sjovt.

Nøgen eller ej

Da Thomas placerer sandsækken på mine skuldre, er jeg ved at gå i gulvet. Det kræver al min viljestyrke og fokus at nå ud til den orange bøje, hvor vandet når mig til toppen af brystkassen. På vejen derud kommer Thomas, der går ved siden af, med opmuntrende tilråb. Og på samme måde, som jeg har råbt ad min mand ved vores børns fødsler, gjalder jeg i anstrengelsens hede "Hold kæft, Thomas", mens jeg forestiller mig, at sandsækken drukner, hvis ikke jeg får den ud til bøjen. Jeg får den derud. Alle tre gange. Er stolt som en pave, indtil vi skal i gang igen. Træningspas nummer to: Thomas har placeret to vægte a 16 kilo på stranden. Efter tre burpees (ned på maven, op i squat og hop) skal jeg tage vægtene, gå ud til enden af broen, svømme videre ud til bøjen, tilbage igen, samle vægtene op og gå tilbage til stranden. Første gang går det nogenlunde, anden gang kan jeg umuligt bære to vægte og tager derfor kun en med, tredje gang sluger jeg så meget vand på tilbagevejen, at det svarer til et omvendt lavement.

Der er egentlig et træningspas til. Noget med ringe, jeg skal hive min egen vægt op i. Jeg laver et par stykker og påpeger så det med de tyve minutters intensiv træning. Vi har nu været i vandet det meste af en time. Jeg får lov at slippe. Bogstaveligt talt. Lader mig falde bagover og får hovedet under vand. Jeg har taget hætten af, min krop er varm og vandet er koldt. Det føles fantastisk. Og så er det slut. I vandet i hvert fald.

– Akward moment, siger jeg til Thomas, da han kommer hen til hytten. Jeg har kæmpet med dragten i ti minutter. Kan umuligt få den af. Han er nødt til at hive den af mig. Jeg er ligeglad. Den skal af nu. Nøgen eller ej.

Vi spiser frokost. Palæo, naturligvis. Smørrebrød på stenalderrugbrød med æg og avocado. Og en kop dampende hed bouillon. Det er vigtigt at spise godt, når man træner hårdt. For funktionel træning handler ikke om vægttab eller om at få en flad mave på fem uger. Det handler om sundhed og om at udnytte kroppens potentiale bedst muligt. Den flade mave og vægttabet er en naturlig følge, men ikke et mål i sig selv. Jeg spiser hver en krumme på tallerkenen. Både fordi det er virkelig lækkert, og fordi hver en fiber i min krop trænger til energi efter træningen i vandet. Jeg har det som efter en hel dag på ski. Jeg har det fantastisk.


Ikke til at skyde igennem
Efter frokost er jeg underligt nok ikke udmattet, men frisk og klar på en tur i skoven. Jeg har taget handsker med, som jeg blev bedt om, for vi skal ikke se på den falmede skov, men løfte træstammer og hoppe på stubbe.

Øvelserne kender jeg fra tidligere: Squats, burbees og hop, men denne gang er det skovens eget udstyr, vi benytter os af. Vi laver en serie øvelser, hele tiden ti af hver, og jeg er her trods alt lidt mere på hjemmebane end i vandet. Det er hårdt at skulle først løfte en træstamme, så skubbe den op at stå og til sidst skubbe den, så den falder. Det er heller ikke nemt at skulle hoppe sidelæns over den bagefter, fra den ene side til den anden afbrudt af en burbee på hver side. Men jeg er på intet tidspunkt bevidst om, at tiden går, som jeg er, når jeg løber. Jeg bliver ikke afbrudt af en indre stemme, der hele tiden spørger, hvornår vi er færdige. For selvom jeg det meste af tiden bruger alle mine kræfter, føles det alligevel som en leg. I bogstaveligste forstand. Og hvis man godt må have det sjovt, mens man bliver stærk, slank og smidig, gider jeg i hvert fald godt være med. Lyset er ved at forsvinde, og det er mine kræfter også. Nu kan jeg ikke mere. Vi har trænet meget længere end de tyve minutter, et normalt træningspas varer. Det meste af dagen faktisk. Kun afbrudt af frokost og snak. Jeg er mere end almindeligt fysisk flad, da jeg giver Thomas dagens sidste high five og sætter mig ind i min bil for at køre hjem. Men mentalt er jeg ikke til at skyde igennem. Selv uden våddragt på.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ: Så sundt er det at gå en tur

LÆS OGSÅ: Så meget skal du bevæge dig for at være sund

Thomas Rode Andersen, 46 år

Tidligere Michelinkok og køkkenchef for blandt andet Kong Hans Kælder i København.

For seks år siden lagde han sit liv om og blev såkaldt "stenaldermand", der primært lever efter palæo-principperne om at undgå mælkeprodukter, korn og sukker og stort set alle forarbejdede fødevarer.

Han er forfatter til tre bøger om træning og kost og en fjerde, der handler om livet som kok.

Ved at uddanne sig til crossfit-træner.

Ansat på Kurhotel Skodsborg ved siden af sit eget firma, som han har med sin kone, Thilde Maarbjerg. Se Rodemaarbjerg.dk