Hvor meget har du brug for? Det (u)sunde salt

Hvor meget har du brug for? Det (u)sunde salt

Salt har været en udskældt og diskuteret ingrediens i mange år. Men hvor meget salt har du egentlig brug for, og hvilke madvarer indeholder mest skjult salt? Få her den nyeste viden.

Danske kvinder spiser alt for meget salt

Smag på maden, inden du salter. Har du hørt den sætning før? Så er du måske en af dem, der af vane beder om saltet og øser med rund hånd ud over de nye kartofler, bøffen, grønsagerne, eller hvad der nu står på menuen. Og du er ikke alene. Undersøgelser viser, at danske kvinder spiser alt for meget salt. Helt præcist spiser vi omkring otte gram salt om dagen, hvilket er et godt stykke over anbefalingerne fra WHO og Fødevarestyrelsen, der lyder på fem gram. De store mængder salt kommer ikke udelukkende fra saltbøssen på spisebordet, det stammer i høj grad fra industrielt fremstillede fødevarer.

− 70 procent af det salt, vi indtager, kommer fra industrielt fremstillede fødevarer, f.eks. pølser, pålæg, ost og brød. Det naturligt forekommende salt i fødevarer er faktisk meget lavt, langt det meste bliver tilsat ved tilberedningen, siger klinisk diætist Ellis Tauber-Lassen, der sætter al fastfood på den sorte salt-liste.

To gram salt om dagen er nok

Kroppen har brug for salt for at fungere optimalt, fordi det er med til at opretholde vores væskebalance og bl.a. sørger for, at cellerne kan transportere næringsstoffer og ilt rundt i kroppen. Kroppen har dog ikke behov for mere end to gram dagligt. Sveder du meget på grund af varme, sygdom eller hård motion, kan du have behov for en anelse ekstra, men ellers er det en god ide at begrænse indtaget.

− Problemet med for meget salt i maden er, at det kan give for højt blodtryk, siger Ellis Tauber-Lassen.

Årsagen er, forklarer hun, at salt binder væske. Det betyder, at der samler sig ekstra væske omkring hjertet, som skal pumpes rundt, samtidig med at nyrerne skal arbejde hårdere − og det giver højere blodtryk, hvilket markant øger risikoen for en række andre sygdomme som f.eks. blodpropper og hjerneblødninger. Salt påvirker også blodkarrene direkte, da det gør dem stivere og påfører dem skader. Er du rask, kan din krop godt tilpasse sig, at du spiser mere salt end anbefalet, men et vedvarende højt saltindtag kan ikke undgå at „slide” på kroppen. For meget salt gør det simpelthen sværere for din krop at normalisere blodtrykket, og risikoen for forhøjet blodtryk stiger.

Undersøgelser viser, at nedsættelse af saltindholdet med blot et par gram reducerer hjerte-kar-sygdomme med hele 25 procent.

Spis mindre salt – og undgå højt blodtryk

Det bedste, du kan gøre i kampen mod saltet, er først og fremmest at blive bevidst om dit forbrug, mener Ellis Tauber-Lassen. Start med at luge ud i de traditionelle saltfælder i din madlavning. Kartofler kan sagtens koges uden salt, og mængden af salt i tilberedningen af kød og fisk kan nemt reduceres og suppleres med en lang række andre krydderier.

− Tænk over alternativer til salt i din madlavning. Bland f.eks. ristet hørfrø, der har en saltet smag, i dit salt, så får du kun halvt så meget salt, når du bruger blandingen, siger diætisten, der også foreslår, at man simpelthen fjerner saltbøssen fra spisebordet.

− For mange er det en vane at drysse salt på, men det er en vane, der kan ændres ligesom at undgå sukker i kaffen, siger Ellis Tauber-Lassen. Har dine smagsløg vænnet sig til meget salt i maden, skal du reducere dit saltindtag over en periode, ellers vil du ikke føle, at maden smager af noget.

„Sundt salt” er en myte

Det hjælper desværre ikke noget, at du skifter det billige køkkensalt ud med lækkert gourmet-salt. Myten om, at noget salt skulle være sundere end andet, holder nemlig ikke, siger Ellis Tauber-Lassen. Salt er salt − uanset om det er fint, groft eller stammer fra havet:

− Der findes mere eller mindre raffineret salt, der kan give forskellige smagsnuancer, men i forhold til effekten på kroppen er salt bare salt, siger hun. Mens det er problematisk at få for meget salt, så forsikrer Ellis Tauber-Lassen, at det nærmest er umuligt at få for lidt salt.

− Fordi næsten tre fjerdedele af vores daglige saltindtag kommer fra industrielt fremstillede fødevarer, vil du altid indtage den nødvendige dosis, også selv om du ikke selv bruger salt i din madlavning.

Mindre salt i fremtiden

I gamle dage blev al mad saltet, så det kunne holde sig i længere tid. I dag er den primære årsag, til at industrielt fremstillede fødevarer er fyldt med salt, både smag, holdbarhed og konsistens. Men på sigt kommer de til at indeholde langt mindre salt end i dag. Blandt andet har EU lavet et såkaldt saltprogram, der sigter mod at produktudvikle fødevarer med nedsat saltmængde.

− Det er en stor udfordring for industrien, fordi mindre salt kommer til at gå ud over holdbarheden og konsistensen i produkterne. Derfor skal industrien produktudvikle, og det tager tid. Det er et godt tiltag, men det bliver nok ikke en realitet lige med det samme, mener Ellis Tauber-Lassen.

Tag dig i agt

Industrielt fremstillede fødevarer er den store synder, når det gælder salt. Op til 70 pct. af vores saltindtag kommer herfra. Derfor er der en lang række madvaregrupper, du skal være opmærksom på.

Brød

Rugbrød, hvidt brød, knækbrød. Alt fremstillet brød er tilsat salt for at fremelske en god smag og forlænge holdbarheden. Slip for de store mængder ved at bage dit eget brød. Tommelfingerreglen er halvanden teskefuld salt pr. kilo mel.

Kød

Færdigkøbt pålæg indeholder salt, især røget pålæg. Men også diverse pølser og kødprodukter som skinke er tilsat salt.

Ost

Alle oste fra skæreost til brie og smøreost indeholder rigtig meget salt, som tilsættes pga. konsistens og holdbarhed.

Fisk

Fisk kan være saltet, og røget fisk er tilsat salt. Vær derfor særlig opmærksom på røget laks og røget sild på dit middagsbord.

Morgenmad

Cornflakes, Kellogg’s Frosties, Guldkorn og Coco Pops er ikke bare proppet med sukker, de er også tilsat en masse salt. En britisk undersøgelse viser, at en skål af de ovenstående morgenmadsprodukter indeholder mere salt end chips.

Færdigretter

Det er så nemt at købe en pizza, der lige kan smides i ovnen, eller en færdiglavet lasagne. Eller hvad med en menu fra McDonald’s? Lad være. Saltindholdet er alt for højt.

Ketchup

Der er meget andet end tomater i ketchup, der er både sukker og salt. Også sennep indeholder salt, så spar de to ingredienser, hvor du kan.

Grønsager

Grønsager på dåse og syltede madvarer som asier og rødbeder er også tilsat en god del salt. Køb i stedet grønsagerne friske, hvor du kun får grønsagernes naturlige saltmængde.

Eksperten: Ellis Tauber-Lassen er autoriseret klinisk diætist og står bag Diætistklinikken Søborghus på Søborg Torv. Hun underviser og rådgiver om hjælp til vægttab og bedre spisevaner. Hun har derudover udgivet flere kogebøger målrettet diabetikere og overvægtige. et-l.dk

Undgå salt − kig efter nøglehullet

Den kemiske betegnelse for salt er natriumklorid, og det er natriumdelen, der har betydning, når det gælder sundheden. Danmark, Norge og Sverige har indført et ernæringsmærke, Nøglehulsmærket, der hjælper dig til at finde sunde fødevarer. For at få lov til at bruge Nøglehulsmærket skal varerne opfylde en række kriterier i forhold til indhold af salt, fedt, sukker og fuldkorn, så Nøglehulsmærket garanterer en vare med lavt saltindhold. Du kan også tjekke varedeklarationen for salt (her står det som natrium), hvor du kan se, hvor meget salt der er pr. 100 gram. Vær opmærksom på, at der i færdigretter ikke bør være mere end 400 mg natrium pr. 100 gram. Brød og morgenmadsprodukter bør ikke indeholde mere end 500 mg natrium pr. 100 gram.