Jane Faerber
SPONSORERET indhold

Jane Faerber: Små tvist kan gøre en stor forskel

Det begyndte som et hobbyprojekt, men i dag lever Jane Faerber af at guide andre til at spise få kulhydrater og masser af grønt, protein og fedt – også kaldet low carb. Her deler hun sine bedste tip.

Af:: Julie Svarrer
19. jan. 2022 | Sundhed | Hjemmet

Da Jane Faerber startede Madbanditten tilbage i februar 2011, var det udelukkende som et hobbyprojekt. Hun elskede at blogge og trængte til et lyspunkt i hverdagen, for arbejdet i mediebranchen tærede på kræfterne. Samtidig havde hun et års tid forinden oplevet, hvordan hendes maveproblemer og konstante trang til sødt var forsvundet, da hun skar ned for kulhydraterne og op for fedtindtaget. Helt modsat de officielle anbefalinger.

”Måske kan jeg både fortælle lidt om min hverdag og dele ud af opskrifterne,” tænkte hun.

På den måde opstod bloggen som en hybrid mellem en onlinedagbog og et sundhedssite. Dengang havde Jane ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at Madbanditten ville blive hendes fuldtidsbeskæftigelse med op mod 700.000 unikke besøgende om måneden. Eller at hun selv skulle stå bag intet mindre end otte kogebøger med opskrifter, hvor der er skruet ned for kulhydraterne og op for det naturlige fedt. En kost, som kaldes både LCHF, keto/ ketogen diæt og low carb/lavkarbo – kært barn har mange navne.

LÆS OGSÅ: Ditte har tabt sig 43 kilo

"I dag foretrækker jeg betegnelsen low carb, for den er mere overordnet. Low carb behøver ikke være keto, og mange har det rigtig godt med 50-100 gram kulhydrater om dagen, hvor du på keto er helt nede på 20-30 gram. På low carb kan du spise alle de grøntsager, du vil, ligesom frugt og rodfrugter også er helt fint."

"LCHF var banebrydende, da det kom frem, fordi vi skulle lære, at fedt ikke er usundt, men det har vi efterhånden forstået, og der er altså heller ingen grund til at vælte sig i fedt. Det vigtigste redskab er nu engang at skære ned for kulhydraterne", slår Jane fast.

Læs også: Sådan spiser du low carb

Alle kan være med

Det gode ved low carb er også, at alle kan være med, for man kan sagtens begynde i det små og f.eks. ”bare” droppe kulhydraterne til morgenmad:

"Hvis du plejer at spiser en ristet bolle eller havregryn med skummetmælk, er du sikkert dødsulten igen allerede klokken 10. Hvis du skifter det måltid ud med proteiner og sunde fedtstoffer, f.eks. en omelet med skinke, balancerer det dit blodsukker og din appetitregulering. Du holder dig på den måde mæt helt til frokost. Små tvist kan også gøre en stor forskel. Når det er sagt, er der nogen, der foretrækker at starte på en benhård keto-kost og så langsomt indføre lidt flere kulhydrater."

Hun fortæller, at det med mæthedsfølelsen netop er en af forklaringerne på, at low carb virker for så mange.

"Folk taber sig, men føler samtidig, at de spiser sig mætte. Og det eneste, de egentlig har gjort, er at skære ned for kulhydraterne", siger Jane, der selv er ret vild med kål som erstatning for kulhydrater.

LÆS OGSÅ: Boost fordøjelsen med disse fødevarer

Det kan være snittet spidskål under kødsovsen i stedet for pasta eller blomkålsris til boller i karry. Derudover bruger hun aldrig madlavningsfløde eller fedtreduceret ost, men altid råvarer med et naturligt fedtindhold. Fordi fedt mætter og smager godt. Vægttabet er naturligt nok det, der er mest fokus på, men en kost fattig på kulhydrater fører meget andet godt med sig:

"Mange oplever, at de får mere energi og ikke behøver en lur om eftermiddagen, ligesom deres sukkertrang forsvinder, og de sover bedre om natten. Døjer du med maveproblemer som oppustethed, kan low carb sandsynligvis også hjælpe", siger Jane.

Og så fortæller flere om et fænomen, jeg ikke helt kan forklare:

"At de får en generel ro og et velvære i hele kroppen. Og det er jo også værd at tage med."

 

Anbefalet til dig