"Jeg hader min krop og kan ikke rumme, at min mand vil elske med den"
SPONSORERET indhold

"Jeg hader min krop og kan ikke rumme, at min mand vil elske med den"

Hvad gør du, hvis du har det svært med din krop, og din mand slet ikke forstår dig og bare gerne vil elske med dig ofte – og gerne i dagslys? Læs med, når Daisy Løvendahl åbner op for et emne, som mange kender, men få taler højt om.

Af: Daisy Løvendahl Foto: Getty
04. okt. 2019 | Sundhed | ALT for damerne

"Jeg har aldrig været typen, der står foran spejlet og synes, jeg er lækker ... eller bare pæn nok", siger Maj-Brit.

"Og efter at have fået børn, hængemave og teposer, er det blevet værre. Jeg kan ikke holde ud at se på mig selv nøgen. Men det kan jeg godt leve med. Problemet er, at min mand slet ikke kan forstå, hvordan jeg har det, og det gør mig så ked af det!"

Maj-Brit fortæller om, hvordan hun i en kort periode, da hun forelskede sig i Thomas, fik det bedre med sig selv, fordi han var så afslappet kropsligt. Han gav hende hendes livs bedste sex, gik nøgen rundt i lejligheden og hev morgenkåben af hende, når hun tog den på.

I en periode var det sjovt og dejligt. Hun fik det faktisk bedre med sin krop gennem hans kærlige blik på hende. Men efter børnefødsler, øget vægt og fladere bryster føles Thomas’ naturlighed ikke længere som en kærlighedserklæring, men som et kæmpe pres.

Læs også: Den vigtige sexsnak: Sæt ord på dine lyster

Lær at elske din krop mere

I mit stille sind forstår jeg godt Maj-Brit. Kroppen er ikke nødvendigvis nem at leve med, og hvem har ikke set på sig selv og hørt en hård indre stemme finde en masse fejl. Men når jeg lytter til Maj-Brit, siger hun faktisk to ting.

Hun taler om kropsskam, og så taler hun om at have en kæreste, der ikke forstår hendes følelser
om noget, der er meget sårbart for hende. Samtidig får jeg også sympati for manden, der bare synes, hans kæreste er dejlig, og gerne vil nyde kroppen sammen.

Så jeg begynder med at udfordre Maj-Brit på, om hun egentlig godt kan leve med at have det så svært med sin egen krop.

"Dybest set vil jeg gerne have det godt med min krop, men jeg ved bare ikke, hvordan det skulle være muligt."

Det bliver udgangspunktet for vores samarbejde. At give Maj-Brit redskaberne til at elske sin krop mere og derfra finde en vej til også at lade Thomas elske den – samtidig med at han skal forstå, at noget, der for ham er enkelt og ligetil, ikke er det for hende. Lyder det kompliceret? Det er livet og kærligheden. 

Læs også: Hvad sker der i kroppen, hvis du udsættes for stress?

Få dybere kontakt til kroppen

Maj-Brits første øvelser handler om at opbygge kontakt og dreje perspektivet fra, hvordan hendes krop ser ud, til hvordan den føles. Hendes krop er trods alt sund og rask, og så har den bragt hendes børn til verden.

"Det føles lidt overfladisk at skrive ned, hvad jeg er taknemmelig for, at min krop kan, men jeg kan mærke, at det gør noget ved mig alligevel", fortæller Maj-Brit.

Vi taler videre om hendes parforhold, og jeg sender hende ud af døren med en opgave om at fortælle Thomas hendes kropshistorie. Under en lang gåtur en aften, hvor børnene bliver passet, fortæller Maj-Brit om, hvordan hendes krop altid har været svær for hende at leve med.

Fra hun fik store bryster som 12-årig, til hun fik kejsersnit med deres datter. Thomas lytter, mens de går med hinanden i hånden.

"Efter Thomas har lyttet til min kropshistorie, har han været mere forstående over for mig", fortæller hun og fortsætter:

"Samtidig fortæller han mig også, at han synes, jeg er smuk. Og for første gang i lang tid tror jeg på ham."

Hun smiler, da hun siger:

"Så jeg protesterede heller ikke, da han hev badekåben af mig i går…" 

Anbefalet til dig