Lider du af blodmangel? + 6 andre grunde til at du er træt
SPONSORERET indhold

Lider du af blodmangel + 6 andre grunde til at du er træt

Mangel på søvn, travlhed og junkfood. Der er mange grunde til, at du måske føler dig konstant træt og drænet for energi. Bliv klogere på de mest almindelige energirøvere – og se, hvordan du får energien tilbage.

Af: Pernille Lewinsky Kofoed og Susanne Knutzen Foto: Getty
21. maj. 2019 | Sundhed | Hendes Verden

Hvis du er konstant træt og aldrig føler dig rigtigt udhvilet, så kan det sagtens skyldes, at du sover for lidt, eller at din søvn er for dårlig. Men hvis du sover godt, nok og regelmæssigt, men stadig er kronisk træt, så kan der være andre og flere grunde til din træthed. Det er nemlig ikke kun søvnmangel, der er den store energirøver. Graviditet, overgangsalder, din kost og mange af de ting, som du gør (eller ikke gør) i hverdagen, kan nemlig også være medvirkende til, at du går rundt og føler dig træt og udmattet - både mentalt og fysisk.

Blodmangel

Blodmangel eller lav blodprocent er en hyppig årsag til unormal træthed og skyldes, at du danner for få røde blodlegemer i forhold til den mængde, du mister. Særligt kvinder er udsatte for at få blodmangel, og en af de mest almindelige årsager er kraftige menstruationer. Blodmangel kan dog også skyldes graviditet, jernmangel og vitaminmangel, mangelfuld kost eller forskellige sygdomme. Du bør derfor altid søge læge, hvis du mistænker, at du lider af blodmangel.

Dårlige madvaner

Kosten er det brændstof, der skal holde din krop kørende. For at kroppen kan fungere optimalt er det bl.a. vigtigt, at du spiser mad, der holder blodsukkeret - og dermed dit energiniveau - stabilt hele dagen. Tank energi fra morgenstunden med masser af fuldkorn og andre langsomme kulhydrater, proteiner og sundt fedt. Og undlad at proppe dig med sukker og hurtige kulhydrater som slik, kage, hvidt brød og fastfood, der giver store udsving i blodsukkeret og gør dig træt og uoplagt.

Læs også: Kosttilskud: Vitaminer og mineraler

Væskemangel

Føler du dig konstant træt, kan det være en ide at holde øje med, hvor meget vand du får i løbet af dagen. Kroppen og hjernen består nemlig af ca. 70 procent vand, og får du ikke tilstrækkeligt væske, kan kroppen ikke yde optimalt. Bl.a. bliver blodet tykkere, hvilket gør det svært for hjertet at pumpe det effektivt rundt, hvorved ilten ikke kommer lige så hurtigt ud til muskler og organer. Det resulterer i træthed og nedsætter bl.a. koncentrations- og koordinationsevnen.

Sen skærmtid

Det virker måske harmløst, men den sene skærmbrug kan have negative konsekvenser for både kvaliteten og længden af din søvn - og dermed for dit energiniveau. Tjekker du fx arbejdsmails eller sender sms'er lige før sengetid, kan det resultere i, at du er længere tid om at falde i søvn og sover dårligere.

Det skyldes kombinationen af ”det blå lys” fra skærmen og den aktivering af hjernen, der følger med f.eks. at læse en arbejdsrelateret mail lige før sengetid. Desuden viser forskning, at lyset fra tablets og smartphones undertrykker det søvndyssende hormon melatonin og aktiverer de nerveceller, der holder os vågne.

For meget stress

Mange kvinder oplever hverdagen som meget hektisk med store forventninger og mangel på ”mig-tid” – tid hvor de prioriterer sig selv. Det er ok at have travlt og give den gas i perioder, men det slider på kroppen, stresser og dræner dig for energi, hvis du konstant kører i højeste gear. Er du konstant ”på”, får kroppen og hjernen nemlig aldrig mulighed for at lade op, og når du endelig går i seng, har du svært ved at slappe af, hvilket påvirker dit søvnmønster.

Læs også: Zoneterapi: Mindre stress på 10 minutter

Vitamin og mineralmangel

En række vitaminer og mineraler, fx B-12, jern og folin syre medvirker til kroppens energiomsætning og er vigtige for kroppens evne til at transportere ilt rundt. Er du derfor i underskud af nogle af disse vigtige mineraler og vitaminer, kan det være årsagen til, at du er konstant træt. Mangel på jern og B-12 vitamin ses især hos vegetarer og veganere, da den største kilde til jern og B-12 er kød.

Manglende motion

Når du føler dig træt og uoplagt, virker tanken om en løbetur sikkert uoverkommelig. Men jo mere energi, du forbrænder, jo mere energi får du faktisk tilbage. Når du motionerer og er fysisk aktiv, frigiver kroppen en række hormoner, ligesom du får tilført ny ilt og næring til alle kroppens celler og dermed også mere styrke og udholdenhed. Og her taler vi ikke hård motion eller lange løbeture. Selv en rask gåtur, hvor du samtidigt får frisk luft, kan gøre en kæmpe forskel for energiniveauet.

Kilder: Netdoktor.dk, Dr.dk, videnskab.dk, altomkost.dk

Anbefalet til dig