Christina Madsen
SPONSORERET indhold

“Nu kan jeg se mig selv i spejlet og være glad og tilfreds”

36-årige Christina Madsen har altid kæmpet med vægten. Nøglen til det varige vægttab fandt hun, da hun prøvede Frk. Skrumps boostkur, der indebærer en omlægning af kost, motionsvaner og tanker. Nu har hun nået drømmevægten og sluppet det evige slanketyranni.

Af:: Charlotte Wendt Jensen Foto: Peter Nørby
04. aug. 2016 | Sundhed | ALT for damerne

Christina har prøvet lidt af det hele, når det gælder slankekure. Suppekur, æggekur, kålkur, slankepiller og vejning af mad i mange måneder. Hun har været svært overvægtig siden teenagealderen og har lige ­siden kæmpet med en yoyovægt, der på tidspunkter har svinget hele 20 kilo. I dag har hun sagt farvel til det hele. Til kurene, kiloene og til de kvaler, som fulgte med en vægt, der røg op og ned. Christina har nået sin drømmevægt på 68 kilo, og endnu vigtigere har hun formået at holde den. Fra da hun vejede mest, har hun tabt hele 55 kilo, men det var først, da hun prøvede boostkuren udviklet af Frk. Skrump, at hun fik sat så meget skub i vægttabet, at også de sidste svære kilo røg af, og hun endelig nåede det tal på vægten, som hun gerne ville se. For første gang føler hun, at hun ikke længere er på kur. Trods navnet er boostkuren en omlægning af vaner og en helt ny livsstil, som betyder, at hun endelig føler sig fri af det slanketyranni, der har fulgt hende nærmest hele livet.

Christina har kæmpet med kiloene siden teenagealderen og startede på sin første slankekur som 19-årig. Nu har hun tabt 55 kilo og nået drømmevægten på 68 kilo.

– Jeg føler en større lethed omkring de ting, der før var meget svære for mig. Det, at jeg har fået en livsstil, hvor mange ting omkring min vægt er blevet en vane, giver en frihed på den måde, at det ikke er en konstant bekymring for mig, om jeg tager på igen. Nu kan jeg se mig selv i spejlet og være glad og tilfreds, og jeg har en accept af, at jeg har den historie, som jeg har, fordi jeg er, som jeg er. Selvfølgelig har jeg stadig øjeblikke, hvor jeg er selvkritisk og synes, at jeg ser tyk ud, men jeg har lært at føle en ny venlighed over for mig selv, som gør tingene lettere, ­siger Christina om sit liv før og efter, hun nåede sit mål

Spoler vi tilbage til før, viser kalenderen januar 2013. Her mødte Christina Majbritt Louring Engell, som er PB i Ernæring og Sundhed og Master i Træning og Fitness, og som sammen med autoriseret klinisk ­diætist, Alice Apel Hartvig, er kræfterne bag slankekonceptet Frk. Skrump. Christina vejede på det tidspunkt 84 kilo efter at have været nede og veje 65. Knap 20 kilo havde sneget sig på igen over tid.

– Jeg har ikke kunne holde en normal vægt særlig lang tid ad gangen, og på den måde er jeg nok typisk for mange overvægtige. I perioder er tingene lykkedes, og i andre perioder er det ­gået helt galt, og nogle gange har jeg vidst hvorfor, men andre gange har jeg ikke. Da jeg nåede vægten omkring de 84 kilo, var jeg så ked af det, og jeg havde en oplevelse af, at lige meget hvad jeg gjorde, så skete der ikke noget. Det er så frustrerende, når vægten bare står stille. Jeg var så desperat, fordi jeg følte, at min lykke gled ud af hænderne på mig, så jeg havde brug for en til at holde mig i hånden og skubbe mig.

LÆS OGSÅ: Hold vægten i ferien

Kroppen skal snydes med kalorier
Det første forløb, som Christina kom med på hos Frk. Skrump i 2013, gik under navnet "Vis bare arme", som også var titlen på en bog, de udgav samme år. Efter 10 uger viste vægten 77 kilo, hvorefter pilen stod stille i et års tid. I slutningen af 2014 røg der endnu et par kilo, og i oktober 2015 gik Christina ombord i boostkuren, som er Frk. Skrumps seneste tiltag. Mantraet bag er, at blodsukkeret skal bevares stabilt hele tiden, så ­energien og overskuddet består gennem hele dagen, og fedtforbrændingen ­bevares høj. Hen over en uge varieres indtaget af kalorier fra ­fire ­såkaldte boostdage med 800 kalorier til to basisdage med 1.400 ­kalorier og så til sidst en fridag, hvor der ikke skal tælles kalorier, men i stedet spises det, der giver allermest nydelse. ­Dagene kan planlægges efter den individuelle kalender, og kuren ­kører på den måde i fire uger efterfulgt af en afsluttende uge, der udelukkende består af basisdage og derefter gentages en lignende runde. Ideen med at skifte mellem de forskellige antal kalorier er at snyde stofskiftet.

– Hvis du sultestrejker for længe, er der nogen hormoner i kroppen, der vil sende et signal om at sætte forbrændingen ned eller gøre dig mere sulten, så du kan spise dig tilbage, så hvis du udelukkende booster i tre måneder, kan du være sikker på, at vægttabet på et tidspunkt stopper, fordi grundforbrændingen går ned. Kroppen forbrænder først fedt, når den føler, at den er i live, forklarer Majbritt Louring Engell og pointerer vigtigheden i, at boostdagene består af blot tre måltider og ikke en masse snackeri indimellem, hvorimod der på basisdagene er plads til fire til seks måltider.

– Der er lagt protein ind alle dage, som speeder fedtforbrændingen op, og så er der masser af sundt fedt på basisdagene, som sikrer, at taljen bliver mindre. I løbet af ugen er der et vekslende indtag af kulhydrat og stivelse, så man på alle dage får enten ris, pasta, kartofler, rugbrød eller frugt til aftensmad. Det gør det nemt at spise sammen med resten af familien.

Og netop muligheden for selv at planlægge sine dage gjorde projektet nemmere for Christina, fordi der også var plads til fridage, hvor hun kunne skeje ud. December, som ellers altid har været Christinas hademåned, blev sidste år en succes. Endda så stor, at hun rent faktisk tabte sig.

– Jeg har en meget sort/hvid tilgang til tingene, så normalt plejer jeg at holde mig væk fra alle julearrangementer, fordi de er lig med madoverflod og masser af fedt og alkohol. For mig kan det lynhurtigt blive en glidebane, men sidste år var jeg til flere julearrangementer, end jeg nogensinde har været før, fordi jeg med boostkuren godt kunne tage til en julefrokost fredag aften og spise frikadeller og risalamande, fordi jeg dagen efter kunne lægge en boostdag. Det er en kæmpe frihed, at jeg kan planlægge, hvad jeg spiser, ud fra hvad jeg skal, siger Christina, der netop i løbet af december oplevede at vægten ramte det magiske ønsketal 68.

– Boostkuren er den kur, jeg har oplevet som allermindst slanke-agtig, og det gør en forskel. Det her en livsstilsændring.

LÆS OGSÅ: 5 gode fedtkilder

Karikatur af Bridget Jones
For at nå så langt har det været altafgørende for Christina, at Majbritt Louring Engell udover at have introduceret hende for, hvordan kroppens processer hænger sammen med sund kost, og hvordan hun træner bedst muligt, har præsenteret hende for et tredje ben, der, ifølge kostvejlederen, er altafgørende for et sundt og varigt vægttab. Det mentale.

– Har du ikke den mentale del med, kan du lige så godt lade ­være med at gå på slankekur, for det mentale styrer hele din adfærd. Man er nødt til at forstå, hvad det er, der trykker på speederen, men også hvad det er, der bremser, hvis man gerne vil nå et vægttab, man kan holde, påpeger Majbritt Louring Engell, der også lægger vægt på, at der kan være tidspunkter, hvor sind og krop simpelthen ikke er gearet til at gå på kur.

– Vi træner vores klienter til det sunde liv, men det er ikke altid, de kan gå i gang med det samme. Man kan ikke bare starte med at tabe sig, når man vil. Kroppen skal være klar rent hormonelt, søvnmæssigt og stressmæssigt, siger hun, der mener, at hormoner er en af grundene til, at Christinas vægttab stod stille i lange perioder, inden hun startede på boostkuren.

Og Christina er via samtaler med Majbritt nået frem til flere erkendelser omkring sig selv og sit sind.

– Jeg har trøstespist rigtig meget, og for mig bliver det provokerende, når hårdt arbejde ikke belønnes, uanset om det handler om arbejde, en kur, eller at jeg bliver dumpet. Så bliver jeg selvmedlidende, og det hænger for mig sammen med at trøstespise. For mig har trøstespisning været ligesom at tage medicin, fordi jeg bedøver et ubehag, problemet er bare, at jeg så vågner næste dag og er bitter, og så er det meget nemt at ende som en karikatur af Bridget Jones, som begynder at ryge og spise is og drikke sig fuld i nattøj, når noget går skævt. Det må man jo godt en lørdag aften, når Mr. Darcy har sagt farvel igen, men det må ikke forsætte søndag, mandag og tirsdag, og det kan det nemt komme til for mig. Det er en misbrugsadfærd, hvor man hele tiden retfærdiggør det, som egentlig går imod det, man gerne vil, men som samtidig nærer.

Dyrekøbte erfaringer
I dag har Christina lært at reflektere over sin kost. Hun spiser ikke bare det, der står foran hende i blinde, men tænker over, hvad hun virkelig har lyst og behov for. Samtidig har hun lært at anerkende, at hun nogle gange bare er ked af det. At acceptere følelsen og arbejde med den, i stedet for at trøstespise. Og så skal hun arbejde med den lille djævel i hende, der stadig er bange for, at hun bliver tyk, når noget i livet begynder at drille.

– Jeg er generelt blevet mere glad, for når du ser alting sort eller hvidt, har du svært ved at nyde de små processer eller ­sejre, som kommer. Det kan jeg i dag. Jeg har ­ikke taget på igen, og det er en rigtig stor pointe, for sådan nogle som mig har tilbagefald. Vi tager på igen. I perioder har jeg måske nok været sindssygt frustreret over, at jeg ikke har tabt mig, men jeg har altså ikke taget på i tre år, og det er første gang nogensinde i mit liv, siger Christina, der håber, at hendes kamp mod vægten kan give håb til de kvinder, som oplever, at et vægttab ikke sker mirakuløst natten over.

– Der er brug for, at der er nogen, der tegner et billede af, at et vægttab kan være et langt forløb. Der er mange gode historier om folk, der har tabt sig hurtigt, men jeg har savnet et alternativ og nogle nuancer. Vejen mod målet, og at ændringerne sker med en bevidsthed og en form for refleksion, betyder så meget for dine resultater. Det er der aldrig nogen, der har fortalt mig, og det er en af de lidt for dyre lektier. Jeg har været i gang med at tabe mig siden jeg var 19 år, og nu er jeg 36, så der har været nogle dyrekøbte erfaringer undervejs. Dem vil der forhåbentlig være nogen andre, der nu kan lære af. 

LÆS OGSÅ: Michelle Kristensen: Sådan får du drukket mere vand

LÆS OGSÅ: 6 snacknødder og hvor mange kalorier, de indeholder

LÆS OGSÅ: Guide til de mest næringsrige fiskearter og hvordan du tilbereder dem