Parforhold: Det eksploderer, når vi skændes
Foto: Getty Images Få ekspertens bedste råd til bedre diskussioner.

Parforhold: Det eksploderer, når vi skændes

For nogle par kan det være så svært at have en diskussion, at det bliver utrygt for begge parter. Ikke bare når de diskuterer, men generelt i forholdet. Psykoterapeut Rikke Thuesen guider et par til at blive bedre til at være uenige – uden at det eksploderer i et stort skænderi.

Der er en kæmpe distance mellem Helene og Phillip. Både rent fysisk, som de sidder i hver sin ende af sofaen, og i kontakten mellem dem. De kigger helst ikke hinanden i øjnene, de sidder begge med lukket kropssprog med armene over kors og krydsede ankler, og hun har drejet overkroppen lidt væk fra ham – som om hun skærmer sig for ham med ryggen som panser.

Det er første gang, de besøger mig – og i telefonen fortalte de mig, at de er på sammenbruddets rand og mangler tillid til hinanden. Hun sukker:

"Jamen grundlæggende så er jeg træt og tyndslidt og rigtig, rigtig ked af det. Vi har det faktisk meget godt meget af tiden. Vi fungerer godt som familie, og vi kan lide at gøre mange ting sammen, men indimellem eksploderer det, når vi diskuterer, og så ender det med at Philip siger, at jeg bare kan pakke og flytte, hvis jeg er så utilfreds.

Eller også tager han bilen og kører sin vej, og så sidder jeg der og ved ikke rigtigt, hvad der nu skal ske, og hvornår og om han kommer tilbage. Det gør mig både edderspændt rasende og rigtig ked af det og ulykkelig."

Phillip sidder og kigger ned i gulvet, tydeligt berørt af Helenes fortælling.

"Kan du genkende det, Helene fortæller, spørger jeg?"

"Ja, desværre, svarer Phillip, og jeg er rigtig flov over min opførsel, men jeg kan simpelthen ikke styre mig selv. Det kokser for mig, og så bliver jeg ond og siger det, der er mest sårende …"

Læs også: 5 ting, der gør forelskelsen langtidsholdbar

Kæmper for mit liv

Parret fortæller mig, at skænderierne ofte udvikler sig og begynder at omhandle andre ting end det problem, de startede med at diskutere. De fjerner sig fra den egentlige kerne, som konflikten startede med, og bevæger sig hen til mere personrelaterede angreb, kritik og skældsord.

Parret har helt mistet kontakten til hinanden, føler sig begge afvist og kritiseret og vælger begge angreb som det bedste forsvar. Jeg spørger, hvordan de har det inderst inde i den situation. 

Få et bedre parforhold

Hvis I har mange konflikter eller bare gerne vil have et bedre forhold, så kan det være, at I skal booke tid til tjek hos en professionel. Det at få hjælp sammen kan nemlig – selv i mindre doser – være yderst gavnligt for både velfungerende og mindre velfungerende forhold. Et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet viste, at selv et enkelt årligt par-tjek forbedrer et forhold. Forskerne havde 233 par igennem en forebyggende samtale. Allerede efter den første samtale var der en mærkbar forbedring hos parrene.

Philip svarer:

"Jeg er dybt frustreret og ulykkelig og ensom. Jeg føler mig fuldstændig kørt over af Helenes angreb, og over at jeg åbenbart bare ikke kan gøre noget godt nok … Til sidst er mit eneste forsvar at true hende med at gå eller faktisk bare gå. Jeg føler nærmest, at jeg kæmper for mit liv."

"Hvad sker der i dig, når Phillip når derud", spørger jeg Helene:

"Jeg føler mig SÅ forladt og svigtet, når den person, som jeg føler skal være min støtte, forlader mig i den værste stund", svarer hun.

"Det er min værste frygt, at han forlader mig, så jeg føler mig fuldstændig alene. Og bange for at han ikke kommer igen, tilføjer hun og begynder at hulke."

Philip tager fat om Helene og holder hende ind til sig.

Læs også: 5 trin til et bedre parforhold

Stop katastrofen

Sammen med parret aftaler jeg, at det fra nu af er forbudt at true med at gå eller rent faktisk gå, men at det er okay, at Phillip beder om en timeout, hvis han føler sig under angreb. Og at det godt kan være at gå en lille tur rundt i kvarteret.

Efterfølgende skal jeg sammen med parret kigge på de underliggende temaer og lære at kommunikere på en mere hensigtsmæssig måde – og ikke mindst regulere sig selv, når de ender i diskussioner, der kan ende med en katastofe.

De arbejder stadig på det og er holdt op med at true med den andens værste frygt – og kan dermed føle sig mere trygge i deres relation, selvom de stadig har konflikter.

5 veje til bedre diskussioner

1. Stop og drej af

Når vi bliver grebet af vores følelser, eskalerer vi meget hurtigt til et niveau, hvor det er vanskeligt at regulere sig selv. Derfor er det vigtigt, at du lærer din krops signaler at kende, så du kan stoppe dig selv, før du ender i en reaktion, som du senere vil fortryde. Måske spænder du i kæberne, måske knytter du hænderne hårdt, måske hæver du stemmen, måske bliver du varm i kroppen, når du mærker vreden stige. Er du opmærksom på dine signaler, kan du nå at dreje væk fra ulykken og skifte fokus i tide. 

2. Timeout

Så snart du mærker, at du er ved at blive taget til gidsel af dine følelser, så sig: Jeg er på vej til at blive taget som gidsel af mine følelser, så jeg går lige ud og regulerer mig selv … Og så går du stille og roligt. Det virker måske en smule kunstigt og besværligt at skulle formulere sådan en sætning midt i en konflikt, og måske skal du blot sige ”Selvreguleringstid”, eller hvad der ellers giver mening. Det vigtige er, at du forlader krigspladsen, så du får et øjeblik til at samle dig – og du skal selvfølgelig komme tilbage, så I kan genoptage samtalen.

3. Reguler dig selv

Når du opdager, at du er ved at blive taget til gidsel af dine følelser, er der rigtig mange måder, du kan få dine følelser til at lægge sig lidt til ro på igen. Blot det at skifte kropsposition kan ændre din følelsestilstand. Du kan f.eks. rejse dig op eller sætte dig ned. Eller du kan forsigtigt klappe på dine ben, lår, ankler, mave eller bryst. Bare det at mærke kroppen får hjernen til at være til stede, og du falder lidt til ro. Du kan også bruge din vejrtrækning. Træk vejret langsomt ind gennem næsen og helt ned i maven, og ånd meget langsomt ud igen. Gør dette tre til fem gange. Når kroppen fyldes med ilt, slapper vi automatisk af.

4. Gør dine tanker til din ven

Din hjerne kan være din bedste ven og din værste fjende. Vores følelser er nemlig påvirket af, hvad vi tænker. Hvis du tænker tanker som; hun er altid ude efter mig, jeg kan aldrig gøre noget rigtig, jeg bliver rasende over det her, eller jeg finder mig fandeme ikke i det mere, så er dine tanker med til at øge styrken af din vrede. Øv dig i at styre dine tanker og din indre dialog, sig f.eks. til dig selv: Jeg ønsker at være rolig og lytte til min partner, eller vi løser dette på en god måde.

5. Respekter din partners timeout

Som partner er det yderst vigtigt, at du respekterer en timeout, for ellers er det nærmest 100 procent sikkert, at det ender i en eksplosion. Hvis din kæreste beder om en pause for at kunne regulere sig selv, skal du respekektere det, for ellers optrapper det konflikten. Lav evt. de samme øvelser som ovenfor – for du kan sikkert også have gavn af at få nervesystemet i ro. Og husk: Øvelse gør mester. Når I har gjort dette måske ti gange, så begynder I automatisk at regulere jer selv, når der er optakt til konflikt.

Rikke Thuesen

Rikke Thuesen er psykoterapeut, sexolog og parterapeut og certificeret PREP-leder. Hendes passion er parforholdet, og hun tilbyder individuelle parsamtaler og holder foredrag om, hvordan man bliver en bedre kæreste og får et godt og udviklende parforhold. Hun hjælper par til at forstå hinandens forskelligheder og behov og at kunne kommunikere hensigtsmæssigt og tydeligt. Læs mere på Rikket.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold, Psykologi og Parterapi