GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Har du et sart underliv? Her er tre ting, du skal være opmærksom på
Foto: Getty Images Nogle oplever problemer med underlivet efter sex.

Har du et sart underliv? Her er tre ting, du skal være opmærksom på

Har du ofte problemer med blærebetændelse og infektioner som følge af sex? Så kunne det tyde på, at du har et sart underliv – og det kan der heldigvis gøres noget ved. ALT.dk har spurgt gynækolog Christine Felding, hvordan man bedst kan rette op på ubalance i underlivet.

Klør det? Svier der? Lugter det?

Døjer du ofte med problemer med underlivet, er der god grund til at læse med her.

Der findes nemlig en del myter om hygiejnetips, når det gælder sex. For skal man altid tisse efter samleje for at undgå blærebetændelse? Og bør man helst tage bad bagefter for at undgå lugtgener og infektioner?

Måske er hygiejne efter sex eller lugt fra underlivet ikke det første, du deler med dine venner, eller måske kan du bare ikke huske, hvad din lærer fortalte under seksualundervisningen i folkeskolen, fordi du havde travlt med at fjolle med en banan og puste kondomer op til balloner.

Derfor har ALT.dk spurgt gynækolog Christine Felding om, hvilke rutiner og praksisser vi bør holde fast i, og hvilke vi med fordel kan droppe, når det gælder problemer i underlivet og hygiejne efter lagengymnastik.

Har du et sart underliv?

Det er ikke alle, der bekymrer sig om de fremmede bakterier, de udsætter deres krop for i de hede øjeblikke under samleje. Og ifølge Christine Felding er det heller ikke alle, det er relevant for, eftersom man kan dele kvinder op i to grupper: Dem med et sart underliv og dem uden.

Den sidste gruppe går ofte fri, når det omhandler ubalance i den intime del af kroppen. Hos den anden gruppe står tingene desværre værre til.

- Dem med et sart underliv består af en gruppe kvinder, som flere gange om året har blærebetændelse, svamp, udflåd, bakteriel vaginose eller et eller andet i samme genre, som de må til læge med. Jeg har masser af patienter, der kommer her, som næsten ikke er til at helbrede andet end sporadisk. Efter behandlingen kan der gå et stykke tid, og så er der problemer igen. For den gruppe fylder det rigtig meget. De kommer igen og igen, og beder om hjælp. Ingen ved, hvorfor deres underliv opfører sig sådan, så de må prøve sig frem.

Har ubalancen sat sig fast, er det en god idé at søge lægehjælp, anbefaler gynækologen.

Hvad kan man gøre?

I tidernes morgen gemte kvinderne deres uskyldighed til en herre, der efter at have kommet en ring på hendes finger og have forsvoret loyalitet og troskab i ægteskabet, endelig kunne få lov at tilbringe en nat i favnen på sin elskede. Men selvom det kun var den første gang, blev disse kvinder ofte ramt af blærebetændelse efter sex, såkaldt honeymoon cystitis. Underlivet blev udsat for en masse nye bakterier – noget der skabte ubalance i underlivet.

Og det er i den grad stadig gældende i dag, forklarer gynækologen. Omkring halvdelen af danske unge på 16 år har haft samleje, så problemer med underlivet rammer ofte meget tidligere i livet i dag. Underlivet bliver nemlig udsat for bakterier hver gang, man har sex, og det gør underlivet mere sårbart for fx infektioner og blærebetændelse, forklarer Christine Felding, som tilføjer, at mange af problemerne kan forebygges med en række gode råd og håndkøbsmedicin.

Hvad skal man gøre, hvis man ofte får blærebetændelse som følge af sex?

- Hvis det er blærebetændelse, som ofte er problemet, kan det være godt at tisse af efter sex. Det er vældig godt at få tømt blæren. Hvis der ikke står en masse tis i blæren, kan bakterierne nemlig ikke vokse. Hvis man døjer med blærebetændelse ofte, er der nogle, der tager et gram sulfa, som er et antibiotikum, som virker forebyggende mod betændelsen. Det skal man have på recept hos lægen.

Er det en myte, at tranebærjuice kan forebygge blærebetændelse?

- Tranebær gør urinen mere sur, og den forhindrer derfor blærebetændelse. Mange har glæde af tranebær, og teoretisk set virker det, men ved nøjere videnskabelige undersøgelser er der ikke så klart et resultat.

Hvad skal man gøre, hvis man døjer med lugtgener og udflåd i forbindelse med sex?

- Ofte er det jo mandens sæd, som lugter, så det kan være vanskeligt. Mælkesyrebakteriekapsler eller tabletter kan dog være til hjælp.

Er det en god idé at gå i bad efter sex, hvis man vil undgå dårlig hygiejne?

- Rent psykologisk kan et bad nok betyde, at man føler sig mere ren, men det kommer ikke til at fjerne alle bakterierne. Når du skyller dig, vasker du nemlig kun din sexpartners bakterier af udvendigt, men de sidder stadig indvendigt, og det ville nærmest kræve en haveslange at nå op til dem. Derfor er det meget mere effektivt at tisse af efter sex.

Hvad kan man gøre i perioden mellem samlejer for at skabe mere balance i underlivet?                                                                                                                                       

- Man kan bruge mælkesyrebakteriekapsler eller -tabletter. Miljøet i skeden skal nemlig være relativt surt – gerne mellem 3,8 og 4,2 i pH-værdi – og det er mælkesyren med til at sikre. Et surt miljø er godt, fordi det er med til at skræmme bakterier væk i underlivet og i blæren. Som behandling kan man enten skubbe vaginale mælkesyrebakteriekapsler op i skeden, eller man kan få en version, man skal spise, hvis man ikke synes om at skulle stoppe en stikpille op.

Den allerstørste synder

Det er dog ikke kun efter en hed tur på madrassen, at der kan komme problemer med underlivets hygiejne, forklarer Christine Felding. Hun oplever nemlig ofte, at generne starter et helt andet sted:

- Den allerværste fejl, kvinder begår med deres underliv, er brugen af trusseindlæg.

- De fleste af mine patienter går med en eller anden form for bind – også selvom de ikke har menstruation. Jeg har ikke noget imod de økologiske trusseindlæg, men de almindelige trusseindlæg kan indeholde konserveringsmidler, og det gælder også tamponer. Konserveringsmidler indeholder forskellige kemikalier, som mange reagerer på.

 Jeg har altid prædiket, at trusseindlæg er noget fanden har skabt.

Speciallæge i gynækologi og obstetrik med egen klinik i Rungsted. Hun er også foredragsholder om emner som bl.a. hedeture, prævention og inkontinens. Læs mere på: Felding.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Underliv, Sex og Mælkesyrebakterier