Speltmor versus karrieremor
SPONSORERET indhold

Moderskabet til debat

Hvis der er noget, der stadig kan få kvinderne på barrikaderne, er det rollen som mor i 2012. Et debatindlæg om ”speltmødre” kontra ”karrieremødre” i Berlingske Tidende satte en ophedet debat i gang. Her kan du møde to af de mødre, der har deltaget i debatten.

Af: Louise Thorsted Foto: FOTO: PETER CLAUSEN/LAHME PR
08. mar. 2012 | Sundhed | ALT for damerne

Karrieremoren: ”Der er tusindvis af måder at være en god forælder på”

Anne Sophia Hermansen, 39
.

Mor til David på 7 år.
Blogger, meningsdanner og pressechef i den finansielle sektor.
Bor på Østerbro med sin søn.

Anne Sophia Hermansen peger på sig selv som karrieremor, men nævner i samme sætning, at hun har droppet den dårlige samvittighed.

"Jeg har det også sådan, at jeg bliver en mere legende og givende mor af at have et arbejde, jeg er glad for. Gik jeg hjemme, ville jeg blive kvalt langsomt og ikke være særligt harmonisk."

Min holdning er, at hvis vi selv oplever, at vi gør det godt nok, så er der ikke nogen, der kan give os dårlig samvittighed.

Debattøren, som dagligt får Berlingske Tidendes læsere til tasterne, hepper på mor-versionen "The good-enough mother".

Vi kan ikke være perfekte til det hele, så hvorfor ikke stile efter "at være god nok"? De fleste af os gør det jo, så godt vi kan. Min generation er døtre af mødre, som har støttet os i at få en uddannelse. De har kæmpet for fri abort og økonomisk uafhængighed, og hvad giver vi videre til næste generation? Vi giver hinanden fængsler!

Vi peger fingre af, hvordan andre kvinder lever deres liv og griner af deres speltboller, eller vi fortæller historien om, at børn bliver ladt i stikken af deres arbejdende mødre.

- I 2012 har vi friheden til at vælge, hvordan moderskabet skal se ud. Det er for eksempel min kæreste, der laver mad - og bager speltboller.

- I det hele taget er der tusindvis af måder at være en god mor og forælder på, og om det lykkes kan hverken måles i tid, eller i boller, men i høj grad på om vores børn har lyst til at være sammen med os, når de en dag er flyttet hjemmefra.









Læs om Jane Thorning Callesen, der har truffet et andet valg på næste side og følg med i debatten i denne uges ALT for damerne.

Den hjemmegående mor: ”Omsorg og nærhed er også feministiske idealer”

Jane Thoning Callesen, selvvalgt speltmor, nyder årene hjemme med sine børn og føler sig privilegeret over at have muligheden for at gøre som sin mor og svigermor.

Jane Thoning Callesen, 28.

Mor til Max på 3 år og Anna på 1 år.
Gift med Jan, som er læge. Familien bor i Odense.
Jane Callesen havde ingen planer om at langtidsparkere karrieren til fordel for en titel som hjemmegående, da hun som nyuddannet blev gravid.
 
– I starten følte jeg mig temmelig alene med mit valg herovre i Odense, men efterhånden har jeg mødt mange andre (veluddannede) kvinder, der gør det samme. Vi er godt klar over, at det økonomisk set ikke er en reel mulighed for alle, så vi føler os meget privilegerede. Men vi mener altså ikke – som nogle tror – at kvinder, der vælger anderledes, er dårlige mødre!

”Ren lykke”, siger Jane selv om dagene i minikollektivet, som blandt andet går med højtlæsning, museumsbesøg og kælketure. En lykke som af og til står i skyggen, af de indlæg Jane læser på blogs og debatsider. Indlæg hvor arbejdende kvinder – og mænd udfolder deres forbehold for kvinder af Janes slags.

"Jeg har stor respekt for de kvinder, som brændte deres bh’er, indtog arbejdspladserne og søgte politisk indflydelse, men jeg forbeholder mig retten til også at dyrke hardcore kvindelige idealer som omsorg og nærhed – sammen med mine børn. Det burde ikke gøre mig ikke til en mindre frigjort kvinde end andre."

Kom med din mening i kommentarfeltet længere nede på siden - og læs meget mere om debatten i denne uges ALT for damerne.