"Jeg havde kun én tanke i hovedet: Jeg kommer til at dø nu"

Louise Nabe-Nielsen sad i hospitalsengen på Aarhus Universitetshospital og legede med sin yngste søn, Robin Holger, da hendes neurolog og en sygeplejerske kom ind på stuen. Louise lagde mærke til, at de lukkede døren bag sig. Det havde de ikke gjort på de andre stuer under deres stuegang.

– Vi har fundet en tumor i højre side af din hjerne, forklarede neurologen.

Derfra hørte Louise ikke et ord mere af, hvad han sagde. Alt omkring hende gik i stå, og hun havde kun én tanke i hovedet: Jeg kommer til at dø nu, og jeg har to små børn … Louise oplevede pludselig, hvor skrøbelige, vi egentlig er som mennesker, selv om vi tror, vi er sunde og raske.

Hun havde på det seneste døjet med synsforstyrrelser på det ene øje, men hun havde ikke regnet med, at der var noget alvorligt galt. Og hjernetumorer er forholdsvis sjældne. Der bliver kun fundet omkring 1.500 hjernetumorer om året i Danmark, men nu sad en af dem altså inde i Louises hjerne.

En mistænkelig skygge

På det tidspunkt havde 31-årige Louise lige holdt sommerferie med sin mand Magnus og deres to drenge, Vincent på 3 år og Robin på 2 år, hvor de havde kørt meget i bil. Louise havde under ferien oplevet nogle synsforstyrrelser på sit venstre øje, så hun havde svært ved at fokusere på bilerne i venstre side af vejen.

Derfor havde hun bestilt en tid til en synstest hos sin optiker. Hun bruger læsebriller, og troede, at hun måske skulle have en anden styrke i sine glas.

– Da optikeren undersøgte mine øjne, så alt fint ud, og han mente ikke, der var noget galt. Jeg tænkte, at det var da mærkeligt, for jeg havde en følelse af, at der var et eller andet, forklarer Louise.

Hun var også kun lige nået ud af butikken, da optikeren ringede og spurgte, om hun ikke lige ville komme tilbage. Han synes, han kunne se en skygge, og ville gerne lige tage nogle billeder og sende videre til deres netværk af øjenlæger for en sikkerhedsskyld.

– Jeg fik at vide, at jeg ville blive kontaktet direkte af en øjenlæge, hvis der var noget, men det troede han ikke, der var. Bortset fra synsforstyrrelserne havde jeg det fint, så jeg havde ikke en følelse af, at der var noget alvorligt galt, forklarer Louise. Da hun forlod optikeren, havde hun derfor ikke regnet med, at hun to dage senere ville være indlagt på hospitalet.

Læs også: Stroke blodprop i hjernen hjerneblødning

På størrelse med golfbold

Lørdag eftermiddag er Louise ved at give sine to børn et bad, mens hendes kæreste laver mad. Pludselig ringer telefonen.

– Stemmen i telefonen præsenterede sig som en øjenlæge, der havde kigget nærmere på mine billeder, og jeg tænkte bare: Fuck! De ville kun ringe, hvis det var noget alvorligt.

Øjenlægen ville gerne have, at Louise tog hen på Aarhus Universitetshospital med det samme, så det gjorde hun. Her fik hun at vide, at hun skulle indlægges. Hun blev dog først scannet dagen efter, hvorefter neurologen kom med den nedslående besked, at de havde fundet en hjernetumor.

På det tidspunkt kunne de ikke sige, om tumoren var godartet eller ondartet, men de ville scanne Louise igen dagen efter.

– Fra jeg fik beskeden gik der 14 timer til næste scanning, og jeg følte, at hele mit liv passerede revy. Alt gik i stå. Det var noget af det værste ikke at vide, om jeg var købt eller solgt. Enten kunne jeg dø eller leve videre, fortæller Louise.

Hun ringede til sine forældre og sin bedste veninde, men hun havde ikke rigtig lyst til at få besøg. Heldigvis viste scanningen, at der var 99 procent chance for, at det var en godartet tumor.

Tumoren voksede cirka 2 mm om året, og Louises tumor var på størrelse med en golfbold, så den havde siddet der i mange år – måske var hun blevet født med den. Indtil nu havde hjernen bare tilpasset sig, men det kunne den ikke mere, så den dannede væske, der pressede på synet.