Mand med briller sidder smilende på en indendørs trappe med stenvæg bagved
Jesper Skibby i "Spillet" sæson 2

Skibby vandt "Spillet": Der var hele tiden en plan

Nu sætter Jesper Skibby ord på, hvordan han havde en taktik hele vejen igennem det intense program, som han endte med at vinde.

logo herognu HER&NU HN

Jesper Skibby har netop vundet anden sæson af TV 2-programmet "Spillet", og ligesom det var tilfældet med mange af hans sejre i cykelsporten, så gjorde han det ved at holde sig neutral i feltet og accelerere til sidst.

Mest bemærkelsesværdigt var det dog, hvordan slutspurten slet ikke var en direkte kamp mellem de resterende tre deltagere, der også bestod af Jimilian og Melissa Bentsen.

I stedet kunne de alle tre unde hinanden sejren, og ingen gik i udbrud for at stjæle titlen på målstregen.

Ved en afstemning blev det dog i sidste ende Skibby, der kom i mål som den eneste og kunne snuppe titlen og præmien på 100.000 kroner til et valgfrit formål.

"Vi havde en taktik"

Noget af det mest bemærkelsesværdige i denne sæson var den tætte relation mellem Jimilian og Skibby, der havde hinandens ryg og umiddelbart fik styret sig udenom alt, der hed taktik, magt og løgne, selvom de på overfladen var i hver sin alliance.

På den ene side kunne det godt ligne, at de med deres mange blanke stemmer og fravær af holdninger har kørt hovedløst gennem spillet af frygt for at træde på andre. Men faktisk var der meget mere taktik bag, end man så på tv.

Det fortæller Skibby, da HER&NU taler med ham om hans oplevelse i tv-programmet.

– Man vinder jo ikke spillet ved at går rundt og lalle og stemme blankt. Vi havde begge en taktik. Der er en masse ting, der ikke bliver vist, hvor vi snakkede om, at vi skulle passe på her og der. Vi snakkede også om, hvorvidt vi var i farezonen i hinandens grupper. Vi har kørt den der dobbelt agenda, fortæller Skibby og uddyber:

– Den ene er i den ene alliance, og den anden er i den anden alliance. Så går vi ind i vores kuffertrum og snakker stille og roligt om, hvad vi hver især har snakket med vores grupper om, og hvem de vil have ud. Er det noget, vi gider? Nej, måske, vi kan også stemme blankt. Der har jo været en plan med det, og den lykkedes jo så åbenbart.

Der var altså tænkt over mange af valgene – eller fraværet af valg, som f.eks. da Skibby var i minus på kontoen, og han intentionelt tonede sig selv ned og satte sig i en afventende position, indtil han kunne komme i plus.

Fællesøkonomi

Det hjalp dog på det, at Skibby og Jimilian fik bygget et tæt venskab op, der startede, da de begge velvilligt flyttede ind i husets mindste værelse, der ikke havde nogen havudsigt, og kaldte deres nye fælles hjem for "man cave". 

– Vi hjalp hinanden hele vejen gennem spillet, fordi vi er bedste venner. Det er ægte bedste venner, fortæller Skibby og forklarer, at de to delte alt med hinanden i luksusvillaen i Vejle.

– Jimilian og jeg havde fællesøkonomi. 

Skibby påpeger også, at hvis de andre havde været smarte, så havde de splittet makkerparret ad for længst.

– De havde hakket os midt over, men vi gik under radaren.

De andre troede altså ikke, de to var en trussel. De grinede af dem, når de atter stemte blankt eller optrådte som nikkedukker, der bare gik med på planen, som om de kun var med for at hygge sig uden at træde nogen over tæerne. Det viste sig dog, at det ene ikke udelukkede det andet, og man sagtens kan vinde ved at behandle hinanden med respekt.

"Magt bider dig i røven"

Mod slutningen endte Skibby med at træde i karakter, da han hele to gange tog en magtfuld rolle. I den ene af dem endte han med at give Philip en magt – til stor frustration for de andre deltagere og for panelet, men igen med en intention bag.

– Philip skulle ud. Han ville bare have magt hele tiden. Men man finder ud af længere henne i spillet, at en magt altid er todelt. Der er altid en bagside af medaljen. Lad ham da få den magt, og jeg ved, jeg får noget tilbage, fortæller Skibby og slår fast:

– Magt kommer til at bide dig i røven. Det var Zindy, Melissa, Jimi, Philip og mig tilbage. Lige meget hvad du gør, så er du skakmat, makker, fordi den er todelt.

I sidste ende var det Skibby, der krydsede målstregen og kunne kalde sig for vinder af både programmet, en fantastisk oplevelse og nye venner for livet.

– Det har været det fedeste tv-program, jeg nogensinde har været med til at lave. Det har været en kæmpe oplevelse med nogle pragtfulde mennesker.