Julia Lahme.

Har du også begået den største julefejl af dem alle? Det har Julia Lahme ofte gjort

”Jeg glæder mig allermest over, at julen er det eneste tidspunkt på året, hvor hele verden er på pause. Og det endda samtidig. Alt er lukket i tre dage, alle er hjemme, ingen vil noget, alle lukker sig omkring deres små cirkler”

ALT for damerne logo

Hos mig er efteråret vildt. Hvert eneste år. Arbejde, børn, familie, venner og mørket, der kommer snigende med beskeder om at gå tidligt i seng og huske sine vanter. 

På en eller anden måde kommer det altid bag på mig, at julen nærmer sig. Det er først som rigtigt voksen, at jeg for alvor glæder mig til den – jeg har tit tænkt, at julen var hjerternes pest og på ingen måde fest, og at forpligtelserne tårnede sig op over mig hvert eneste år op mod jul.

Først da jeg begyndte at tage endnu mere ansvar for min egen jul, begyndte den at give mening for mig. Det er ikke det med gaverne, der har været et problem for mig – jeg elsker dem! Både at give og at få; det er heller ikke familietiden, der på nogen måde har været problematisk, men mere det med at have sådan en grundfølelse af, at jeg ikke kunne nå det hele.

Altså kagerne, adventskransen, pynten og det der med at få juletræet til at stråle. Faktisk glemte jeg sidste år, hvor vores julepynt var, og ingen andre i familien kunne huske, hvor vi havde stillet den kæmpestore kasse, der ellers ikke lige burde kunne forsvinde.

I år er den heldigvis dukket op igen. Men det, der har pint mig, har i virkeligheden nok været, hvor dygtige, gode og velforberedte alle andre familier har været omkring julen. Jeg har begået den største julefejl af alle: Sammenligningen.

Mine børn har ikke nydt godt af en adventskrans hvert år, og hverken min mand eller jeg har husket kagerne. Og jeg har virkelig oplevet, at jeg grundlæggende hverken har leveret på julen eller julestemningen.

Det, der er gået op for mig, at jeg glæder mig allermest over, er, at julen er det eneste tidspunkt på året, hvor hele verden er på pause. Og det endda samtidig. Alt er lukket i tre dage, alle er hjemme, ingen vil noget, alle lukker sig omkring deres små cirkler, og selv brummende, boblende København puster helt stille ud i en lang vejrtrækning, så alle kan få vejret igen.

Julefreden, den er så lækker, at jeg har lyst til at svømme i den, og når jeg igen i år den 26. december kommer i tanke om, at jeg elsker at bage julekager, vil jeg insistere på, at det er præcis det rette tidspunkt. 

Man skal nemlig – har jeg lært – tage ansvar for sin helt egen julestemning, ikke for de andres. Vi må alle sammen selv passe vores julebutik og sørge for, at julelyset bliver tændt. Ikke at vi ikke skal være der for hinanden, men julen bor ikke i adventskransen eller i gaverne under træet, den bor i nærheden, i tiden, i sofaen og helt sikkert lige der, hvor ingenting behøver at være noget, vi skal skynde os med.

Jeg er ligeglad med anden, jeg vil bare gerne bede om freden, om roen og om, at efterårsræset forlader os til fordel for en midvinter, hvor vi sammen kan se ind i et lykkebringende, fælles nyt år.

ALT for damernes klummeskribenter

Mette Kirstine Goddiksen

ALT for damernes klummeskribenter

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

ALT for damernes klummeskribenter

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.

Nillou Zoey Johannsen

ALT for damernes klummeskribenter

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

ALT for damernes klummeskribenter

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.