Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Agnes Obel i Berlin
Foto: Anne Mie Dreves

Agnes Obel i Berlin

Agnes Obels hemmelige Berlin

Der er ro på i Agnes Obels Berlin. Den danske albumaktuelle sangerinde har, i de 10 år hun har boet her, fundet frem til de grønne steder, der passer til hendes sind. Åndehullerne, der åbner op til himlen og giver plads til fordybelse. Vi fulgte i Agnes Obels lydløse trin.

Agnes Obel kan lige være i lommen. Som hun lister over den knol­dede jord i sin lidt for store quiltjakke, er hun så nipset, at det virker sandsynligt, at man med et snuptag kan putte hende ned i brystlommen. Hun går forrest og viser an i Prinzessinnengärten, et åndehul af en byhave midt i øko-bohemede-post-punkede Kreuzberg. Planterne slanger sig op og ned ad de faldefærdige skure, der er knaldet op. Ét skur fungerer som café, hvor der serveres retter kreeret af havens grøntsager og krydderurter. Et andet som butik, hvor de frivillige, ud over at sælge stiklinger, giver vejledning til at få grønne fingre og planter til at gro. Og et tredje skur fungerer som stregkodeløst bibliotek og er pakket med bøger, der allerede er blevet læst en gang eller to, og som nu kan give næring til nye hoveder. Et stort træskilt fortæller med dryppende maling, hvornår haven tilbyder yoga, og på en hylde står syv syltetøjsglas med gule, grønne og orange væsker under overskriften 'Fermentation Celebration'. Omkring havens små stier er grunden fyldt med tønder og trækasser, der indeholder alverdens grøntsager, urter, planter og blomster. Bagerst i haven er et gigantisk træfort bygget op med et lærred, så havens brugere kan stene over en film. Prinsessehaverne er en byjungle. Her kan man fare vild og gemme sig fra storbyen. Det er ikke så mærkeligt, at Agnes Obel godt kan lide at komme her. Selv om jeg kun har haft fornøjelsen af hendes selskab i en halv times tid, er det tydeligt, at Agnes Obel er mere til det langsomme og fordybelsen frem for Berlins dytten og båtten og blinkende neon. Alt det, der ligger lige ude på den anden side af havens gitterhegn, som er maskeret af bevoksning.

Byhaven Prinzessinnengärten i Kreuzberg.

LÆS OGSÅ: Pernille Skipper: "Jeg er ikke en hykler, fordi jeg ikke sidder nøgen på en mark og spinder mit eget tøj"

Grønt under fødderne
Agnes Obel har boet i Berlin i 10 år, siden hun som 25-årig flyttede til byen for at studere kulturvidenskab på universitetet. Her dykkede hun ned i den tyske litteratur og læste Goethe og tykke historiebøger om, hvordan Berlin var før anden verdenskrig, og om den jødiske og den tyske kultur. I alle årene har hun boet i den samme lille lejlighed i bydelen Neukölln, der med tiden er blevet mere og mere hip, med kæresten Alex Brüel Flagstad, som laver animationsfilm. Lejligheden har været proppet med Agnes Obels instrumenter og kærestens modellerede dukker. Hun har kendt ham siden ungdomsårene i København og været kærester med ham, siden hun var 23. Der var dog lige et enkelt år i Berlin, hvor de havde brug for at trække vejret hver for sig og flyttede midlertidigt fra hinanden.

Et af Neuköllns listige steder i bydelen, der først rigtig er ved at blive opdaget.

Agnes Obel kender Berlin, og hun bruger byen. Men ikke til det, som mange bliver tiltrukket af: ravefester, Club-Mate og/eller store fadøl og citronskivepyntede schnitzler. Agnes Obel foretrækker et grønt underlag. Da hun skal fremhæve sine yndlingssteder i byen, peger hun først og fremmest på Prinzessinnengärten, som vi står blødt i, den vilde og forladte kirkegård St. Marien- og St. Nikolai-Friedhof, Tempelhofer Feld, et stort grønt område, hvor den nedlagte lufthavn Tempelhof tidligere lå, og som nu bliver brugt som rekreativt område, samt Treptower Park med sine gigantiske statuer. Og, nå ja, al den skov, der omgiver Berlin. Den kan man godt komme til at glemme. For Berlin er ikke, som andre storbyer, omsluttet af forstæder, men af et hav af træer og 400 søer. Der kan Agnes Obel godt lide at gå tur med sin elskede hund Woody med sort lakridsnæse, der bliver ellevild over alle de kaniner, han tror, han skal fange. Fælles for de nåle, Agnes Obel har pinpointet på kortet over Berlin, er, at de ikke er åbenlyse. Der skal arbejdes for at finde perlerne og roen.

Improviserede haveforeningshuse i den nedlagte lufthavn Tempelhofer Feld.

Transparent paranoia
Sådan er det også med musikken. De svævende hypnotiserende tekster og toner glider ikke bare ubemærket ind under huden på Agnes Obel og siver ud gennem fingrene på notesblokken og tangenterne. Sådan har det været, siden hun udgav sit debutalbum Philharmonics i 2010 og Avertine i 2013, der tilsammen har solgt over en million eksemplarer på verdensplan. Men arbejdet med hendes tredje album Citizens of Glass har måske alligevel været særlig hårdt og intenst, fordi hun for første gang har taget udgangspunkt i et tema, der gennemsyrer albummet – gennemsigtighed. Gennem litteratur, den russiske forfatter Yuri Oleshas roman Envy, alternative musikinstrumenter som det ældgamle trautonium, der mest af alt minder om en synthesizer anno 1920, sin egen erfaring, et familiemedlem, der er så skrøbeligt, som var det lavet af glas, og paranoia over at skulle udstille sig selv er sangene blevet til. Agnes Obel har arbejdet nonstop på albummet gennem de seneste to år. Hver dag, indtil hun segnede i studiet, hvor Woody holdt hende med selskab og lavede yoga-lignende strækøvelser, når ventetiden blev vel lang for en firbenet. Sidst i processen kom Agnes Obels veninde med mad til hende, så hun var sikker på, at hun fik noget at spise. Der er heller ikke to gram fedt for meget på Agnes Obel. Tværtimod, og jeg har næsten lyst til at falde hende om halsen, da hun bestiller et stort stykke kage til den kop kaffe, vi får på fine Coffee Room på Saarbrücker Strasse. Det er vores andet kaffe-stop.

Vi startede med dagens første kop på krea-institutionen Modulors café. Modulor er stedet, hvor grafiske designere, arkitekter, kunstnere og andre kreative sjæle forsyner sig med pap, skum, tusser, maling, skabeloner, dimser og dippedutter. Her kan Agnes Obel godt lide at gå på opdagelse. Ikke fordi hun selv udfolder sig kreativt på eller med papir, men fordi det er verdens bedste gavebod, når veninderne har fødselsdag, eller hun skal finde julegaver til børnene i familien. Karton, tape, magneter, piberensere, stof og snor i tusind farver vælter ind i hovedet på én, og det er umuligt ikke at lade hånden glide langs varerne for at fornemme teksturer eller dykke ned i de store kasser med skumkugler, som var de en miniatureudgave af IKEAs kuglebad.

Vi sætter os i cafeen i stueetagen, som ligger lige over for Prinzessinnengärten. Nok larmer espressomaskinens mælkeskummer, men Agnes Obel taler så lavt, at jeg rykker diktafonen tættere på hende for at sikre mig, at den fanger de ord, jeg ikke kan opsnappe i lydbilledet. Til gengæld insisterer hendes blik. De store azurblå øjne i det smalle ansigt, som indimellem bliver tilsløret af det løse hår, der falder ned i panden, og som hun samler op og forsøger at fæstne på toppen af hovedet mellem fletningerne.

Butikken Modulor, himlen for grafiske designere og arkitekter.

Agnes Obel står selv for alt, der har med hendes musik at gøre. Hun skriver teksterne, komponerer musikken, indspiller instrumenterne, producerer og mikser pladen. Sådan må det være.

"Jeg kan godt se, at der er nogle ulemper ved det. Mange musikere forlader studiet, når de har indspillet, og så tager produceren over. Det kan jeg ikke. Jeg synes, det er meget sjovere for lytteren, at afsenderen på det hele er én person, musikeren selv. Det er ikke, fordi det bliver mere perfekt, men det bliver mere idiosynkratisk, og det individuelle og det excentriske kommer mere til udtryk. Og så bliver man bedre af at gøre det hele selv. For hver plade har jeg været ude for en meget voldsom læringskurve, som jeg ellers ikke ville have oplevet. Når jeg har arbejdet sammen med nogen, er min erfaring, at de sjældent gider sidde og nørde så meget, som jeg gør," siger Agnes Obel.

Hun er fascineret af de mennesker, der er i stand til at vende vrangen ud på sig selv i deres kunstneriske virke.

"Jeg nærer stor respekt for de mennesker, der tør bruge sig selv i deres arbejde. Det er smukt og fantastisk, men der er også noget absurd ved det. Så slår min kæreste og jeg op, jeg skriver en sang om bruddet, og så tager jeg på turné med den. Eller sangene om min far, der har været meget syg i en stor del af mit liv. At hans tragedie kan være min succes ...," siger Agnes Obel.

Agnes Obel, 35, er aktuel med Citizens of Glass, og 6. november spiller hun sin eneste koncert på dansk grund i denne omgang i Falconer Salen. Her er hun på kirkegården St. Marie.

LÆS OGSÅ: Danica Curcic: "De seneste to måneder har jeg faktisk været underernæret"

Tysk og hyldeblomst
Vi skal videre fra Kreuzberg til Prenzlauer Berg, bydelen i den nordøstlige del af Berlin. Vi stiger ind i en taxa, og Agnes Obel giver chaufføren adressen på kirkegården på tysk. Selv mener hun, at hun er blevet dårligere til sproget, siden hun flyttede hertil. Jeg synes, det lyder glimrende. Agnes Obel forklarer sig med, at hun i starten stort set kun talte tysk med sine medstuderende på universitetet. Men siden hun gjorde musikken til sin fuldtidsbeskæftigelse, og hun rykkede sine kreative kræfter ud i et studie i et gammelt radiohus, er hovedsproget blevet engelsk. Mange af hendes venner er fra forskellige lande, Canada, Australien, Italien, Libanon. De har alle det til fælles, at de er fremmede i samme by. Agnes Obel har stadig en stor vennekreds hjemme i København. Hun kan godt lide, at hun hører til et sted, at hun stadig har kontakt til sin barndom og ungdom gennem dem, hun har delt den tid med, først på Bernadotteskolen og siden Det Frie Gymnasium. Men frem for at hun tager til København, værdsætter hun, at hendes danske venner besøger hende i Berlin. København tager hun helst kun til et par gange om året, til jul og en uges tid i sommerferien.

"Så snart jeg er derhjemme, kan jeg ikke overskue det og vil tilbage til Berlin. Jeg har svært ved at forlige mig med, at alle er så ens i Danmark. Her i Berlin taler vi alle sammen sådan et broken English. Det føles mere åbent og definerer dig ikke på samme måde som med andre sprog. Det gør, at der er et større rum til, at du kan være dig selv," siger Agnes Obel.

Også i byrummet synes Berlin større end København, der kan have tendens til at lukke sig om sig selv. Berlins vidder, de brede gader, der åbner op til himlen. Men hun kan godt savne havet omkring Danmark og luften, det bringer med sig. Røde kinder, vind i håret, blod, der suser i årerne.

"Folk ser så sunde ud i Danmark. Helt glade og høje på hyldeblomst. I Berlin er folk tynde og blege og sorte om øjnene. Jeg er sikker på, at det er, fordi Danmark er omgivet af vand," siger Agnes Obel.

Hendes hjem er Berlin. Hun og kæresten har lige købt en halvruin af en bygning, der ligger et stykke uden for byen, østpå, som de skal renovere og bygge studier og øvelokaler i.

Agnes Obel i Prinzessinnengärten, hvor hun har købt planter, der skal gro i hendes nye studie.

Vi glider forbi en stor, grå betonklods.
"Se, det er en gammel Stasi-bygning. Jeg har været derinde. Det er bare lange, lange gange og småbitte rum. Og dér er en anden. Det var Stasis hovedkontor, nu er det Soho House. De (Agnes' pladeselskab, red.) ville gerne have, at jeg spillede promokoncert derinde, men der satte jeg foden ned. I stedet har jeg valgt SchwuZ, Berlin-klassiker, bøssebar og spillested, som ligger lige om hjørnet fra, hvor vi bor. Det giver ligesom bedre mening," siger Agnes Obel.

Ud af taxaen og ind på den forladte kirkegård. Jeg synes ikke, det er specielt hyggeligt. Der ligger jo døde mennesker over det hele lige under fødderne på én.

"Tænk på, at du er i Berlin. Der ligger døde mennesker overalt, hvor du går. Her på kirkegården er der i det mindste nogen, der har taget sig af dem og gjort sig umage. Det er vildt flot, her er så tilgroet. Jeg kan godt lide at kigge på de gamle tyske navne," siger Agnes Obel.

Hun skutter sig og trisser videre, mens hun iagttager gravstenene. Agnes Obel bliver aldrig færdig med Berlin. Byen, der kræver tålmodighed og en ekstra indsats, hvis man som hende skal opdage og opfange dens nuancer og særlige øjeblikke. Det er ligesom med musikken. 

LÆS OGSÅ: Kunstneren Cathrine Raben Davidsen: "Jeg prøver ikke at deale med mine kritiske tanker"

Berlin i langsomt tempo: Agnes Obel om de steder, der betyder noget.
Prinzessinnengärten
Byhave med café, planter, yoga og biograf.
"Jeg elsker kontrasten i, at den hyggelige have ligger lige op til Kreuzbergs larmende Oranienstrasse."
Prinzessinnengarten.net

Modulor
Stor butik med artikler til grafikere, arkitekter og andre kreative fag. "Det er fuldstændig vildt, hvad de har herinde. Værktøj, papir, alt til at lave smykker."
Modulor.de

100 slags blyanter i butikken Modulor.

St. Marien- og St. Nikolai-Friedhof
Forladt kirkegård.
"Her er så smukt om vinteren, når sneen falder på gravstenene."

Schillerkiez
Område omkring Schillerpromenade i Neukölln.
"Schillerkiez er lige så langsomt ved at blive opdaget. Hermannstrasse, som er hovedgaden, er ikke super charmerende, så man skal ned ad sidegaderne for at finde de gode caféer og restauranter. Jeg elsker Pizza Pazza, som har slices for 2 euro. De er så gode. På Pig and Tiger, som er koreansk, kan man få rigtig god bibimbap."

Tempelhofer Feld
Nedlagt lufthavn, hvor landingsbanerne bliver brugt til at skate på, og på græsset er der grundlagt interimistiske byhaver.
"Jeg er fuldstændig forelsket i det sted. Det er så stort og åbent, så det ser ud, som om det er et hav, der ligger foran én."
Thf-berlin.de/standortinfos/tempelhofer-feld

Ladenkino
Alternativ biograf, der viser arthouse- og kultfilm.
"Jeg kommer altid til at tænke på Nicolas Winding Refns Bleeder, når jeg besøger det gamle videotek. De viser film i en slags forstørret dagligstue, og man må medbringe sin egen mad og drikke. Og så må man have hund med!"
Ladenkino.de

Treptower Park
Sovjetisk mindesmærke for anden verdenskrig.
"Parken ligger lige ved siden af floden, så her er hyggeligt at tage på picnic om sommeren."

LÆS OGSÅ: "På de dårlige dage tænker jeg: Hvorfor er der ikke nogen, der vil hjælpe mig?"

LÆS OGSÅ: Ditte og Louise: Vi gider ikke holde kæft og være smukke

LÆS OGSÅ: Emma Leth: "Jeg har overhovedet ikke fundet ud af, hvad jeg vil"

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview