Alexandra: Vi skubber hinanden væk med ord som "neger"

Jeg husker en episode fra min barndom, fra da vi boede på Sydsjælland. "Vi" var min mor som er en hvid dansk kvinde, min far som er både er dansk og afrocaribisk for at være helt præcis, og min bror og jeg som voksede op på landet. Vi flyttede fra Christianshavn da jeg var tre år og flyttede tilbage da jeg var tretten år.

Alexandras lillebror William og Alexandra i 1996

"Vi skal have negerboller"

Da min lillebror gik i første klasse, var der en fra hans klasse, som havde fødselsdag. Læreren åbnede en pakke og præsenterede indholdet som negerboller. Yes, no joke: "Negerboller". Min lillebror, som sad der med sort krøllet hår og brun hud, synes der var et eller andet ved det ord, som ikke var rigtig, og prøvede at forklare sin klasselærer, at der ikke var noget der hed negerboller.

Men læreren insisterede på, at ordvalget var helt rigtigt, og det endte med min mor næste dag måtte køre ned på skolen og forklare læreren, at hun sguda ikke kunne mene, at det var rigtigt at fortælle en lille mulatdreng, at det altså hed negerboller? Om der var noget galt med hendes hoved? Når jeg tænker på det nu, synes jeg det var virkelig modigt af min bror at tage diskussionen op, hans alder taget i betragtning.

Alexandras lillebror William i 1998

Gæt en lort

Da jeg var lige omtrent otte år, fandt den dreng, som altid mobbede mig, ud af, at det var en pisse sjov idé at synge sangen 'Gæt en lort' fra børneprogrammet 'Martin og Ketil', når jeg gik forbi på gangen. Fed idé, der fik mig til at løbe grædende ud af skolen.

Jeg voksede op på Sydsjælland med følelsen af, at min far var det største mørkeste menneske i miles omkreds, og at jeg var meget anderledes end resten af dem jeg gik i skole med. Min lillebror, min veninde Avelina, som oprindeligt stammer fra Haiti, og jeg, var de tre eneste brune/mulatte/kvardrone/sorte børn på hele skolen.

Det havde måske været anderledes hvis jeg var vokset op i København, selvom jeg tydeligt husker en fyr råbe: "Negerluder" efter mig på Nørreport station, engang da jeg var cirka 14. Jeg husker, at jeg var helt paf og tænkte: "What? Skete det lige?"

Det "mørke" blev en stor del min identitet.

Der er tit folk, som undrer sig over, hvorfor jeg føler mig så knyttet til min farmors fødeø Barbados. Det har taget mig lang tid at komme frem til en forklaring, for sådan én har det vist sig at man skal have, så man kan retfærdiggøre over for folk, hvorfor man er interesseret i den side af en selv, som ikke er dansk.

Jeg har ofte oplevet folk sige "Alex du er altså kun kvart", "din far er født her" "hvorfor er du så optaget af at være sort?" Det er jeg måske, fordi jeg størstedelen af min barndom følte mig fremmedgjort af menneskene og samfundet omkring mig. Det "mørke" blev en stor del min identitet.

Når jeg så ret naturligt tager den identitet med mig ind i mit voksenliv, bliver jeg nærmest gjort til grin, og imellem linjerne, får jeg at vide, at jeg ikke skal føle. jeg er noget specielt. Men hvorfor skal jeg overhovedet undskylde for mit tilhørsforhold? Hvorfor skal andre blande sig i om jeg føler mig som det ene eller det andet? Er det ikke op til mig?

Portræt af Alexandra fra 2012

Vi skubber hinanden væk med disse ord

Når der er mennesker, der stadig går rundt og bruger ord som "neger", "perker", "krakkemut", "hullabula", "risgnasker", "paki", "nigger" og så videre, så påvirker det os. Specielt når vi er børn. Om det er for sjov eller ej, så påvirker det os.

Man kan undskylde børn med at de oftest tager ved lære af de voksne og samfundet omkring dem, og ikke altid forstår konsekvenserne af deres ord og handlinger. Men så længe den type ord bliver brugt flittigt i Pippi Langstrømpe, i medierne, på gaden, i supermarkedet, i skolen og i hverdagen generelt, så skubber vi hinanden væk. Vi fremmedgør os over for hinanden. Kan vi ikke lade være med at bruge ytringsfriheden som undskyldning for ikke at vise medforståelse?

Aleaxandra Rita Bramsen er sangerinde og for tiden bosat i London.

LÆS OGSÅ: Tendens: Derfor er race et varmt emne lige nu