Michael Robak

ALT for damerne får mandlig klummeskribent

I denne uges ALT for damerne kan du møde vores nye, faste klummeskribent, Michael Robak. Han er den første af sit køn til at blive en fast del af holdet, der underholder og giver stof til eftertanke på bladets sidste side.

Vi har taget en snak med ham om, hvad det betyder for ham at skulle dele sine tanker med vores læsere.

Hvilke overvejelser har du gjort dig om at blive klummeskribent på et dameblad?

Det tog mig tre sekunder at overveje, om jeg ville skrive for ALT for damerne. Selvfølgelig ville jeg det. At have direkte adgang til mange tusinde kvinder synes jeg er en sjov udfordring. Jeg ville have været meget mere i tvivl, hvis jeg blevet spurgt af et mandeblad.

Hvordan synes du selv, du passer ind i et kvindeunivers?

Jeg passer forhåbentligt ikke ind i et kvindeunivers. Jeg håber, at jeg kan blive læsernes adgang til et mandeunivers. Min chef er en kvinde, min tætteste kollega er også en kvinde, jeg har fire søstre, et par ekskoner og en kæreste, så jeg er jo ikke nybegynder, når det kommer til det modsatte køn.

Hvad står ALT for damerne for ifølge dig?

Hmm. Det første jeg tænker på er min barndom. Min mor holdt alle ugeblade, så jeg er vokset op med ugeblade – også ALT for damerne. Jeg var helt ligeglad med mad og mode, men mest interesseret i artikler om relationer, sex og samliv. Sådan er det stadigvæk – på det punkt er jeg stadig en lille dreng, der ikke helt forstår interessen for charms og pumps og leggings.

Hvordan går du til arbejdet?

Jeg skriver alle mulige småstumper ned. Når jeg har tid, så prøver jeg at skrive lidt videre på nogle af tankerne. Noget af det dør undervejs, fordi jeg ikke kan komme videre med det. Andet udvikler sig i en ny retning, mens jeg skriver. Nogen gange tager det en halv time, men som regel er det en noget hårdere fødsel. Jeg er ikke nogen meningsmaskine, der tre gange om dagen synes noget nyt om børneopdragelse eller kønshår, så jeg har også en ambition om, at nogle af klummerne ikke skal være så pointebårne, men i bedste fald bare kan være en oplevelse at læse.

Hvad får læserne ud af at læse dine klummer?

Det ville jo være smukkest, hvis klummerne gav stof til eftertanke. Men det er en stor ambition, så jeg kan også nøjes med, at læserne synes, de fik en lille læseoplevelse.

Hvad er det vigtigste, du har lært om kvinder indtil videre?

At der ikke er noget at være bange for.

Læs Michael Robaks første klumme: "Umage på udebane" om mænds julegavekvaler her.

LÆS OGSÅ: "Jeg sagde nej til alle de søde, danske fyre"

Om Michael Robak

44 år, journalist. Far til en søn og en datter. Bor på Østerbro i København. Har en kæreste.