Som dreng smuglæste jeg i min mors ugeblade, det var mest brevkasserne, der trak. I min ivrige bladren efter læsernes spørgsmål om svamp og samliv, løb jeg en dag over en tekst, der fik mig til at stoppe op. Bogstaver og tal blandet sammen i et kompliceret kodesprog, som fik det til at svimle for mig: 1.p, retsiden 2 vrang, *1 ret, 3 vrang*, gentag *-*, afslut med 1 ret, 4 ret, 1 vrang. 2.p: Ret over ret og vrang over vrang.
Dér midt i 6. klasse gik det op for mig, at der findes noget, jeg aldrig kommer til at forstå. Noget, som kun damer forstår. Og som voksen mand bliver man mindet om det – især én gang om året, når man med søde intentioner og saltstribede støvler bevæger sig ud på den absolutte udebane.
Til daglig går det jo ellers meget godt. Vi ved godt, hvad der er nede i den der Madame-pose ude på dametoilettet. Vi ved godt, hvorfor I pludselig drikker tranebærjuice, og de kvikkeste af os kan efterhånden godt kende forskel på en mascara og en eyeliner.
Men når det bliver jul, så bliver det svært. Så træder vi ind i en verden, vi ikke forstår. Ret over ret og vrang over vrang. Og der er ingen vej udenom. Hvis vi prøver at spille sikkert, så går det galt. Jeg kender en mand, der en juleaften gav sin kone en tromle, man kan rulle en haveslange op på. Den fejl begår man kun én gang. For når en mand giver sin kvinde en julegave, så bliver det nemt et spejl på, hvordan det går med forholdet.
Man ikke kan nøjes med en pålægsmaskine, en skælshampoo eller et par filttøfler. Den slags gaver ville for alvor minde én om, at vi alle risikerer at ende som de par, man møder på restauranter på charterferier. Par, hvor kvinden kigger tomt og længselsfuldt forbi sin mand, mens han møjsommeligt og meget langsomt renser sin pibe. De siger ikke noget til hinanden. Hun har fået grydelapper til jul, han har fået tennissokker.
Så der er meget på spil. Og jeg sværger, der bliver kæmpet for sagen. Men at købe en push-up kan virkelig være en nedtur.
Når jeg er i en damebutik, føler jeg mig som et uledsaget barn på et fremmed kontinent: angst, ensom og usikker på, om jeg kommer hjem. Med det rigtige. Sidste gang jeg var i en lingeributik, stod jeg febrilsk og bladrede i de blanke tekstiler, indtil en venlig, pudderduftende dame hev mig ud af loopet. Hun gav mig et forstående blik, som jeg umiddelbart måtte tolke som et: Du-må-godt-tegn. Så jeg kiggede med et fast, kort og ulidenskabeligt blik på hendes barm og sagde: ”De er nok cirka samme størrelse som dine. Måske en lille smule større.” Det tog hun pænt, og sammen fandt vi ud af, hvad jeg skulle have med ud af butikken. Og derpå tog jeg flugten.
Så når gaven ér pakket ud, og duften af andesteg efterhånden kun hænger som en note i stuen, så læg strikketøjet fra dig. Slå armene om din mand. Vend ansigtet op imod ham. Kig ham direkte ind i øjnene. Sig med klar og varm stemme, at han er dygtig og har gjort dig lykkelig (mens du eventuelt overvejer, om gaven kan byttes i al hemmelighed – det er en ligegyldig detalje). Du skal vide, han har gjort sig umage – på udebane.
LÆS OGSÅ: ALT for damerne har fået mandlig klummeskribent
Om Michael Robak
44 år, journalist. Far til en søn og en datter. Bor på Østerbro i København. Har en kæreste.
