Dina har få tætte venner
”Jeg var flov over, at jeg ikke havde så mange veninder”
Jeg har en håndfuld mennesker, som jeg vil kalde mine veninder.
Jeg har kendt dem det meste af mit liv og har primært mødt dem i skolen.
Jeg er ikke typen, der går ud og møder nye venner. Da jeg var yngre, var jeg flov over, at jeg ikke havde så mange veninder, og da jeg skulle giftes, føltes det pinligt, at de fleste gæster var min (daværende) mands venner.
Andre har syntes, jeg skulle gå mere ud og lære nye mennesker at kende. Derfor har jeg nogle gange sagt ja til arrangementer, selv om jeg ikke havde lyst. Jeg følte, at jeg burde være mere ”sådan én”. Med tiden har jeg dog indset, at ude blandt mange bruger jeg alt for meget energi på at tænke over, hvad jeg siger og gør.
Jeg har et stort behov for at være alene herhjemme og slappe af. Det er sådan, jeg lader op.
Den veninde, jeg har kendt i længst tid, er Laura. Jeg mødte hende som femårig, da jeg begyndte i dagpleje hos hendes mor. Mit første minde om hende er, at hun bandt mig til gyngestativet og sagde: “Du er en mærkelig én.” Jeg kan ikke huske, hvordan det udviklede sig fra den situation, men vi har været uadskillelige siden.
Vi kom i samme klasse, gik til ridning og legede med legetøjsheste, når vi ikke var på rideskolen. Da vi var i starten af 20’erne, flyttede Laura til udlandet, men vi har altid prioriteret at ses. Jeg har besøgt hende i både Italien og i Hamborg, hvor hun bor nu, og andre gange har vi mødtes i Flensborg, så vi havde lige langt at køre.
Hun besøger mig også altid, når hun er i Danmark, om det så kun er en kort gåtur. Lige meget hvor lang tid det er siden, falder vi bare i hak. Det, der gør vores venskab stærkt, er, at jeg kan være 100 procent mig selv og ved, at hun altid vil lytte og er støttende, aldrig dømmende.
Da jeg blev skilt for otte år siden, blev jeg tæt med to andre veninder.
Vi gik gennem skilsmisse i samme periode, så vi kunne spejle os i hinanden. Vi ses ikke så ofte, men vi taler tit i telefon. Den ene kan jeg i perioder ringe sammen med flere gange om dagen.
Jeg fandt for alvor ud af betydningen af veninder, da jeg blev skilt. De giver mig meget glæde og mange grin.
Jeg længes ikke efter flere mennesker eller sociale aktiviteter. Flere advarede mig, da jeg fik min hund, Yoda, for tre år siden, fordi det ville gå ud over min frihed. Men jeg har det bedst hjemme med min hund, og sådan har jeg haft det, siden jeg var barn.
Min søn på 13 ligner mig. Han har også én tæt ven, som han har kendt, fra de var babyer, fordi jeg var i mødregruppe med hans mor.
Vi er en af de få familier, der ikke havde noget imod corona-nedlukningerne. Det var faktisk en befrielse, at jeg ikke behøvede at gå ud. I dag synes jeg ikke, det er flovt at have få veninder.
Vi har haft op- og nedture, ja, jeg har faktisk haft konflikter med dem hver især og perioder, hvor vi ikke talte sammen.
Men vores venskaber er altid blevet stærkere, når vi er kommet os over vores uenigheder.
Om Dina Lee Veje, 44 år
- Klinikassistent.
- Fraskilt og mor til en teenagesøn.
Marina har venner overalt
”Jeg har venner, der er yngre end mine børn, og venner, der er over 80”
Jeg kender rigtig mange mennesker, og jeg er god til at fastholde venskaber og kontakter.
Hvis jeg skulle holde rund fødselsdag, ville jeg nok invitere 15-20 stykker, men jeg har lige inviteret til åbning af mit galleri, og der inviterede jeg ti gange så mange – og jeg kender dem alle sammen.
Mine venner er vidt forskellige. Der er ingen rød tråd. Jeg har venner, der er yngre end mine børn, og venner, der er over 80. Jeg har venner, der bor i udlandet, venner, jeg har mødt under uddannelse, og venner, jeg har ”arvet”, hvor vores fælles udgangspunkt er en veninde, der er gået bort.
Jeg er også veninder med folk, jeg har mødt i en butik.
Jeg har ikke mindre børn eller andet, der griber praktisk ind i mit liv. Derfor er mine venskaber i dag bygget udelukkende på noget indre, hvorimod der i andre faser af livet har været venskaber, som var baseret på, at man havde børn i samme alder.
Jeg har skiftet skole mange gange og arbejdet mange forskellige steder. Så jeg er supergod til at møde nye mennesker; at være den nye et sted er ikke noget problem for mig. Derudover er jeg nysgerrig på andre, og hvis de også er nysgerrige på mig, dannes der hurtigt en relation.
Den veninde, jeg har haft i længst tid, hedder Katharina. Vi startede i 8. klasse på en ny skole samtidig. Selv om jeg skiftede igen efter kun tre måneder, holdt vi fast i hinanden.
Da vi var 25 år, emigrerede hun til Australien og flyttede først til Danmark igen efter 35 år. Gennem alle årene har vi skrevet og ringet sammen. Der kunne gå fem år, imellem at vi så hinanden, men hver gang tog vi tråden op, som om vi havde set hinanden en uge før.
Det er kvaliteten, ikke kvantiteten, der kendetegner et venskab – at samværet har en dybde.
Jeg har også mistet venner. Min veninde, som jeg også lærte at kende i 8. klasse, døde for 13 år siden, og det var et kæmpe tab. Vi var en stor del af hinandens liv og var i daglig kontakt.
Vi loggede på Skype hver morgen og drak morgenkaffe sammen. Jeg var i starten af 50’erne, da hun døde, og var lige blevet skilt og flyttet tilbage til København, så jeg havde mistet en stor del af min omgangskreds. Efter hendes dødsfald tog jeg en beslutning om, at jeg måtte skabe et nyt netværk.
Jeg oprettede en datingprofil, som om jeg var en mand – for så vidste jeg, at kvinderne ville finde mig. Jeg skrev, at jeg ikke var interesseret i seksuelle kontakter, men kun i at få nye veninder, og jeg fik over 100 henvendelser på 14 dage fra kvinder, der havde det fuldstændig som mig. Så begyndte jeg simpelthen at dame-date.
Nogle af dem kom jeg ret tæt på, og nogle af venskaberne er selvfølgelig gledet ud igen.
Mine veninder betyder alt for mig. De giver mig lyst til at stå op hver dag. De giver mig omsorg, kærlighed, betænksomhed, tid. Hjælp. Mænd foregår, veninder består. Det er mit motto.
Det er vigtigt at satse på sine veninder, for de er der, den dag man bliver skilt, og det gør halvdelen af os. Jeg er blevet det to gange.
Jeg har en stor omgangskreds, men kun få kommer helt tæt på. En af dem er den yngste af mine veninder på 30 år. Trods aldersforskellen kan vi være filterløse sammen, for lige meget hvad jeg finder på at sige, kan hun altid rumme mig.
Det samme gælder faktisk den af mine veninder, der er ældst. Alder er underordnet, når det kommer til venskaber.
Om Marina Rubini Rordam, 64 år
