Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Andreas Mogensen
Foto: Simon Klein-Knudsen

Danmarks første astronaut Andreas Mogensen

Andreas Mogensen: "Vores hverdag ville ikke fungere hvis Cecilie arbejdede fuldtid"

Det er et år siden, Andreas Mogensen blev sendt ud i rummet som den første dansker nogensinde. Nu er han tilbage i et hverdagsliv som astronaut hos NASA og snart far for anden gang, mens han drømmer om at komme derud igen.

Den 2. september 2015 kl. 6.37 skriver Andreas Mogensen verdenshistorie. Som den første dansker nogensinde er han på vej ud i rummet. Den mission, han har trænet til i to år og drømt om, siden han var en lille dreng, er endelig ved at blive ført ud i livet, og han kan se frem til lidt mere end to dage ombord i den russiske Soyuz-raket og otte dage fulde af øvelser og forsøg på Den Internationale Rumstation ISS, der kredser om jorden i 400 kilometers højde. Siden dengang er der gået et år med så mange oplevelser og intense dage, at mange af dem roder sig sammen i en tåge for Andreas Mogensen. Et næsten konstant arbejdsprogram på rumstationen, pressemøder direkte fra rummet, en returrejse til jorden, som blev fulgt lige så intenst af medierne som opturen, et møde med dronningen, en lang, lang række af foredrag om missionen, planlægningen af næste skridt i karrieren som astronaut og medvirken i bogen "Min rejse til rummet", som udkommer i denne uge og fortæller historien om hans astronautliv fra drøm til virkelighed. Og det er helt tydeligt, at Andreas Mogensen er noget særligt i mange danskeres øjne. Sidst han var hjemme, til folkemødet på Bornholm, kunne han ikke tage mange skridt uden at blive spurgt om en selfie. Det er ikke hver dag, man møder en vaskeægte astronaut. Selv oplever hovedpersonen ikke den enorme interesse som noget særligt. Sammen med sin hustru Cecilie Beyer og datteren Emily på snart tre år har han indtil for nylig boet i Køln, hvor det europæiske astronautcenter ESA – European Space Agency – ligger.

– Jeg har ikke mærket det som så stor en ting at blive en offentlig person, og måske har det noget at gøre med, at jeg til daglig har boet i Køln. Dernede havde jeg et helt almindeligt, stille liv. Typisk har jeg været i Danmark i en uge ad gangen for at holde foredrag, og det er særligt, når jeg kommer ud på skolerne, at jeg mærker den her interesse. Børnene er meget begejstrede, men når jeg forlader skolen og går på gaden igen, så er det helt stille og roligt, siger Andreas Mogensen.

Stille og roligt var det langtfra, da han sidste år blev sendt af sted på rummis-
sionen. Op til opsendelsen, der foregik i Bajkonur i Kasakhstan, blev han fulgt intenst af både danske og internationale journalister. Altid venlig. Altid optimistisk. Altid fuld af overskud.

Først ryger det første trins fire motorer af, så bliver redningstårnet skudt væk, og endelig næsekappen, så vi kan se ud ad vinduerne. Det er et magisk øjeblik; tilfældigvis vender raketten sådan, at solens lys rammer mig direkte i ansigtet og nærmest blænder mig. Det er virkelig en wauw-oplevelse, og mens raketten langsomt drejer, bevæger lysstrålen sig rundt på væggen i kapslen og forsvinder. Endelig bliver det sidste trin sprængt af, og med et bliver jeg vægtløs. Det er som at være barn og sidde på en gynge, der svinger op mod skyerne, men i det øjeblik, man svæver, og fødderne peger mod himlen – går tiden i stå. Gyngen svinger aldrig tilbage igen, og jeg bliver hængende. På hovedet med fødderne vendt mod himlen.
Kasakhstan, 2. september 2015

– Jeg havde ikke nogen konkrete forventninger til missionen, for det var så anderledes end noget andet, jeg har prøvet, og fordi den her mission var ret speciel i forhold til de andre, der kører i øjeblikket, som typisk varer fem til seks måneder. Jeg ville bare derop og gøre mit bedste, og lige meget hvad der skete, ville jeg være tilfreds, når jeg kom tilbage, siger Andreas Mogensen, hvis mission varede ti dage og derfor helt usædvanligt bestod af arbejdsopgaver hver eneste dag for at udnytte de kostbare timer.

– Når jeg ser tilbage på det, virker det næsten som en drøm. Alle dagene er blandet sammen, og jeg har svært ved at huske, hvad der skete hvilke dage, netop fordi der skete så meget på de ti dage. De andre astronauter havde bedt mig tage brækposer med derop, fordi det forrige hold havde brugt alle sammen, så de var bange for, hvordan det ville gå med mig, men heldigvis gik det fint. 60 til 70 procent af alle astronauter får en form for rumsyge, som kan sammenlignes med køre- eller søsyge, men det viste sig, at jeg er så heldig, at jeg er en af de få, som ikke bliver påvirket, så jeg kunne gå i gang med arbejdet med det samme.

LÆS OGSÅ: Mød kvinden bag verdens første bæredygtige skobutik

Omkring klokken seks står jeg op. Jeg er ikke helt udhvilet, men jeg glæder mig til at komme i gang med dagens program. Første punkt på min personlige dagsorden er at komme på toilettet. Jeg svæver noget usikkert afsted, for jeg har endnu ikke vænnet mig til vægtløsheden. Jeg får for meget fart på, og det bliver svært at bremse igen. De mere erfarne astronauter, der har været heroppe i månedsvis, bevæger sig elegant med små, bløde bevægelser, men jeg tumler rundt og er så klodset, at jeg på vejen kommer til at rive nogle kameraer ned fra en væg, hvor de er sat fast med velcro. Når jeg flyver rundt efter dem for at sætte dem på plads igen, føler jeg mig som en elefant i en glasbutik.
Rumstationen 4. september 2015

Næste skridt for Andreas Mogensen er, at han i denne måned flytter sig selv og familien til Houston i USA, hvor han skal besætte pladsen som ESA's europæiske repræsentant hos verdens største rumfartsagentur, NASA. Her er han ansat for de næste to til tre år og skal repræsentere ESA på møder om blandt andet udveksling af teknologi og erfaring, hjælpe de europæiske astronauter, der kommer til stedet, og arbejde med kontakten til den rumstation, han nu kender indefra. Derudover drømmer han om at komme af sted på endnu en rummisson.

– Det er helt sikkert mit mål at komme på en ny mission, og jeg kunne godt tænke mig at være af sted mindst et halvt år, så jeg virkelig får mulighed for at vænne mig til at være i rummet og blive god til det, for det tager tid blot at lære at bevæge sig optimalt deroppe. Jeg ville være ked af ikke at skulle afsted igen, for der ligger så meget hårdt arbejde i at nå til, hvor jeg er nået, og resulterer det i kun én mission, vil det da være skuffende. Jeg tror, at der er gode udsigter til endnu en tur, men der er ingen garantier, så jeg må bare håbe på, at det sker. Der vil dog gå i hvert fald fire til seks år, før det er en mulighed. I Europa har vi i gennemsnit en mission om året, og vi er otte europæiske astronauter, så hvis jeg skal tilbage i køen og vente, går der nogle år, forklarer Andreas Mogensen.

Hvordan holder du gejsten oppe med så lange og måske utopiske udsigter?
– Det er ikke så svært, for mit mål var at blive astronaut, ikke kun at komme ud i rummet. Mange spørger, hvad mit næste mål er, men jeg føler ikke, at mit mål er nået, for forhåbentlig har jeg en lang karriere foran mig som astronaut. Jeg glæder mig rigtig meget til de næste år hos NASA og har en kæmpe lyst til at komme i gang med netop det arbejde, for selvom jeg også var astronaut før, så er det først nu, hvor jeg har været ude i rummet, at jeg kan gå ind og bidrage med konkret viden og erfaring, og det er enormt spændende at deltage i. For mig er det at være astronaut en proces, hvor jeg som en del af et hold er med til at udforske rummet.

Det er min fjerde aften på rumstationen. Arbejdsdagen er slut, og jeg har lidt fritid, som jeg tilbringer i udsigtsmodulet Caupola, mit absolutte yndlingssted på rumstationen. Jeg kan ane jordens krumning og har udsyn til en himmel, der er helt uforstyrret af jordens atmosfære, og hvor mylderet af stjerner virker langt større, end det gør hjemmefra... Jeg kigger ud i det uendelige univers og tænker på, hvor mange spændende oplevelser, der venter på os derude. Og når jeg sidder alene herude i mørket, forestiller jeg mig, at jeg er kaptajn på et rumskib på vej mod en uudforsket planet.
Rumstationen, 8. september 2015

En af de største oplevelser for Andreas Mogensen ombord på ISS er, da rumstationen flyver over et kæmpemæssigt tordenvejr. Han har lovet danske forskere at holde øje med tordenvejr og forsøge at filme det til et forskningsprojekt, som handler om at blive klogere på, hvordan netop den slags vejr påvirker atmosfæren og klimaet. Med sit Nikon D4-kamera filmer han løs, og bagefter går det op for ham, at han har fanget noget helt usædvanligt. Særlige opadgående lyn som slår op fra skyerne og ud mod rummet. Ud mod Andreas Mogensens midlertidige bolig.

– Jeg blev helt vildt begejstret, da jeg så filmen på min computerskærm, og de andre astronauter havde aldrig set noget lignende, så det var rigtig, rigtig spændende og virkelig noget særligt, at mine optagelser kan være med til at gøre en forskel for forskerne.

Du virkede meget overskudsagtig gennem hele missionen. Var du det?
– Ja. Selvom man taler om, at det er meget ekstremt at være i rummet, så er det, vi laver, jo ikke hårdt som sådan. Vi forsker og er en form for laboranter, der sætter eksperimenter i gang og indsamler data. Der, hvor du bliver stresset, er, hvis noget ikke fungerer, og du begynder at falde bagud i forhold til tidsplanen, men vi nåede alle de mål, der var sat os under missionen, så jeg var rigtig glad og tilfreds.

LÆS OGSÅ: Jette Frölich: “Det at være kreativ - det er pokkerdansemig også et arbejde!”

Efter de ti dage i rummet lander Andreas Mogensen til stor ståhej på en øde slette i Kasakhstan og kravler som den sidste af tre passagerer ud af kapslen. En medarbejder hos ESA prøver flere gange at ringe til hustruen Cecilie, men må komme undskyldende tilbage og melde intet svar. Det kommer dog ikke bag på Andreas Mogensen, der ved, at hun med vilje har lagt sig til at sove for ­ikke at følge de adrenalinfremkaldende minutter på tv. Parret mødte hinanden tilbage i 2001, blev gift i 2012 og har siden skabt sig en familie med datteren Emily på snart 3 år og en lillebror på vej til november. Cecilie har valgt at give afkald på sin karriere som cand.comm. for at følge Andreas Mogensen og deres fælles liv rundt i verden.

– Hun har opgivet sin karriere for at få det hele til at hænge sammen, og det er helt sikkert, at vores hverdag ikke ville fungere, hvis Cecilie arbejdede fuldtids. Især inden missionen var hun næsten enlig mor, fordi jeg rejste så meget. I 2014 var jeg måske hjemme i sammenlagt otte uger, så det hele har kun kunnet lade sig gøre, fordi hun har gået hjemme og passet Emily, og fordi de har rejst med, når jeg har været på træning i USA eller Rusland, så jeg stadig kunne se dem, ­siger Andreas Mogensen, der hurtigt bekræfter, at han nok er typen, hvor arbejdet fylder lidt mere end sædvanligt.

– Spørger du Cecilie, vil hun nok sige, at jeg har svært ved at lægge det fra mig. Rigtig mange af vores samtaler går på rumfart, og en af mine bedste venner er min franske astronautkollega, og når vi er sammen, er det svært ikke at tale arbejde, så samtalerne går helt sikkert mere på det, end Cecilie kunne tænke sig. Heldigvis giver hun udtryk for, at hun er rigtig glad for at gå hjemme og passe Emily, og nu, hvor vi flytter til Houston, kommer der til at gå meget tid med vores næste barn, og det ser hun frem til.

Hvordan håndterer du selv savnet af dit barn – snart børn – når du er så meget væk?
– Heldigvis er det nemt at holde kontakt med dem derhjemme via Skype. Helt anderledes end da jeg selv var barn, hvor vi boede mange forskellige steder på grund af min fars arbejde inden for shipping. Typisk når han flyttede på grund af et nyt job, flyttede han i januar, men vi fulgte først med op til sommerferien, fordi min mor nægtede at skifte os midt i et skoleår. Det var en lang periode uden min far, hvor vi måske talte i telefon sammen én gang om ugen, men i dag er det jo langt nemmere. Når det er sagt, ser jeg rigtig meget frem til at kunne være der mere og have en mere stabil hverdag, når vi flytter til ­Houston. Det ligger så langt fra Europa, at der ikke kommer til at være så meget rejseaktivitet, som jeg tidligere har haft.

Den snarlige stabilitet i hverdagen giver også Andreas Mogensen mulighed for at skabe sig et netværk i lokalområdet, noget som han aldrig har fået stablet på benene i sine syv år i Køln til trods for, at det er det sted, han har boet længst tid i sit liv.

– Jeg har givet afkald på den stabilitet, som der er brug for for at få gode venner i det område, hvor du bor. Mine venner kommer gennem arbejdet, og jeg føler ikke noget tilhørsforhold til Køln, fordi jeg har rejst så meget. Det kan jeg godt savne, for jeg har altid godt kunne lide at have en flok venner, som jeg spiller basketball eller noget andet med en gang om ugen.

LÆS OGSÅ: Jesper Høvring: Manden, der vil gøre kvinder smukke

Savner du den almindelige hverdag?
– Det skifter meget. Når jeg har været ude at rejse og bo i en kuffert i lang tid, så savner jeg noget stabilitet, men efter en periode med en stabil hverdag siger Cecilie, at hun kan mærke, at jeg trænger til at rejse igen, og det har hun nok ret i. Så vil jeg gerne lidt ud. På den måde er jeg nok præget af min barndom, siger Andreas Mogensen, der da også håber, at familiens flytninger til forskellige dele af verden vil sætte et positivt aftryk på hans egne børn.

– Mange tænker, at det må have været rigtig svært og meget ustabilt at flytte så meget rundt, som jeg har gjort som lille, men for mig har det kun været en positiv oplevelse, og det håber jeg at kunne give videre. For mig har det betydet en ubegrænset verden. Når jeg skulle søge uddannelse eller arbejde, har jeg aldrig været begrænset af, at det skulle være i Danmark, og forhåbentlig får mine børn det samme udsyn, for så bliver verden meget større.

Jeg har været i rummet. Det er svært at fatte. Jeg prøver stadig at bearbejde mine oplevelser, men der er så mange, og lige nu føles turen uvirkelig og fjern. Selvom det kun er seks dage siden, jeg landede på steppen i Kasakhstan, føles det som måneder eller år. Jeg kigger på billeder og video for at overbevise mig selv om, at det virkelig var mig, der var deroppe. Jeg er glad for at have fuldført min mission. Den krævede hårdt arbejde gennem flere år, men så blev resultatet også godt. Det var det hele værd, missionen var en stor succes.
København, 18, september 2015

Som den første dansker er Andreas Mogensen nu en officiel del af det internationale rumprogram. En brik i en rumhistorie, som går mange, mange år tilbage og endnu flere frem i en søgen efter, hvad der er derude, og hvad vi kan bruge det til i det mere jordnære liv.

– Hvis jeg stiller mig selv spørgsmålet, hvad meningen med livet er for mig, så er det at være med til at udvikle det her samfund og være med til at skubbe grænserne og tilføre ny viden. Få hele menneskeheden til at rykke sig. Det har aldrig været en del af min drøm at være den første dansker i rummet, for den personlige oplevelse er lige stor, uanset hvilket nummer jeg var i rækken, så det er jeg ikke specielt stolt over, men jeg er stolt over, hvis det er lykkedes at vækste rumfartsvirksomheden i Danmark og at have været med til at sætte fokus på det område. Det har mere end noget andet været målet, og jeg vil se tilbage på den her tid i mit liv som rigtig, rigtig spændende og som en meget positiv oplevelse, siger Andreas Mogensen, der i sit stille sind er ærgerlig over ikke at kunne blive mindst 200 år, så han kan følge udviklingen inden for sit fag.

– Det er selvfølgelig lidt science fiction-agtigt, og jeg ved ikke, om det nogensinde bliver en realitet, men jeg ville gerne leve i en tidsalder, hvor man kunne rejse ud til andre stjerner eller møde andre intelligente civilisationer. Jeg er generelt optimistisk, og jeg tror på, at vi på et tidspunkt kommer tilbage til Månen eller videre til Mars. Det ville være spild af rumstationen, hvis det endte, hvor vi er nu, og jeg har svært ved at forestille mig, at vi om 50 eller 100 år ikke har inddraget noget mere enten ved at udvinde ressourcer fra kometer eller have forskningsbaser på Månen eller Mars. Kan jeg være en brik i den udvikling, har jeg det rigtig godt med det.

Hvis andre kan, så kan jeg også. Sådan er min livsindstilling, og den har hjulpet mig gennem hele mit liv. Hvis andre kan skydive, kan jeg også. Hvis andre kan skrive en ph.d.-afhandling, så kan jeg også. Hvis andre kan blive astronaut, hvorfor så ikke mig? Jeg tror, at enhver kan opnå sine drømme, hvis man arbejder hårdt nok.
Andreas Mogensen

LÆS OGSÅ: Derfor flyttede Sofia Manning og kæresten ind i en olivenmølle i Sydspanien

LÆS OGSÅ: Eddie Skoller: "Jeg tror fuldt og fast på kærligheden"

LÆS OGSÅ: ”Hvem skal redde verden, hvis jeg får nok i mig selv?"

Andreas Mogensen, 39

Uddannet civilingeniør med speciale i rumfart ved Imperial College i London. Har en ph.d. i rumfart fra University of Texas og er adjungeret lektor på DTU-Space og på Aalborg Universitet.

Blev i 2009 præsenteret som en del af den europæiske astronautstab.

I september 2015 med på en tidagesmission til rumstationen ISS.

Netop flyttet til Houston i Texas, hvor han skal være ESA's – European Space Agency – europæiske repræsentant hos NASA.

Gift med Cecilie Beyer og far til Emily, født i 2013. ­Bliver far til parrets andet barn til november.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview