Giv et blad i julegave. Priser fra 149 kr. Klik her →

Anette Støvelbæk
Foto: Sara Skytte Skuespiller Anette Støvelbæk om karriere, kærlighed og børn.

Anette Støvelbæk om sit spontane ægteskab med Lars Mikkelsen: ”De synes, vi var tossede”

Allerede som ung var Anette Støvelbæk sikker i kærligheden, men hun skulle blive 25, før hun turde søge ind på teaterskolen. Kort efter hun var startet, stod hun ved sit livs korsvej.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en Hjulmagerstien i Urbanplanen, hvor vi flyttede til, da jeg var halvandet år gammel. Det kan jeg jo ikke huske, men jeg kan huske et billede af en lille yndig lyshåret pige i lyserød jakke, som lige har lært at gå. Dengang var Urbanplanen kun en jordbunke, for græsset var ikke sået endnu, men det var tænkt som et flagskib af et socialt boligbyggeri med grønt område, og så lå der en lille bondegård inde i midten. Far var forstander på en ungdomspension, hvor vi også boede. Vi var ikke en helt normal kernefamilie, for der var altid gennemgang i vores hjem. Vi boede i samme opgang som kontorerne, og tit blev de unge inviteret indenfor hos os, eller vi spiste aftensmad med dem i kantinen. Min mor var husholdningsdame på ungdomspensionen, indtil hun gik sine egne veje og blev pædagog. Jeg var lidt en forsigtig pige, for jeg havde en storebror med masser af temperament, så jeg tilpassede mig. Men vi var også en moderne familie, og mine forældre var som pædagoger meget opmærksomme på inddragelsesmetoder. Jeg fik masser af plads.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Lars (skuespiller Lars Mikkelsen, red.), som jeg mødte i gymnasiet, men vi blev først kærester efter nogle måneder, da han var gået ud. Vi flyttede sammen, da jeg var omkring 20 år, og mine forældre kunne heldigvis godt lide ham fra starten. Men da vi meldte ud, at vi skulle giftes, syntes de, vi var tossede. Jeg var også bare 21 år, og der gik kun en uge, fra vi fandt på det, til vi stod på rådhuset. Men da vi første stod der, bakkede de os op.

LÆS OGSÅ: Bille August: "Man må indgå en pagt med sig selv og sin partner om, at man aldrig indleder et forhold ved siden af"

Din levevej?

– Jeg har altid syntes, at teater, skuespil og det at udtrykke sig var spændende. Mine forældre havde en politisk musikteatergruppe, som jeg fulgte med i. Jeg faldt ofte i søvn på sofaen til deres møder, men jeg kunne alligevel nogle gange deres replikker bedre, end de selv kunne. Jeg turde dog ikke søge ind på teaterskolen, før jeg var 25 og fandt ud af, at der ikke var nogen vej udenom, hvis man ville leve af at være skuespiller dengang. Indtil da havde jeg været pædagogmedhjælper og arbejdet på en restaurant.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det kom faktisk lige efter, at jeg var færdig på skolen og lavede tv-serien Ved Stillebækken. Dengang lavede jeg de første store interview og prøvede det at blive genkendt. Selv om det blev mere bastant, efter jeg indspillede Italiensk for begyndere, har det aldrig været generende. Jeg har boet samme sted siden dengang, og i mit område er der plads til at være småkendt uden at blive overfaldet. Jeg vænnede mig langsomt til det. Når nogen kommer og vil tage et billede i dag, synes jeg selvfølgelig, det er helt ok. Jeg bliver kun glad for, at folk melder positivt tilbage på det, jeg laver.

Dit livs vejleder?

– Jeg lader mig vejlede bredt. Det betyder meget for mig at få input i mange retninger, men også det at få snakket højt om tingene hjælper mig med at samle brikkerne. Så mærker jeg efter, hvad der rammer rigtigt i hovedet og hjertet. Når det så er sagt, går alt gennem Lars. Vi spørger hinanden om alt, for han er jo min mand, min ven og min elsker. Og så har jeg jo været så mange år i faget, at jeg har mange gode skuespillerkolleger, som jeg rådfører mig med.

Jeg bor altid på små lokale hoteller, når jeg er på turné, og så drikker man jo ofte et lille glas med den lokale teaterforening efter forestillingen
Anette Støvelbæk

Hvor er du på vej hen?

– Det må guderne vide. Lige nu er jeg på vej til prøver på Peer Gynt. At prøve på en ny forestilling er en fantastisk proces, hvor du ankommer med kæmpe appetit, bliver modløs, så euforisk, træt, opgivende, og de sidste to uger løfter det sig som regel. Jeg har en god fornemmelse med Peer Gynt. Men det er anderledes denne gang, for jeg har aldrig prøvet at spille otte forskellige roller i én forestilling. Det er ikke bare tøjskift. Det kan nogle dage føles helt som en form for teatersport, og samtidig skal vi naturligvis også ramme det poetiske, det livlige, det lidt tossede og det meget billedrige. Vi skal både male med en bred pensel og spille fint og inderligt. Peer Gynt vokser op under trange kår i en norsk bygd, og forestillingen handler om at have kæmpe ambitioner om at ville noget mere. Han er præget af et hårdt hjem, men han udvikler en fantasileg med sin mor for at drømme sig væk. Det fører ham af sted på nye veje. Men er Peer sig selv, eller er han sig selv nok? Det er en virkelig fin eksistentiel historie. Og det er et af Ibsens mere surrealistiske stykker, hvor det er svært at skille mellem fantasi og virkelighed. Når prøverne er færdige, har vi premiere i Viborg.

Hvordan har du det med at være på landevejen?

– Det er faktisk kun tredje gange i mit liv, jeg skal på turné. Jeg synes, det er hårdt, for jeg er typen, der kan lide at komme hjem til min base. Men det er også min forpligtelse som skuespiller at komme rundt i landet. Når jeg er på turné, bliver jeg også altid opmærksom på, hvor meget byerne ligner hinanden, og hvor forskellige vi danskere alligevel er. Jeg bor altid på små lokale hoteller, når jeg er på turné, og så drikker man jo ofte et lille glas med den lokale teaterforening efter forestillingen. Der får man god feedback. Den slags sker sjældent på de store scener i København. Det er meget rørende at møde publikum.

LÆS OGSÅ: Frida Brygmann: "Jeg har altid været meget flakkende. Det har været lidt af et problem"

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Jeg blev gravid, mens jeg gik på første år af teaterskolen og havde tre år tilbage. Jeg skulle træffe beslutning, om jeg ville have et barn eller ej. Det forandrede mit liv, men det var jo det helt rigtige. Jeg havde været gravid en gang før og fravalgt barnet, men nu havde Lars og jeg været sammen så mange år, og jeg var 26, så det var "meant to be". Jeg fik spørgsmålet af teaterskolens rektor: "Er du nu sikker på, at du ved, hvad det betyder?", men jeg var fast besluttet, og så fik jeg en kæmpe knus.

Dengang var der ikke noget, der hed orlov, så man fødte bare og kom tilbage på skolen. Seks måneder henne i graviditeten, røg jeg dog på hospitalet med plukveer og måtte ligge ned resten af tiden, men da min søn var fem uger, stod jeg til prøve på skolen igen, mens han lå i en lift ved siden af. Det var hårde år. Lars spillede i Aalborg, og jeg var tit alene med vores søn i 14 dage i træk. På en træthedsskala fra 1 til 10, var jeg langt over 10.

Hvordan er kommandovejene hjemme hos dig?

– Kommandovejene er stadig til diskussion efter 31 år. Selv om Lars måske nok vil sige, at den går mest gennem mig, og det har han nok ret i. Vi har ikke en fast hverdag og har aldrig haft det. Det har altid været forskelligt, hvem der var hjemme hvornår. Når den ene voksne var hjemme med børnene, så det ud på én måde, og når det var den anden, så det ud på en anden måde. Da børnene var små, var det oftere mig, der var hjemme om aftenen, og så havde vi selvfølgelig også barnepiger. Men det har nu altid været lidt af et puslespil. Alting forandres dog i den grad i disse år, hvor børnene rykker hjemmefra

LÆS OGSÅ: Skuespiller Lise Lotte Norup: "Jeg fik aldrig talt ud med min mor"

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja, jeg mistede engang stemmen, fordi jeg havde arbejdet alt for meget. Jeg blev opereret for en polyp på stemmebåndet, og derefter måtte jeg ikke så meget som rømme mig i 14 dage. Jeg måtte heller ikke tale, og der blev jeg virkelig opmærksom på, hvor meget vi mennesker kommunikerer. Det var frygteligt, jeg blev isoleret i både hoved og krop, og jeg var hundeangst for, at jeg aldrig skulle få stemmen tilbage. Hvad skulle jeg lave, hvis jeg ikke længere kunne bruge min stemme i mit arbejde? Jeg havde en lang sej genoptræning med endnu en operation, inden stemmen kom til at fungere igen.

Hvad tænkte du på, da du kørte herhen?

– At jeg havde en meget mærkværdig drøm i nat, som stadig hang i mig på cykelturen herhen. Jeg så tv-serien The last Kingdom i går med min mor, og jeg drømte derfor om vikinger og bersærkergang, men Peer Gynt sneg sig også ind. Når jeg er i gang med en forestilling, blander den sig ofte i mine drømme, så i nat var der også nogle trolde og arabiske kvinder i drømmen. Jeg vågnede badet i sved og prøvede at finde mening med det. 

Hvem er Anette Støvelbæk?

Anette Støvelbæk, 51

  • Uddannet skuespiller fra Odense Teaterskole.
  • Gift med skuespillerkollegaen Lars Mikkelsen, som hun har to voksne sønner med.
  • Fik sit folkelige gennembrud i filmen Italiensk for begyndere og har siden haft roller på både teatret i film og tv-serier, hvor hun har medvirket i bl.a. Krøniken og Badehotellet.
  • Fra 20. september spiller hun med i Folketeatrets opsætning af Peer Gynt, som turnerer i hele landet med start i Viborg.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Karriere og Kvinder du skal kende