Bag om Danmarks største kup

”Hvis jeg var så fucking rig, så havde jeg nok råd til at få lavet den her,” siger den hårdtpumpede mand og hiver en kødfarvet skinne ud af munden. Han rækker den over bordet for at understrege sin pointe, og jeg ser paf på den. På skinnen mellem mandens pege- og tommelfinger sidder en løs fortand og blinker hvidt.

Jeg kigger op på plastiktandens ejermand, en solariebrun, muskuløs mand på 40 år, klædt i afslappet mærkevaretøj og et par alt for små læsebriller fra Tiger.

Der opstår en akavet tavshed et øjeblik. Og så gør jeg det, man ifølge al fornuft ikke burde gøre, når man sidder foran en af de – med politiets ord – mest samvittighedsløse og brutale kriminelle, Danmark har set de senere år: Jeg knækker sammen af grin.

Et sekund strejfer det mig, at jeg nok får en på hovedet nu. I hvert fald må jeg have lukket alle døre nu. Døre, det har taget månedsvis at åbne.

Bag Vridsløselilles tykke mure

Jeg befinder mig i Vridsløselille Statsfængsel. I et familielokale på besøgsgangen indrettet med en æblegrøn kunstlædersofa, lidt legetøj, en håndvask og mulighed for at låne lagner. Koner, børn, forældre, advokater og andre besøgende kan få adgang hertil efter at have forceret fængslets porte, tykke mure og en metaldetektor.

Det er en verden, de færreste danskere nogensinde stifter bekendtskab med. Min vej herind er gået over mere end 2.000 siders aktindsigt i rets- og politidokumenter, gennemsyn af timers video og lydbånd, et besøg i en grusgrav og på en Låsby-Svendsen-lignende gård midt på Sjælland, snusen rundt ved en virksomhed i Brøndby og på en lurvet stripbar i København, og halve og hele dages interview med efterforskere.

Jeg er nået til enden af min research i danmarkshistoriens største røveri, kuppet mod værdicentralen Dansk Værdihåndtering i Brøndby i 2008. Nu sidder jeg – ikke uden en vis forudgående nervøsitet – over for to af de dømte gerningsmænd.

Spektakulært røveri

En sommermorgen i august 2008 vågnede københavnerne op til brændende skraldebiler på indfaldsvejene omkring Brøndby og Albertslund. Der var strøet partisansøm ud på vejene, så civile bilister kørte galt, og politibiler punkterede i en lind strøm.

Mens politigården i Albertslund blev bestormet af alarmopkald fra bekymrede trafikanter, angreb en gruppe på seks mænd Dansk Værdihåndtering i Brøndbys industrikvarter. De forklædte, maskingeværbevæbnede røvere væltede med en 22 ton tung entreprenørmaskine muren ind til pengecentralen. Her fyldte de deres ishockeytasker med pengebundter og forsvandt med over 70 millioner kroner, mens de skrækslagne ansatte gemte sig i virksomhedens panikrum, og politiet kæmpede for at nå frem. Røverne forsvandt sporløst.

Alt ved røveriet var spektakulært. Ikke bare beløbets størrelse. Danske virksomheder havde sjældent været offer for så organiserede, gennemførte angreb. Op mod 20 mennesker måtte være involveret, anslog politiet.

Værre endnu: politiet havde på ærgerlig vis haft en fornemmelse af, at røveriet var på vej. En række mystiske indbrud og alarmer ved Dansk Værdihåndtering og nabovirksomhederne i flere uger forinden havde gjort politiet mistænksomme. Værdihåndteringen var underrettet om et muligt forestående angreb, og videoovervågning var sat op. Måbende politibetjente hos Københavns Vestegns Politi få kilometer væk kunne derfor se med live på deres TV-skærme, da angrebet kom. Der var bare intet, politiet kunne stille op mod så ”hensynsløse, internationale forbrydere, som har både evne og vilje til at begå brutal og farlig organiseret kriminalitet,” som efterforskningschef hos vestegnen, Bent Isager-Nielsen, senere skulle beskrive gerningsmændene.

LÆS OGSÅ: Millionøser endte som posedamer

På sporet

Som de fleste andre danskere noterede jeg nyheden om røveriet – og glemte alt om det igen. Men tre et halvt år efter røveriet bed jeg mærke i en notits fra Ritzau. En række gerningsmænd havde i relativ ubemærkethed fået stadfæstet deres dom – lange fængselsstraffe på op mod ti år for røveriet mod Dansk Værdihåndtering.

Det var i januar 2012, og jeg havde få måneder forinden været til kaffe hos Bent Isager-Nielsen. Han er kendt som mangeårig leder af Rigspolitiets Rejsehold og har set sin andel af drab og andre uhyrligheder. I løbet af interviewet faldt snakken på den ”internationalisering” af kriminaliteten, som også Danmark har oplevet de senere år. Globaliseringen har givet os internettet, samhandel og frie rejser over grænserne, men den har også ført en ny type gerningsmænd til landet. Gerningsmænd, der ikke er så nemme at opspore som førhen, hvor lokalpolitiet kendte lokalsamfundets ”lus på gangen”. For hvad stiller politiet op, når gerningsmænd kommer hertil fra Sverige, Østeuropa eller sågar Afrika – og med teknologi, udstyr og våben, som politiet knap kan matche?

Som eksempel brugte Isager røveriet mod Dansk Værdihåndtering – og den enorme, næsten to år lange efterforskning, der havde ført hans efterforskere frem til nu 15 dømte gerningsmænd. Og han løftede sløret for nogle af sagens ekstraordinære efterforskningsskridt og bizarre hændelsesforløb:

Det var historier om penge, der var gravet ned i en baghave på Fyn, om en storgangster, der var stukket af til Filippinerne, om gemte biler i en container i Sengeløse, om en gammel alkoholiker, der var blevet tvunget til at lægge hjem til røvernes våben og genstande, om strippere, der havde set røverne svinge tykke seddelbundter rundt i det københavnske natteliv få timer efter røveriet i Brøndby.

Virkeligheden overskygger fantasien

Historien om det store røveri begyndte at rumle. Som journalist ville man, vidste jeg, kunne få meget lettere adgang til dokumenter og ja, røverhistorier fra såvel politi og advokater, nu hvor ingen længere var nervøse for at forstyrre domstolens arbejde. Man ville, nu hvor nyhedens interesse var aftaget, også meget nemmere kunne få adgang til de miljøer, som ligger bag – og for mig som journalist er det der, den virkelige historie ligger: Hos mennesker, der lever så anderledes et liv end de fleste.

I Danmark er medierne ofte dårlige til fortællinger. Nyheder er vi gode til. Afsløringer også. Men de store, afrundede beretninger med plads til nuancerede personbeskrivelser – fortalt, som man ville gøre det i en god roman eller hen over sofabordet til sin bedste ven – dem har dansk journalistik svage traditioner for. I hvert fald uden for TV-stationernes svindende dokumentar-redaktioner. Vi glemmer at følge op, fortælle hele historien, stoppe op og lade sig fascinere og overraske af den fantastiske virkelighed, gå bag om nyhedsoverskrifterne og øjebliksbilledet og i stedet finde årsagssammenhænge, svar og stille spørgsmålet:

Hvad skete der egentlig? Og hvorfor?

I USA er det noget andet. Måske fordi der er indbygget en helt anden storyteller-tradition i den amerikanske kultur – en tradition, som spænder lige fra legender fortalt omkring nybyggernes lejrbål til den magtfulde filmindustri i Hollywood. Derovre har genren ”True Crime” længe ligget højt på bestsellerlisterne, hvor de kan konkurrere med de bedste fiktionskrimier.

Virkelighedens kriminalhistorier er, siger al erfaring – også min egen – fantastisk, næsten klassisk stof for en fortæller. Hvorfor? Der er good guys og bad guys, masser af handling og dramatik, men de rummer ofte også alle de menneskelige følelser, man kan tænke sig – grådighed, jalousi, kærlighed, begær, frygt, hævn. Følelser, vi alle besidder i et vist omfang, men som i den kriminelles verden er sat på spidsen, uden selvbeherskelse.

Ofte skyldes fascinationen det skræmmende faktum, at de kriminelle og deres ofres tilværelse ikke ligger så langt fra et almindeligt liv, som vi tror. Tit er det livets tilfældigheder – et øjebliks kontroltab, en grænseløs opvækst, en uoverkommelig gæld, en brandert eller et sekunds følelsesmæssig desperation – der afgør, at ægtemanden bliver morder, at mors dreng bliver røver, eller at den naive kæreste bliver medskyldig. Nogle, de fleste formentlig, har så stærk en baggrund, selvværd og selvkontrol, at vi kan stå imod fristelser og følelser. Andre har ikke.

LÆS OGSÅ: Når kvinder myrder: Elskerindens hævn

Penge i baghaven

Kunne det have været mig?

Spørgsmålet ligger i baghovedet, da jeg en regnvåd sommerdag står på en togstation i en lille by på Fyn. En rød Lupo med et enormt hundebur presset ind bagi trækker op foran stationen, og føreren – en tynd, blond kvinde på min egen alder og med piercing i næsen – genner mig ind i tørvejr. Der lugter af hund i bilen. Og af den nøddetærte, hun har købt, fordi jeg skal komme på besøg.

Kvinden ved rattet er Dorthe, min nøgle til kredsen af dømte i røverisagen. Hundeelskeren, Apple-fanatikeren og nygifte Dorthe er på fri fod igen efter et års fængsel. En dom, hun har indkasseret, fordi politiet fandt 3,5 millioner kroner fra røveriet gravet ned i hendes baghave, i øvrigt de eneste penge, der nogensinde er blevet fundet. Dorthes ekskæreste, Tayeb, en notorisk kriminel, sidder fængslet for røveriet. Pengene lå begravet under Dorthes terrasse i fire måneder, før politiet bankede på, ledt til hendes fordør af hemmelige telefonaflytninger.

Dorthe er dømt. Det har allerede stået i adskillige artikler som faktum. Men det er ikke det interessante i mine øjne. Jeg kommer for at forsøge at forstå hvorfor. Ikke blåstemple eller forsvare, men forstå. Hvorfor meldte hun aldrig sin ekskæreste til politiet? Hvordan kunne hun tage så store hensyn til en mand, at det kostede hende selv en hård fængselsdom?

Da jeg fire timer senere tager toget hjem, har jeg et bud på et svar. Dorthe har aldrig haft det nemt. Hun er en blød pige med en hård facade – et menneske, som det meste af livet har ledt efter kærlighed, forståelse og tryghed. Det fandt hun i Tayeb. Han var alt det, hun manglede – og han har, siger hun, altid været der for hende. Så hvordan skulle hun kunne svigte ham?

En røver i røret

Hvem er de så, disse mænd, der kom buldrende med en gummiged, 11 brændende skraldebiler og maskingeværer den augustnat i 2008? Hvordan kunne de være så dristige? Eller så dumme? Så næsten romantisk drømmende at tro, at hvis dette ”kuppet over alle kup” lykkedes, ville resten af livet være en leg?

Fra politiet ved jeg, at de dømte gennem hele sagen har vægret sig mod at tale. Forhør efter forhør er de dukket op, har siddet med armene over kors og kun undtagelsesvist forklaret sig. Jeg har næsten opgivet tanken om at høre de dømtes version af sagen, da telefonen ringer en morgen fra et hemmeligt nummer, og en stemme på svensk siger ”Lukas her”.

I røret har jeg en af røveriets hovedpersoner, en berygtet stockholmsk kriminel, som stak af til Asien og først blev udleveret til dansk retsforfølgelse efter ti måneder i et fugtigt og sygdomsplaget filippinsk fængsel.

Nu sidder jeg over for ham og hans meddømte Morten i Vridsløselille. Den kvindelige fængselsbetjent har instrueret mig i, at jeg ”skal trykke på alarmknappen her, hvis der sker noget,”, og jeg har fra politifolkene hørt lange beretninger om, hvad disse mænd foran mig er i stand til. Og dømt for. De er, lægger politiet ikke skjul på, farlige mænd i de forkerte situationer.

Face to face

Jeg ser på mine interviewofre. De sidste i en alenlang række, men måske de vigtigste at tale med, hvis jeg skal sætte krop, skæbne og følelser på min røverifortælling: To voldsomt muskuløse og tatoverede mænd, der har fået henholdsvis ti og otte års fængsel.

Politiets teori er, at de hver især har fået otte millioner kroner ud af kuppet i Brøndby. Morten har en løs fortand og er den bløde af de to. Han savner sin datter på ti år voldsomt og er typen, der fortæller med hele sin to meter lange krop, når han beretter om sin egen anholdelse. Lukas har ”Fuck The Police” tegnet ind i sin venstre biceps og forkortelsen ”ACAB” – All Cops Are Bastards – tatoveret ned ad benet. Hans øjne er intense og lyser vredt, når han taler om retssagen.

Lukas Hasselgren er, siger han selv, ”dybt kriminel”. Et liv, hvor man ”gør hvad, man vil. Man slår på tæven, når man vil. Tager narko, hvis man synes, det er sjovt. Kører hurtigere, end man burde.” Dermed risikerer man at komme i fængsel. Men, siger Lukas Hasselgren og holder to sigende hænder op foran sig som vægtskåle: Fordelene opvejer som regel ulemperne.

Det er ikke noget, han er stolt af. Det er et faktum. Han har været kriminel, siden han var 18 år. Siden har han fået ”vældig, vældig mange voldsdomme”. Men i 2008 havde han en god økonomi, og det med de store røverier var slut.

Lukas og Morten er uskyldigt dømt, siger de. Det er da, Morten hiver sin tand ud og vifter den foran min næse med et:

”Hvis jeg var så fucking rig, så havde jeg nok råd til at få lavet den her,” mens jeg knækker sammen af grin.

Jeg får aldrig så meget som et giftigt blik. Storrøveren blotter sit brede, hullede smil og griner med. Da jeg – og de – har grinet færdig, tager jeg en dyb indånding, samler mod og siger:

”I er dømt ved to domstole. Det er det, jeg ved nu. Men jeg vil gerne høre jeres historie, så start fra begyndelsen.”

De ser på mig. Tænker lidt og nikker samtykkende.

Og hiver mig så med ind i en verden af skydevåben, kokain, æresbegreber, hurtige damer og drømme om pengesummer hinsides enhver fantasi.

LÆS OGSÅ: Patty Hearst: Fra millionærdatter til bankrøver

Gå ikke glip af de seneste artikler! Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev her.