Bath romerske bade
SPONSORERET indhold

"Den yndige by": 7 grunde til at besøge Bath i England

Der findes vidunderlige alternativer til London, hvis du elsker engelsk julestemning og afternoon tea. Det måske bedste af dem alle er byen Bath i det sydvestlige England. Få masser af tips her, så du ikke går glip af noget i den yndige by.

Af: Jesper Møller Foto: Jesper Møller og Visit Bath
19. nov. 2021 | Livsstil | Hendes Verden

1. Fortidens varme kilder

Romerske bade i bath
På kølige dage stiger dampen op fra de varme kilder i det gamle romerske badeanlæg, hvilket giver en magisk stemning, som passer særligt godt til julemåneden.

Hvis du undrer dig over byens navn, er der ikke noget at sige til det – og der findes da også en fornuftig forklaring. Under den centrale del af Bath løber nemlig adskillige varme kilder, der hver dag pumper over en million liter varmt vand op fra undergrunden. Romerne havde en veludviklet badekultur, og da de i sin tid erobrede det nuværende England, benyttede man de varme kilder til at bade i. Herfra stammer navnet Bath, der har hængt ved siden. En pæn del af romernes badeanlæg er bevaret og udgør i dag et interessant museum. Op mod jul, hvor luften bliver koldere, stiger damp fra det lune vand op og lægger sig om museets udendørs bassiner som en ganske særlig atmosfære. De romerske bade er én af de væsentligste årsager til, at Bath figurerer på UNESCO’s liste over klodens mest bevaringsværdige lokaliteter – i øvrigt som den eneste hele by i Storbritannien.

LÆS OGSÅ: Stor guide: Tag på hyggelige julemarkeder i Sverige og Tyskland

2. Kirkens smukke juletræ

Jul i Bath
Baths gigantiske juletræ står foran den imponerende domkirke, som holder julekoncerter og -gudstjenester i december.

Baths vartegn er den gamle domkirke, Bath Abbey, som blev grundlagt allerede i det 7. århundrede og siden er blevet ombygget flere gange, og hvis tårn og spir hæver sig højt mod himlen. Ved juletid står byens største oplyste juletræ foran kirken, og her finder du også mange af julemarkedets boder. Indenfor i den gigantiske kirke kan man fra 20. november til 24. december opleve det spektakulære Museum of the Moon med fokus på månens hemmeligheder, og derudover afholder domkirken flere julekoncerter og julegudstjenester. Kik ind under alle omstændigheder, og nyd den storslåede bygning.

3. Julemarked uden plastik

Jul i Bath
Julemarkedets lokale fødevareproducenter er nøje udvalgt for deres høje kvalitet – her sælges ost fra området.

Baths ubetinget største billetsælger i december er det smukke julemarked, der er kendt langt uden for Englands grænser. Byens centrum omdannes til én stor julezone med utallige træboder, hvor du finder strikvarer, sjaler, sæber, smykker, juledekorationer og kunsthåndværk i alle afskygninger, mens du spadserer rundt i en liflig duft af frisklavet mad. Prøv endelig de engelske juleklassikere mince pie og mulled wine. Det første er en tærte fyldt med æbler, rosiner, svesker, appelsin og krydderier, mens det andet er den engelske udgave af gløgg. Lokale fødevareproducenter falbyder desuden oste, brownies, gin, honning og cider, hovedparten økologisk, og hvis du dertil lægger levende musik, sang, lys og pyntede gader, er julestemningen total. Stadeholderne er nøje udvalgt og udelukkende lokale, så du er herligt befriet fra billige plastik made in China. Der skulle tværtimod være gode chancer for at komme hjem med originale julegaver af en vis kvalitet. OBS! England døjer med efterveerne af Brexit og corona, så i år skrues en anelse ned for blusset – det hele er her, men i mindre målestok, og derfor må småt, men godt være mottoet for dette års julemarked.

4. Den store bolledyst

Jul i Bath
Du kan ikke komme hjem fra Bath uden at have sat tænderne i en luftig Sally Lunn-bolle lavet efter oldgammel opskrift. Men smager den bedre end en Bath Bun? Bedøm selv.

Som gæst i Bath kan det være sjovt at gøre som englænderne: deltage i en bolledyst. Byen er nemlig kendt for sin såkaldte Sally Lunn’s Bun, som stammer fra slutningen af 1600-tallet, hvor den franske flygtning Sally Lunn kom til byen og hurtigt blev berømt for sine velsmagende boller. Bollerne bages fortsat i det hus, hvor Sally Lunn boede – byens ældste bygning. Opskriften er efter sigende den samme som dengang, og bollen beskrives mest nøjagtigt som en briocheagtig krydderbolle. Men Bath er også kendt for en anden bolle, lavet på mælkebaseret gærdej med sukker på toppen, nemlig Bath Bun. Og hvilken er så bedst? Ja, det må du selv teste ved en prøvesmagning af dem begge. Bath Bun kan du blandt andet købe i Bath Bun Tea Shoppe på torvet Abbey Green og i Hands Tearoom på Abbey Street, mens Sally Lunn’s Bun bedst tages med hjem fra Sally Lunn’s House i North Parade Passage. Hvis boller ikke er nok til at stille sulten, rummer Bath et stort udvalg af restauranter med overskuelige priser. Blandt mange gode kan The Circus Restaurant anbefales.

5. Lune bade med udsigt

Jul i Bath
Udsigten er helt i orden, når du efter en god formiddag på juleshopping sænker dig ned i det udendørs bassin på tagterassen af Thermae Bath Spa.

Én ting er at se og læse om, hvad man foretog sig i oldtiden; noget andet er selv at deltage i fornøjelserne, og hos Thermae Bath Spa kan du nyde godt af byens varme kilder. Her er aromabade, dampbade, sauna, isrum, og hvad der ellers hører sig til en moderne spa – men intet slår dog det udendørs bassin på tagterrassen. Når vandet stiger op fra undergrunden, er det 45 grader varmt, men inden det ledes ud i spaens forskellige bassiner, køles det ned til 34 grader. At skvulpe rundt i den temperatur og nyde den formidable udsigt mod domkirkens tårn og den skovklædte bakkekam er pragtfuldt. Efter en lang dag med juleoplevelser er det en lise at sænke sit brugte legeme ned i det lune vand. Denne spa er den eneste i Storbritannien, hvor du kan bade i vand fra underjordiske varme kilder.

LÆS OGSÅ: De hyggeligste julemarkeder i Danmark

6. Snør skøjterne, og spil lysgolf

Jul i Bath
Hos Bath on Ice kan du op mod jul få dig en herlig skøjtetur eller – hvis du er mindre sikker på benene – tage et slag lysgolf.

Hvem husker ikke barndommens december månedere, hvor der faldt tre meter sne, og samtlige søer var frosset til bunds? Nå, måske ikke helt – men skøjteløb er immervæk en adspredelse, mange forbinder med jul og vinter, og har du mod på at bevæge dig ud på isen, er det muligt på skøjtebanen hos Bath on Ice. Ud over at træne og teste din balanceevne på isen kan du prøve glow golf, som er en art mørkelagt minigolfbane, hvor du slår til selvlysende golfbolde.

7. Lysende have ved det amerikanske museum

Jul i Bath
The Enchanted Garden of Light vil i år lyse haven foran det amerikanske museum op på fortryllende vis.

Jul rimer på traditioner, men der skal også være plads til nyt. Dette års store julenyhed i Bath er The Enchanted Garden of Light, som udfolder sig fra 9.-31. december i byens American Museum & Gardens. Det amerikanske museum ligger på en bakketop omgivet af en kuperet have. Gennem haven løber en sti, der efter mørkets frembrud oplyses af alverdens julerelaterede motiver, som flere steder akkompagneres af lyd og musik. Museet har til formål at udbrede kendskabet til amerikansk historie og kultur og er det eneste af sin slags uden for USA. Det fejrer i år sit 60-års-jubilæum, blandt andet med det storstilede lysshow. Kommer du i amerikansk julestemning under rundturen, kan du naturligvis gå om bord i et par oversøiske specialiteter, blandt andre krydrede æbler, gourmethotdogs og ristede kastanjer.

Anbefalet til dig