Birgitte Raaberg måtte opgive at få børn: ”Det ramte lige ned i min store personlige sorg”

"Min mor gik hjemme. Hun var fra landet, vokset frem af den jyske muld. Stærk, kapabel og smuk. Hun kunne bage, sylte og gøre rent, men også sy de mest vidunderlige kjoler og små frakker med silkefor og pelskrave. Jeg følte mig altid helt vidunderligt velklædt. Der var få midler, men tid og nærvær i overflod, så jeg husker mine første år som meget lykkelige og trygge. Også selvom jeg var mørkeræd og måske en lille smule ængstelig for, hvordan verden og livet egentlig hang sammen."

"Hvis Gud så alt, så han så også mig pille næse? Min far sagde, at Gud var uden dom. Han troede på reinkarnation og var et søgende og åbent menneske. I virkeligheden skulle han have været kunster, men dengang blev man det, der lå lige for, og som gav brød på bordet. Jeg tror på, at man bliver født ind i sine forældres længsel. Jeg har i hvert fald altid mærket hans længsel efter kunsten stærkt i mig."

"Efterhånden blev vi en søskendeflok på fire. Fast sammentømret, indtil min fars bror døde pludseligt og uventet, og han fik en form for sammenbrud af sorg og chok. Min søster og jeg kom på svagbørnskoloni. Et rædselsfuldt sted. Der var kæft, trit og retning og peddigrørs-flet i lange baner. De kaldte os ikke ved navn, men ved nummer. Min søster var nummer 68 og jeg nummer 69. Eller også var det omvendt."

10-20 år (1964-1973): Børnekoloni og Beatles

"Jeg landede først rigtigt i mig selv igen, noget tid efter vi var kommet hjem, og jeg fik sundet mig og lagt børnekolonien bag mig. Og så begyndte verden for alvor at åbne sig. Jeg lyttede til Radio Luxemburg i timevis. Joan Baez, Bob Dylan og Beatles, selvfølgelig! She loves you, yeah, yeah, yeah! Fra en lille skrattende radio og senere fra en grammofonspiller, som jeg købte for egne konfirmationspenge."

"Selvom jeg kom lidt for sent til hippietiden, sprang jeg fuldstændig ombord i projektet. Jeg troede på peace, love and understanding med et helt og fuldt hjerte. Det gør jeg stadig. Jeg begyndte først sent på gymnasiet. Med en stærk højre hjernehalvdel skulle jeg kæmpe for overhovedet at blive erklæret egnet. Tysk og matematik gav aldrig mening for mig, min dør til livet har altid været gennem kunsten. Jeg sang og spillede skuespil. Og selvom jeg var sindssygt genert, da jeg var 16-17 år, forstod jeg, at jeg var god til det."

20-30 år (1974-1983): Stor lykke, stor sorg

"Jeg kom ikke ind på skuespillerskolen i første hug, men blev ringet op og opfordret til at søge ind igen. Og så lykkedes det. Jeg kom ind i Aarhus. Og det var fantastisk. Det er en skole, men også et levende og fungerende teater, så man lærer alle aspekter af teatret af kende. Jeg var også meget optaget af at studere mennesket i den virkelige verden. Så jeg kastede mig ud i alle mulige job. Var servitrice, gik med post og lærte børn at svømme."

"Jeg fik arbejde på Aarhus Teater og et engagement på Betty Nansen i København, straks efter jeg var færdiguddannet. Jeg måtte flyve frem og tilbage dagligt for at nå det hele og blev undervejs opdaget af Erik Balling, der sagde, at jeg havde filmudstråling og ville have mig med i en film. Et par år senere begyndte vi at indspille Midt om natten. Og selvom jeg ikke anede, hvilken rolle Susan Himmelblå ville komme til at spille for mig – og for resten af Danmark – anede jeg nok konturerne af noget stort med Kim Larsen og Erik Clausen på rollelisten."

"Man kan sige, at jeg fik succes, nærmest inden min karriere var begyndt. Det føltes overvældende, men også fantastisk. Og så – midt i al lykken og travlheden – døde min far. Mens alt samlede sig professionelt, gik alt i opløsning privat. Som det jo gør, når man mister en, man elsker. Og jeg forstod, at man må lære at være i sorgen og glæden på én gang. Eller i hvert fald skiftevis. Og at man er nødt til at favne begge følelser."

30-40 år (1984-1993): Hele Danmarks Susan Himmelblå

"Midt om natten kom bragende i 1984 og blev en fuldstændig vild succes. Det var komplet sindssygt. Den var alle vegne. Og det var vi også. I bladene, i aviserne og i tv-studierne. Det var som om, ingen kunne få nok af den film og af de karakterer, den introducerede os for. Og vi, der spillede med, blev de karakterer. Jeg blev Susan Himmelblå. I alle andres bevidsthed end min egen. Det var heldigt, at hun var så elskelig og sympatisk en karakter, for det må have været langt være at blive landskendt som en psykopat!"

"Men det var ikke kun nemt at blive hele Danmarks Susan. Det var svært pludseligt at være allemandseje og typecastet som en bestemt type menneske. Jeg tyede til den spiritualitet, som jeg fik i fødselsgave af min far, og som også hjalp mig gennem studiet, da det var mest hektisk. Jeg mediterede og tog på retreat. Men jeg lænede mig også op ad de gener, min mor har givet mig. Hun er 91 år i dag og har altid været mega stærk og sej og haft begge ben plantet solidt på jorden. Hun har glade og duelige celler i kroppen. Og det er hendes styrke, som har givet mig den modstandskraft, den her branche også kræver."

"I årene efter Midt om natten blev jeg tilbudt alt muligt hele tiden. Tv. Film. Teater. Jeg sagde nogle gange ja til alt for meget. Det har været svært for mig at sige nej. Men noget af det vigtigste, jeg har lært, er at sige netop det."

40-50 år (1994-2003): Bristede børnedrømme og nye begyndelser

"40’erne kastede mig ud i en eksistentiel alderskrise. Krisen handlede selvfølgelig om det at blive ældre, men for mig handlede den især om, at jeg ikke kunne lykkes med at blive mor. Jeg havde været i alle mulige former for behandling sammen med min daværende mand. Mine ellers stærke og glade celler var blevet nedbrudt af års hormonbehandlinger og ægopsætninger, og jeg var undervejs blevet i tvivl om, hvem jeg var."

"For hvem er man, når man ikke kan det mest basale, en kvinde skal kunne – give liv? Det var en ekstremt hård tid. Men også den mest lærerige i mit liv. I 40’erne opdagede jeg den indianske livsfilosofi Earth Wisdom, der lærte mig, at alt repræsenterer en mulighed for at vokse – også de svære ting i livet – og gav mig et anker til mine vinger. Det, jeg havde søgt rent spirituelt, fandt jeg i den indianske filosofi, og det groundede mig og gav mig fokus. Jeg blev skilt og lærte at favne, at jeg ikke skulle have børn. Og så lærte jeg at sige nej til ting, jeg ikke ville, og ja til det, jeg mærkede, føltes rigtigt."

"Da jeg i rollen som lægen Judith i Lars Von Triers store tv-gyser Riget fødte en enorm og bizart udseende baby i skikkelse af den tysktalende Udo Kier, fik jeg mit andet store folkelige gennembrud. Denne gang var det i en helt anden rolle end den søde, men også lidt endimensionelle Susan Himmelblå. Og det var en befrielse. Selvom det er noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort som skuespiller. Fordi det var så vanvittige scener, og fordi det jo ramte lige ned i min egen store personlige sorg, så var det også med til at starte et nyt kapitel. I det hele taget var der mange nye begyndelser i slutningen af det årti. Og netop som det var ved at rinde ud, mødte jeg en næsten 20 år yngre mand, som min hjerne sagde, at jeg helt sikkert ikke skulle have. Men som mit hjerte og min krop krævede, at jeg fik."

50-60 år (2004-2013): Gift to gange – med den eneste ene

"Jeg forelskede mig hovedkulds i Troels (Frydensberg, red). Det føltes som at komme hjem. Ikke kun fordi, vi bare passede virkelig godt sammen, men også fordi han havde lyst til at tage med på den åndelige rejse, jeg havde startet. Vi giftede os første gang efter indianske forskrifter. Ved piben, der forener det feminine og det maskuline og værdsætter begge dele lige højt."

"Og to år senere på småborgerlig vis på rådhuset for at sikre hinanden da vi købte hus. Vi har købt hus i et gammelt kunstnerkvarter i Hjortekær, hvor de fleste huse på vejen har indbygget atelier og vilde skulpturer i haven. Og jeg elsker det. Jeg fik for alvor gang i mit maleri i den periode. Lærte at turde lade det grimme og kaotiske blive til på lærredet, så kunsten kan komme til at ville noget og ikke bare være pæn. Jeg fik faktisk ret meget succes efter min første fernisering og blev bedt om at lave flere og udstille mere."

"Men jeg sagde nej. Det var aldrig sket et årti tidligere, dengang jeg sagde ja til alt. Men jeg har lært at beskytte mit kreative rum, og maleriet skal ikke føles som et arbejde for mig. Det skal ikke forstyrres af pligt og deadlines, men kun være lystfyldt."

60- (2014-): En rejse tilbage og et soundtrack fra ungdommen

"De seneste mange år er jeg blevet mere selektiv med mit kunstneriske arbejde. Ikke kun maleriet også skuespillet. Jeg siger kun ja til roller, jeg har rigtig lyst til og kan se en mening med. I stedet  bruger jeg det meste af min arbejdstid på min kommunikations- og selvudviklingsvirksomhed. Jeg elsker at se andre mennesker vokse. De bliver så smukke. Lige for øjnene af en."

"I 2017 opfordrede en redaktør på Gyldendal mig til at skrive en bog om mit liv. Om skuespillet og kunsten men også om mine opdagelser og erfaringer med spiritualitet og indiansk filosofi. Det virkede oplagt at tage på en vision quest – en form for indiansk indre rejse ude i naturen – og lade den danne ramme om historien. Jeg boede i en canyon i den mexicanske højørken i seks døgn. Stod op og gik i seng med solen og lod begivenhederne og menneskene i mit liv træde tydeligt frem for mig."

"Og jeg så alle gaverne, kraftfuldheden og kærligheden. Jeg er meget taknemmelig for mit liv og fuldt bevidst om, at det er i fortsat bevægelse. Samtidig er der noget smukt i at rejse tilbage i livet. Musicalen She Loves You, som jeg står midt i lige nu, føles meningsfuld og livsbekræftende. Det er musik fra min egen ungdom, og jeg kan stadig stå fuldt inde for dens budskaber. Om kærlighed og håb. Præcis som jeg kunne dengang."