Festivalstemning

Boganmelderen anbefaler: Læs dig i festivalstemning

Øl, mennesker og musik under åben himmel. Festivalsæsonen står for døren, og ALT for damernes boganmelder, Katrine Nadia Jørgensen, viser vej til den rette stemning.

ROCKIKON TALER UD

Neil Young har sat sit tydelige aftryk på rockhistoriens stjernehimmel. Selvom ikonet nærmer sig pensionsalderen, er han aktuel med en selvbiografi, der på ungdommelig vis leger sig gennem et langt liv med LSD, hippiedrømme og hawaiialderdom. Bogen er skrevet i en periode, hvor sangskriveren har lagt sprut og stoffer på hylden, og der deles gavmildt ud af både stort og småt: To sønner med spastisk lammelse, passionen for modeljernbaner og selvfølgelig livet som rockikon.

Boganmelderen anbefaler: Læs dig i festivalstemning

Neil Young – Selvbiografi", Politikens Forlag, 560 sider, 300 kr.

PASSIONERETPOPKONGEBIOGRAFI

Alle tiders popkonge er brudt igennem lydmuren efter ti års tavshed. David Bowie er aktuel med albummet "The Next Day", mens journalist Jan Poulsen har finpudset og ajourført sin solide biografi om det musikalske forbillede. Bogen er skrevet med stor passion, indsigt og indlevelse. Den beskriver hele rejsen fra opvæksten i en arbejderfamilie i efterkrigsårenes England hen over problemerne med damer, stoffer og seksualitet for til slut at ende i vor tid. Jeg bliver overbevist om, at Bowies evige eksperimenter med roller, identiteter og fremmedgørelse er mere aktuel end nogensinde før.

Boganmelderen anbefaler: Læs dig i festivalstemning

"David Bowie. Station til station – mod den næste dag" af Jan Poulsen, Gyldendal, 406 sider, 350 kr.

SOUNDTRACK TIL STORBYEN

Den danske digter Søren Ulrik Thomsen er indbegrebet af den susende storbystemning, der breder sig over København om sommeren. Derfor blev jeg mildest talt begejstret, da jeg hørte, at han sammen med musikerne i "Det Glemte Kvarter" var gået i gang med at indspille tekstsamlingen "Rystet spejl". Samarbejdet er blevet til en både poetisk, jazzet og original kombination af lyd, musik og oplæsning. Måske kan du fornemme inspirationen fra Bowie, når du lytter dig igennem de knivskarpe erindringer om døden, storbyen og ikke mindst mælkebøtterne?

Boganmelderen anbefaler: Læs dig i festivalstemning

"Rystet Spejl", Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter, Gyldendal Lyd (lydbog), 98 kr.

LÆS OGSÅ: Ugens bøger: "Er det spændende, fængende, nyt? Nej."