Kære ensomme unge: Hvis I gør denne ene ting, er der håb forude

Frikvartererne var de værste.

Mens de andre snakkede og hyggede sig, brugte jeg pauserne på at lave lektier.

Når der skulle laves gruppearbejde, var jeg den, der blev placeret i grupperne. Der var ikke nogen, der ville have mig. Pigerne snakkede løs med hinanden, men ikke til mig, og dér kunne jeg mærke den.

Ensomheden, for første gang. Jeg var 13-14 år gammel.

Det er svært at beskrive, hvordan det føles. Men det er som at stå i et hjørne og se på de andre, der står ovre i det andet hjørne og morer sig.

Jeg husker, at jeg bare gerne ville hjem. Grave mig ned. Jeg kunne ikke snakke med lærerne om det, så jeg holdt mig for mig selv og brugte tiden derhjemme på at læse bøger, spille computer og snakke med min mor.

Der var godt nok en lærer, der arrangerede nogle pigemøder i klassen, men de var helt forfærdelige. Her var det som om, at det var mig, der var problemet. At det var mig, der var noget galt med. Det handlede ikke om, hvad vi som klasse kunne gøre bedre, eller hvordan vi kunne få et bedre sammenhold, hvor alle var inkluderede. Det var mig, problemet, der skulle ”løses”.

Op- og nedture

Siden dengang har jeg været vidt omkring, og det er gået op og ned. Jeg har taget grundforløbet på HG, gået på produktionsskole og taget 9. og 10. klasse forfra.

Ensomheden har fulgt mig i flere år, men jeg har efterhånden lært at håndtere den.

Da jeg var 16 år gammel, hjalp min mor mig i kontakt med Ventilen, en frivillig organisation for ensomme unge. Hun kunne godt se på mig, at jeg ikke rigtig havde nogen at snakke med, så det var et kærligt puf fra hendes side.

I Ventilen lærte jeg at smalltalke med andre. Vi lavede mad sammen, spillede spil sammen og gik ture sammen, og det har givet mig nogle redskaber til at klare hverdagen og tro på mig selv. Tro på, at der er nogen, der gerne vil mig. At jeg godt kan. At jeg ikke fejler noget. At der ikke er noget i vejen med mig.

Det er så vigtigt, at man har andre end sine forældre at betro sig til, og at man kan gå ud og lave alt det, som andre unge gør.

Men ensomheden er svær at snakke om, og jeg tror, at det kan være hårdt for mange at erkende, at de er ensomme. Måske ved de ikke rigtig, hvor de skal gå hen. Måske ved de ikke, at der er nogen, der kan hjælpe.

En ny start

I dag fylder ensomheden ikke længere så meget i mit liv. Den kan dukke op engang imellem, men det tror jeg, den kan hos de fleste. Og nu er jeg ikke længere bange, når jeg skal starte et nyt sted og møde nye mennesker.

For nogle uger siden begyndte jeg på HF-uddannelsen, og der tænkte jeg: Nu er det altså nu. Det er to år, jeg skal gå her, og det bliver nogle hårde år, hvis ikke der er nogen, man kan snakke med.

Det er gået fint indtil videre, for jeg har fået mere mod på det sociale. Jeg kan stort set smalltalke med de fleste i klassen og har fundet et par stykker, jeg kommer godt ud af det med.

Det er virkelig rart at være nået til det punkt.

Så kære dig, der er ung og ensom: Hvis du har mod på at gøre noget aktivt ved det, er der håb forude. Opsøg de tilbud, der findes derude, så du kan få noget hjælp.

Det kan være svært, det ved jeg, men gør det alligevel. For der var ikke noget galt med mig, og der er ikke noget galt med dig. Det skal du vide.

Og til alle jer, der aldrig har været ensomme: Vær nu søde at inkludere alle. Snak med dem, der sidder i hjørnet. Få alle med, så der ikke er nogen, der sidder alene tilbage. Det vil betyde mere for dem, for os, end I aner.

LÆS OGSÅ: 11 ting, du skal vide, hvis du er ensom

LÆS OGSÅ: "De andre havde venner, men jeg havde bare mig selv. Sådan føltes det i hvert fald"

LÆS OGSÅ: Signe brød tabuet om ensomhed