Andelsforeningen straffer mig, fordi jeg er for gammel
Jeg meldte afbud til fællesoprydning i gården, da jeg lider af svær gigt samt skader i ryggen. Nu har jeg modtaget en bøde for manglende deltagelse, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
For fire år siden købte jeg en andelsbolig. I alle årene har jeg hjulpet med at holde gården samt hjulpet til med at ordne diverse andre ting, der er at se til i sådan en ejendom. F.eks. da vi skulle have altaner, hvor jeg også hjalp til med at rydde gården, også selvom jeg ikke selv skulle have altan, fordi jeg bor i stuen. Arbejdet var hårdt og voldsomt støjende og beskidt. To dage efter arbejdets ophør blev vi af andelsforeningens formand, en ganske ung mand, beordret ud til lørdags oprydning i gården klokken ti. Jeg magtede det ikke, fordi jeg havde voldsomme smerter. Jeg er 80 år gammel og invalidepensionist. Jeg har fibromyalgi, svær gigt med deforme hænder samt skader i ryggen. Jeg gav derfor besked til formanden om, at jeg ikke kunne deltage den pågældende dag.
Nu har jeg så modtaget en bøde på 750 kroner for manglende deltagelse. Jeg har skrevet til formanden, men ikke modtaget noget svar. Jeg har også talt med mine venner om det. De mener, at jeg er blevet behandlet sjofelt og uretfærdigt. Det hjælper mig jo ikke. Så hvad mener du jeg kan/skal gøre?
Vibeke Dorph om at lægge vreden fra sig
Hvor blev jeg harm, da jeg læste din mail. For selvfølgeligt er det fuldstændig i orden, at du grundet din alder og dine alvorlige lidelser melder afbud til fællesoprydning i jeres gård. Især taget i betragtning, at du så mange gange tidligere har stillet op og hjulpet til – også da det handlede om nogle altaner, som du ikke selv får gavn af. Nu ved jeg af erfaring, at konflikter ikke løses ved, at man puster til ilden, som jeg gør det her, så lad os starte med at lægge vores vrede langt væk og i stedet gå ud fra, at der er tale om en stor misforståelse.
Jeg har selv boet i en andelsboligforening, jeg kender godt til irritationen over, at ellers raske og rørlige beboere ikke gider give en hånd med de fælles arbejdsopgaver, der løbende er i sådan en ejendom. Det er sikkert også grunden til, at din og mange andre andelsboligforeninger har indført den slags sanktioner for manglende deltagelse. Men jeg kan kun forestille mig, at der er tale om en fejl, når de sender en sådan bøde til en 80-årig kvinde, der har meldt afbud i forvejen og tilmed altid har været villig til at give en hånd med.
Af den grund synes jeg, at du skal skynde dig at rette personlig henvendelse til formanden og forklare ham det, du skriver til mig her. Skulle han mod forventning ikke vise sig lydhør så skriv til hele bestyrelsen og gør dem situationen klar. Er de bare nogenlunde anstændige mennesker, så vil de selvfølgeligt glemme alt om den bøde og stikke dig en velfortjent undskyldning.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.