Hvorfor har han forladt mig Vibeke Dorphs Brevkasse
SPONSORERET indhold

Hvorfor har han forladt mig?

Jeg forelskede mig i forsommeren med en dejlig mand, som desværre begyndte at få stress kort tid efter. Han aflyste vores aftaler og en dag "gik han i baglås", mens vi var sammen. Efter kun fire måneder brød han vores relation, og det har gjort mig dybt ulykkelig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
08. jan. 2022 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om ulykkelig kærlighed

Jeg er en kvinde sidst i 40’erne, der for fem år siden blev skilt fra min mand, fordi han talrige gange havde været mig utro. Jeg er kommet mig over hans svigt, men såret sidder stadigvæk dybt i mig. Jeg havde derfor i flere år efter skilsmissen slet ikke overskud til et nyt forhold, men her i forsommeren slog lynet ned. Jeg forelskede mig i en jævnaldrende kollega, og det var gensidigt. Han var fantastisk; initiativtagende, nærværende, seriøs og viste mig på alle måder, at han ville mig. Desværre fik hans datter en psykisk diagnose. Det har gået ham meget på, samtidig med han fik stress grundet arbejde. Han er en mand, der i det hele taget er meget perfektionistisk med alt.

Det gjaldt i den grad også vores forhold, som han var meget ambitiøs med, men efter fire måneder begyndte han at virke presset. Han flygtede ind i arbejde, var stresset og aflyste vores aftaler. Han kom hjem til mig en aften, efter at vi ikke havde set hinanden i 14 dage, og her fik han det meget dårligt.

LÆS OGSÅ: Min søster bliver udnyttet af sin kæreste

Han gik i "baglås" og kunne ikke overskue at være intime. Han virkede helt fra den, og det endte med, at han tog hjem til sig selv, fordi han havde brug for at være alene. Da vi senere talte sammen, sagde han, at han ikke var i stand til at give mig det, jeg havde behov for, og at han havde troet, at vi bare kunne "ses, når vi havde lyst”. Han sagde også, at jeg var blevet en del af den stress, han følte omkring sin datter og sit arbejde, og at han nu ville tale med en psykolog for at få mere fred. Han endte med at slutte vores forhold.

Jeg er nu dybt ulykkelig. Det er så ulideligt at være 49 år gammel og føle, at jeg endelig havde fundet manden for så at miste ham. Jeg kan faktisk slet ikke overskue tanken om at blive ensom og gammel alene. Hvordan skal jeg komme videre? Tror du mon, at han kommer tilbage, hvis og når han får mere ro?

Vibeke Dorph råder til at lede videre

Det virker til, at din kæreste slet ikke har været lige så klar til at indgå i et seriøst forhold, som du har været . Om det ”kun” skyldes de ydre omstændigheder, kan jeg faktisk godt tvivle på, for ud fra din beskrivelse af ham i din her forkortede mail, tror jeg, at du rammer skiven rent, når du beskriver ham som perfektionist. Den type mennesker er, som du selv oplevede det i starten af jeres forhold, umiddelbart dragende og fascinerende, netop fordi kun det bedste er godt nok for dem.

Den standard kan ingen dog holde på den lange bane, fordi virkeligheden jo heldigvis ikke er så klaustrofobisk perfekt, og derfor knækker de ofte nakken og ender som her med at trække sig. Nu skriver du så også, at I har kendt hinanden i fire måneder, og det rimer jo også ganske godt på, at I var på vej fra den nyforelskede fase ind i den lidt mere fladtrådte hverdag. Det er så den hverdag, din kæreste åbenlyst har det svært med, og mon ikke det er et mønster hos ham, der ikke er nyt?

LÆS OGSÅ: Hvorfor vil min kæreste ikke have sex med mig?

I stedet for at bruge for lang tid på at ærgre dig, så håber jeg derfor for dig, at du på et tidspunkt i stedet vil begynde at glæde dig over, at du efter din eksmands svigt nu tydeligvis er klar til kærligheden igen. For det er jo det, hele denne her historie i dybest set fortæller, at du er.

At møde den rigtige er bare ikke så let, det gælder, om man er 20 år gammel eller nærmer sig de 50. For der skal kysses en hel del frøer undervejs, der ikke automatisk forvandler sig til prinser. Det er måske sådan en frø, du er rendt ind i her, men lad ikke det slå dig ud. Kys endelig videre, indtil du møder en mand, der ikke er så bange for at dele sit uperfekte perfekte liv sammen dig.

Anbefalet til dig