Mine veninder driller mig konstant med min fortid, og jeg bliver ked af det hver gang
Jeg synes selv, jeg er vokset ud af rollen som venindegruppens klovn. Alligevel ender det stadig med, at de andre sidder og griner ad gamle historier om mig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Jeg er en kvinde i begyndelsen af 50’erne, der lever lykkeligt med min kæreste. Vi har begge været gift før og har voksne børn fra tidligere forhold.
Jeg selv har to ret turbulente ægteskaber bag mig, begge gange med mænd, der hverken kunne finde ud af at tjene penge eller behandle mig ordentligt. Sådan er det ikke med min kæreste, og de seneste år har været de bedste i mit liv.
Jeg har beholdt kontakten med tre veninder fra ungdommen. Vi ses tre-fire gange om året og taler ellers sammen på kryds og tværs. Mit problem er, at jeg tit, når vi er sammen, ender med at være utroligt ked af det.
Sagen er nemlig, at jeg både som ung og nok også i en stor del af mit voksne liv, altid var hende den klodsede, der kom lidt galt af sted. Kort sagt venindegruppens klovn. Den rolle synes jeg jo selv, at jeg er vokset ud af, men alligevel ender det stadig med, at de andre sidder og griner ad gamle historier med mig i hovedrollen som Klods Hans.
Sidste gang, vi var sammen, prøvede jeg at tale om, hvor godt jeg faktisk har det i mit liv nu. Alligevel skulle vi igen igennem de samme, „sjove“ historier om mine umulige og kaotiske fortid. Jeg var virkelig barnagtigt ked af det, da jeg gik derfra. Jeg holder jo meget af dem – hver for sig – men når vi er samlet, går det galt. Hvorfor? Og hvad gør jeg ved det?
I gamle venskabsgrupper som din, hvor man ikke ses så tit, har man det ofte med at hænge og holde hinanden fast i gamle roller og mønstre. Sikkert på grund af usikkerhed, men måske også, fordi det bare er det letteste, når nu man ikke ses så tit.
Det kan være fint, hvis man vel at mærke har været vant til rollen som hende den kloge eller hende, der altid har været rigtig god til det meste. Men hvis man som du har haft rollen som selskabets klovn, kan det være både sårende og trættende at skulle tvinges ind i en rolle, man selv synes, man for længst er vokset fra.
Nu kan man ikke tvinge andre mennesker til at opfatte en på en anden måde, end de gør, men man kan stædigt insistere på at være den, man nu engang er.
Du synes ikke, det er sjovt, når de disker op med gamle historier, hvor du har hovedrollen som klovn. Fint, så lad være med at le med, næste gang de disker op med sjove historier om dig.
Skift i stedet emne og snup dagsordenen ved at tale om noget, der vitterligt er mere interessant og aktuelt end pubertære historier fra gamle dage. Vær lidt stolt og træk dig gerne mentalt, hvis de fortsætter, for de skal nok holde op, når de opdager, at du sidder og gaber.
Se sådan på det, at mens du udmærket ved, at du er vokset og er modnet som menneske, så skal dine gamle veninder bruge lidt længere tid på at erfare, at det ikke er en klovn, men en klog og moden kvinde, de er så heldige at være i selskab med.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.