Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Britt Bendixen
Foto: Jes Larsen, Claus Poulsen, Lars E. Andreasen og private Britt Bendixen om de vigtigste kvinder i sit liv

Britt Bendixen om sin kæreste

Britt Bendixen: "Jeg foretrækker så afgjort at leve sammen med en kvinde"

Mormoren lærte Britt Bendixen at være et ordentligt menneske. Moren gav hende eventyrlyst og troen på at kunne. Kæresten synes, Britt er skøn. Svigerdatteren fås ikke bedre. Og veninderne er uundværlige og fungerer som udvidet familie. Mød kvinderne i ”Vild med dans”-dommerens liv.

Mormor: Edla Ekstrand, 1881-1965, hjemmegående, senere selvstændig

– Noget af det første, jeg husker om min mormor, er mine somre i Sverige sammen med hende. Hun var svensk og kom fra en gård i Urshult. Det var en gammel trelænget, rød og typisk svensk gård midt ude i skoven, hvor tante Anna, onkel Ernst og onkel Leander boede. De var lidt eneboeragtige, og deres køer gik frit i skovene med klokker om halsen. Jeg havde en enkelt kammerat deroppe, en lille pige, der boede på en gård ikke så langt derfra, og vi legede og gik lange ture i skoven. Jeg husker mine somre i Sverige som pragtfulde, og jeg talte perfekt svensk dengang.

Min elskede mormor, Edla, og min morfar, Heinrich.

– Min mormor var rejst til Danmark som 17-årig, hun ville ud og se verden, og hun flyttede ind hos sin bror, som boede i København. Her mødte hun en østrigsk mand, Heinrich, som var skrædder og rejste rundt som naver. Han flyttede ind hos min mormors bror, der også var skrædder, og Heinrich og min mormor blev forelskede, og i 1905 blev de gift.

– Min mormor er nok den, jeg kender, der har efterlevet de ti bud mest. Hun var meget, meget ren i tanke og sind. Man skulle tale sandt. Hun sagde altid til mig: "Britt, hvis du altid fortæller sandheden, kan du altid huske, hvad du har sagt." Og det er jo rigtig nok. Hun var utrolig flittig og meget kærlig over for mig. Hun elskede mig simpelthen, passede på mig, og lærte mig mange ting. Hun var også meget sparsommelig. Da jeg var tre-fire år, kom jeg til at vælte og smadre en mælkeflaske, så al mælken løb ud. Jeg fik ryddet det hele op, fik raslet penge ud af min storebrors sparebøsse og gik over og købte en ny flaske mælk, som jeg stillede på plads. Jeg tænkte, at den hellige grav var velforvaret – det var den fuldendte forbrydelse – men da min mormor kom og så mælkeflasken, spurgte hun: "Hvor kommer den mælk fra?" Hun kunne ikke forstå, at flasken var helt fuld, for den, jeg havde smadret, havde der været taget noget af. Så måtte jeg gå til bekendelse, og selvom min mormor bestemt ikke brød sig om spild, kunne hun ikke lade være med at grine, så jeg slap for skældud.

– Da min mormor voksede op i Sverige, var hendes eneste læsebog Biblen, og selvom hun senere blev ateist, gik hun til mange foredrag og møder i Den Svenske Kirke. Som voksen nød hun at gå til undervisning på Folkeuniversitetet, og hun var også meget på barrikaderne i kampen for kvindernes stemmeret. Jeg var meget sammen med min mormor, fordi min mor havde travlt med sin danseskole. Mormor og jeg cyklede lange, lange ture fra Brønshøj helt til Nordsjælland for at besøge hendes veninder. Jeg sad i hendes cykelkurv, der havde huller, som min ben kunne stikke ud af, og hun trampede af sted.

– Min mormor døde, da jeg var 23 år. Hun var frisk lige til det sidste og var på bustur til Sverige med Den Svenske Kirke, da hun undervejs fik et hjertetilfælde og døde i sit hjemland. Det var forfærdeligt at miste hende, for hun havde altid været der for mig. Hun var en sjælden dame, som betød rigtig meget for mig, og jeg vil vove at påstå, at hun har en stor del af æren for, at jeg er blevet et ordentligt menneske, der hverken lyver eller stjæler.

Mor: Mitzi Naemi Bendixen, 1907-1991, danselærer og danseskoleejer

– Mine forældre blev skilt, da jeg var seks år. Min far havde en elskerinde, og det ville min mor ikke finde sig i. Min far ville drive danseskolen videre med Frøken Kristensen, som elskerinden hed, men det var ikke rimeligt, mente min mor, så efter meget besvær og flere advokater fik hun købt min far ud og drev derefter danseskolen alene. Det var usædvanligt dengang, at folk blev skilt, og det var også usædvanligt, at en kvinde drev selvstændig virksomhed. Men for mig var det jo bare sådan, det var, så jeg tænkte aldrig over det som barn.

Mine forældre, Mitzi og Frode Bendixen, åbnede i 1942 Bendixens Danseinstitut, som senere blev til Pejsegaarden.

Billede fra 1945, hvor mine forældre stadig var lykkeligt gift. Min far tog billedet af min mor, Bo og mig på vej hjem fra Husum station.

LÆS OGSÅ: "Man skal stå ved sin alder uden at stå af"

– Min mor arbejdede fra morgen til midnat for at få tingene til at løbe rundt, men jeg føler ikke, jeg er blevet snydt for noget. Min bror Bo og jeg var meget med på danseskolen, som vi boede ovenpå, og jeg elskede livet der. Min mor lærte mig meget om det at drive forretning. Hun sagde: "Britt, husk, at en forretning er god, når blot den tjener begge parter til fordel. Du må aldrig snyde nogen. Al forretning smuldrer, hvis du snyder nogen." Det har jeg altid efterlevet. Min mor var også stor modstander af sladder. "I vores familie har vi alt for travlt til at sladre om andre", sagde hun. Og så havde hun, som min mormor, stor økonomisk bevidsthed. Da jeg som stor pige skulle på en feriekoloni, havde hun lavet små kuverter med lommepenge til hver dag. Lige mange penge i hver kuvert. Jeg fik kuverterne med beskeden: "Den kloge person sørger for, at der er lidt tilbage i kuverten hver dag, så der er lidt ekstra tilbage til den sidste dag. Det er bedre end det modsatte, hvor du låner af kuverterne for de kommende dage." Jeg gjorde, hvad hun sagde, og har altid sørget for at have en reservekapital.

Fra jeg var ganske lille, var jeg elev på mine forældres danseskole. Her poserer jeg for fotografen som 4-årig.

 

– Min mor var en eventyrlysten kvinde med mod på livet. Hun gjorde bare de ting, der faldt hende ind. Jeg kan huske engang, vi var på en tur rundt i Danmark. Min bror var 13, og jeg var knap 7. Vi kom til Rebild Bakker, hvor man jo fejrer den amerikanske nationaldag den 4. juli, og det må have været lige omkring det tidspunkt, for i hvert fald stod der en talerstol midt i det hele. Min bror og jeg talte konstant i munden på hinanden, og min mor sagde: "Når I nu snakker så meget, skal vi så ikke sige, at vi alle tre på skift skal gå op på den talerstol og holde en lille tale for hinanden?" Det gjorde vi så, og sådan var det altid med min mor. Hun greb enhver situation og lavede den om til en leg eller en oplevelse.

Min mor, Mitzi Naemi Bendixen, som 18-årig.

– "Et lyst sind er lige så ofte en viljessag, som det er en arvet gave!" Sådan skrev min mor på et tidspunkt i Pejsegaardens gæstebog. Det var noget, hun mente og efterlevede. Og som jeg også altid har efterlevet uden egentlig at være bevidst om det. Jeg har et lyst sind af natur, men jeg har også altid valgt den lyse indgang til tingene. Som min mor har jeg også altid elsket at bryde normerne en lille smule. Mit parkeringsmønster er et godt eksempel. Når jeg parkerer, tænker jeg altid: "Generer jeg nogen ved at holde her, nej, det gør jeg egentlig ikke", og så holder jeg sådan set på den plads. Jeg har en lykkestjerne, der hjælper mig i alle henseender, så det er meget sjældent, jeg får bøder. Som sagt sørger jeg altid for, at jeg ikke generer nogen, og så vidt muligt holder jeg lovligt, men jeg holder lige så ofte ulovligt, kan jeg godt sige. Det glæder mig lidt, når det så lykkes, så har jeg været rigtig uartig.

Et af de sidste billeder af min mor og mig, 1990.

LÆS OGSÅ: Anne Fabricius-Bjerre blev skilt efter 30 år: "Det nyttede ikke at blive uvenner, for vi har mange fælles venner"

Kæresten: Marianne Nybo, 57 år, IT-projektleder i PFA

– Forelskelse er noget besynderligt noget. Jeg kan ikke rigtig sætte ord på, hvorfor jeg igennem mit liv har været forelsket i både mænd og kvinder. Man kan sikkert læse om det i store bøger, men for mig er det bare sådan, det har været. Jeg var stormende forelsket i min mand, Gene, vi var sammen i 17 år og fik vores dejlige søn, Niclas. Da jeg var 39, skiltes vores veje, for Gene var begyndt at drikke, og vi var vokset fra hinanden. Det var hårdt at blive skilt, det tærede på min selvtillid i en periode, og det var svært pludselig at stå med ansvaret for Niclas alene. Jeg arbejdede meget, både på danseskolen og som koreograf på forskellige revyer, og Niclas var – som jeg selv havde været – med i det meste, der foregik på danseskolen. Efterhånden fandt vi en ny hverdag.

Familiedynastiet Bendixen i 1972. Fra venstre Bo, Emil, Britta, mor, mig, Niclas og Gene.

Med etårige Niclas i 1973.

– I en længere årrække levede jeg alene, men havde blandt andet et venskab med teaterinstruktør Piv Bernth, der udviklede sig til en forelskelse. Og så – en forårsaften i 1995 – mødte jeg Marianne. Vi havde nogle fælles venner og var begge inviteret til indvielse af et fotostudie hos fotograf Tine Harden. Marianne og jeg faldt i snak, og jeg syntes, hun var en spændende pige med masser af livskraft og selvstændighed. Vi er i bund og grund meget forskellige, men Marianne er meget teater- og balletinteresseret, så der havde vi med det samme noget til fælles. Jeg kunne mærke, at Marianne var rigtig godt begavet, hvilket altid er en fornøjelse, og så kunne jeg også mærke, at hun syntes, at jeg var skøn. Og det er jo altid dejligt, ha, ha.

– Der gik noget tid, før vi så hinanden igen, men til Sankt Hans havde mine veninder arrangeret, at vi alle mødtes til premieren på Anne Linnets musical "Thorvaldsen". Et par dage senere inviterede jeg Marianne hjem til middag og spurgte hende kort tid efter, om hun ville flytte ind. Det ville hun gerne. Jeg synes egentlig ikke, at der er den store forskel på at leve sammen med en mand og en kvinde, men jeg foretrækker så afgjort – nu – at leve sammen med en kvinde. Eller rettere: At leve sammen med Marianne. Jeg tænker aldrig over aldersforskellen på os – Marianne er 18 år yngre end mig – og hvis Marianne tænker over det, så siger hun det i hvert fald ikke.

– Marianne og jeg har et skønt liv. Vi bor i et fantastisk hus ned til en sø, hvor vi bader og sejler i vores båd. Vi rejser en del, blandt andet på skiferie, og vi nyder at invitere gæster og spise gode middage. Det er mest Marianne, der laver mad, hun er rigtig god i et køkken. Vi har mange veninder, som jeg i dag har meget mere tid til at se, end jeg har haft tidligere, hvor jeg var meget bundet af danseskolen. Vi har to dejlige jagthunde, som Marianne træner. Jeg er meget glad for hundene, men jeg går ikke op i træningen af dem. Jeg danser. Dansen er stadig mit job og min fritidsinteresse, og jeg bruger meget tid på det.
Jeg kan huske, Liza Minelli engang sang nummeret "Say Yes", og den tekst har jeg haft med mig lige siden. Jeg har sagt ja i mange sammenhænge, hvor jeg kunne have valgt at sige nej, og det har gjort mit liv så meget rigere.

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald: "Det kommer bag på mig hvor mange mennesker, der vil bruge deres syge børn til at få kontakt til mig"

Svigerdatteren: Trine Dyrholm, 45 år, skuespiller

– Jeg var solgt fra første gang, jeg mødte Trine for 10-11 år siden. Niclas havde sagt, at han ville komme forbi, og om Marianne og jeg gav en kop kaffe. Han havde Trine med, vi blev introduceret til hinanden, og vi satte os ned på genboens bådebro og sludrede. Pludselig sagde Trine, at hun var meget glad for at møde mig, men jeg skulle lige vide, at det altså ikke var sikkert, at jeg ville få børnebørn, for hun havde egentlig besluttet, at hun nok ikke ville have børn. Jeg sagde, at det da var helt fint, det var jo deres beslutning. Så gik der halvandet eller to år, og så var de på besøg igen. Vi sad og fik en kop kaffe på terrassen, og jeg sagde til Niclas og Tine, at jeg gerne ville forære dem en ny bænk til deres sommerhus. Men så sagde Niclas: "Ved du hvad mor, hvis du gerne vil forære os noget, så synes jeg hellere, du skulle forære os en barnevogn!" Der var jeg lige ved at falde ned fra stolen, og jeg fik tårer i øjnene. Det var ikke noget, jeg havde gået og spekuleret over, men jeg kan love for, at jeg blev glad. Og ER glad. For Axel, som i dag er otte år, er bare en perle.

– Trine imponerer mig igen og igen og igen. Hun er så utrolig dygtig, men hun beholder begge ben på jorden og er totalt ukrukket. Trine er en vidunderlig mor for Axel og en vidunderlig kone til Niclas. De supplerer hinanden utrolig godt og respekterer hinanden. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre svigerdatter, og når folk taler om svære forhold mellem svigermødre og svigerdøtre, må jeg bare sige, at det ikke er noget, jeg genkender. I hvert fald ikke fra min side, ha, ha.

– Jeg har også et fantastisk forhold til min søn. For et par år siden sagde han til mig: Mor, er det ikke fantastisk, du har ligesom levet to liv, det er ikke alle, der får lov til det. Du har levet et helt langt liv med far, og nu har du snart levet et helt langt liv med Marianne." Niclas og Marianne er meget glade for hinanden, og Axel er også blevet Mariannes barnebarn. Axel er meget, meget glad for sin farmor, selvfølgelig, men han er også vanvittig glad for Marianne. Han var kun omkring to år, da Marianne og jeg havde ham med på en ferie til Læsø. Der var mange, der sagde: "Neeej, tør Trine og Niclas lade jer tage Axel med på rejse, det ville min søn eller datter aldrig tillade." Men både Niclas og Trine har sagt, at de allerhelst vil have, at det er os, der passer Axel, for det er så trygt og godt.

Veninderne: Anne Linnet, 64 år, komponist og sangerinde, og Piv Bernth, 61 år, producent, teater- og filminstruktør

– Anne Linnet og Piv Bernth er mine to bedste veninder. Piv har jeg kendt, siden hun var 18 år og blev ansat som regissør på Nykøbing Falster Revyen. Gennem Piv lærte jeg Anne at kende i 1984, og da jeg blev skilt fra Gene, var de to veninder med til at "redde" mig, så jeg ikke gik helt fra forstanden. Anne og jeg havde jævnaldrende børn, og da Annes datter, Eva, begyndte at gå til dans på Pejsegaarden om tirsdagen, begyndte vores "tirsdagsmiddage". Piv, Anne, jeg og børnene spiste middag sammen hver tirsdag i to år, og det gjorde jo, at vi lærte hinanden rigtig godt at kende. Vi har mange fælles interesser, og vi går alle vildt meget op i vores fag. Vi er fuldstændig trygge ved hinanden, og vi ved, at hvis vi fortæller hinanden noget, så kommer det aldrig videre, hvis det ikke må.

– Jeg spillede tennis med Annes mor for mange år siden, for Anne havde et hus i Kandestederne, hvor hun havde bygget en tennisbane. Jeg kom der flere somre sammen med Piv, og jeg har senere været der med Marianne. Annes mor var en vidunderlig kvinde, og jeg tror, at jeg blandt andet holder så meget af Anne, fordi hun er opdraget med det samme værdigrundlag, som jeg er. Flid, livsglæde og retfærdighedssans.

– Da jeg tidligere i år fyldte 75 år, havde jeg lejet mig ind på Pejsegaarden, hvor jeg holdt stort selskab med alle mine gamle venner. Piv holdt en fin tale for mig, og Anne, der desværre ikke kunne være der, havde sendt et videoklip, hvor hun også holdt en dejlig tale. Piv og Anne er nærmest som familie for mig.

Britt Bendixen, 75

Aktuel som dommer i "Vild med Dans" og med bogen "Et lyst sind er ofte en viljesag".

Har arbejdet som danser, danselærer og koreograf og drevet danseskolen
Pejsegaarden.

Lever sammen med IT-projektleder Marianne Nybo.

Mor til tv-instruktøren Niclas Bendixen, som hun har med koreografen Gene Nettles, og mormor til Axel, som Niclas har med skuespilleren Trine Dyrholm.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte og Interview