Camilla deler sin diagnose på Facebook: "Jeg overvejede ikke, at den største gevinst ville blive for mig selv"

– Under en toårig indlæggelse i 2008-2010 kom jeg på ideen om at bruge mine kompetencer til at hjælpe andre og forandre psykiatrien. Både med min uddannelse, men også med min erfaring som psykisk sårbar. Først begyndte jeg at holde foredrag, og så begyndte jeg at skrive en blog for PsykiatriFonden. Inden da skrev jeg dagbog, men ved at komme på nettet fik jeg et værktøj, der gjorde det lettere at nå ud til mange, give indsigt og nedbryde tabuer. Det er et års tid siden, jeg stoppede med at blogge. Jeg savnede at kunne dele ­relevante artikler med dem, som fulgte mig, og derfor fik jeg en facebookside. Det er nemt og enkelt med Facebook, og jeg fik en mere direkte interaktion med folk.

– Jeg skriver om nogle meget personlige ting, og jeg tog et valg om, at det skulle være helt officielt, at jeg har en psykisk sygdom. Også i forhold til fremtiden. Det var en af de ting, jeg tænkte meget over i starten. Hvis jeg nu blev rask og fik det bedre, var der jo en chance for, at jeg ville have det dårligt med, at mit navn hele tiden blev forbundet med psykisk sygdom og de fordomme, der desværre følger med. Når man først har lukket noget ud på nettet, så er det der altid. Men jeg gjorde op med mig selv, at det var det, jeg ville. Fordi den kamp er vigtig for mig.

– Da jeg bloggede, undgik jeg at kigge på, hvor mange der læste med, og jeg fravalgte et kommentarfelt. Man kan let få det skidt af negative kommentarer eller begynde at stresse over, om der nu er nok, der læser med, og vende det indad. Jeg var meget mere sårbar på det tidspunkt, så det var en måde at passe på mig selv på. Nu hvor jeg har det bedre, giver det god mening for mig at have den direkte interaktion med folk, som jeg har på Facebook. Men jeg kan godt synes, at det er skræmmende, hvor mange mennesker nogle opslag når ud til.

– Jeg får mange tilbagemeldinger og ofte som privatbeskeder, måske især fordi en del af dem, der kontakter mig, er mennesker, der ikke altid er klar til at være åbne omkring deres sygdom, og så kan det jo ofte handle om noget, der bare er privat. Jeg har de sidste år taget nogle forskellige uddannelser, blandt andet i narrativ samtalepraksis, og så arbejder jeg i dag i psykiatrien, så jeg føler mig rimelig klædt på til deres spørgsmål og beskeder. Hvis jeg kommer til kort, har jeg heldigvis et stort netværk, som jeg kan trække på. Men denne del kan indimellem også være udfordrende, fordi jeg jo på den ene side gerne vil hjælpe, men på den anden side, så er jeg jo bare mig og ikke en terapeut eller noget i den retning, så det er en hårfin balance.

– Samtidig er der også en del, der skriver og fortæller om det håb, som jeg har givet dem igennem årene, hvor jeg har skrevet, og om den forståelse for psykisk sygdom, som de har fået, og de beskeder varmer rigtig meget og giver lyst til at skrive og kæmpe videre.

– Oprindeligt startede jeg med ideen om, at jeg ville ­nedbryde tabuer og gøre noget for andre, men jeg overvejede slet ikke dengang, at den måske største gevinst ville blive for mig selv. Det at skrive på den måde, som jeg har gjort, har virkelig været en kæmpe selvterapeutisk proces, som blandt andet har været medvirkende til, at jeg i dag har det godt og har et helt andet liv, end da jeg skrev mit allerførste indlæg.

LÆS OGSÅ: Derfor deler vi sårbare ting på Facebook

LÆS OGSÅ: Pernille deler sin spiseforstyrrelse på Instagram: Jeg føler mig mindre ensom

LÆS OGSÅ: 28-årige Caroline: Jeg er sindssyg