Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Bryllup i New York
Foto: Sofie Wennerstein, www.followyou.se

Bryllup i New York

Casper og Jenny blev gift på en bakketop i Central Park

Casper og Jenny sagde sidste år 'I do' til hinanden ved en smuk og afslappet ceremoni en varm sensommerdag i Central Park. Dagen blev præcis, som de havde drømt om, selvom de aldrig havde været i New York, inden de besluttede sig for, at den summende metropol skulle være stedet, hvor de skulle giftes.

Det er fredag formiddag, New York City er ligeså travl som alle andre fredage, og solen skinner smukt i Central Park. Der er endnu ingen tegn på, at den storslåede park snart skal danne rammen om en af de største dage i Casper og Jennys liv. På Casper og Jennys hotelværelse er der derimod spænding i luften. Svenske Jenny er ved at få sat hår af en af sine brudepiger, mens de øvrige tre brudepiger og Jennys mor er ved at lave hendes brudebuket ud af blomster, som de har købt på gaden. Danske Casper og hans forlover er taget ud i byen for at få noget at spise, inden det hele går løs. For et år siden havde hverken Casper eller Jenny drømt om, at et bryllup i Central Park var en mulighed, og nu er de her med 25 af deres nærmeste venner og familie, som alle har valgt at tage med på deres rejse.

Hvorfor valgte I New York?

Allerede da vi blev forlovet, begyndte vi at drømme om et bryllup i udlandet. Vi har altid rejst meget, og at gøre brylluppet til en rejse var nærmest en naturlig løsning. Det fik vi bekræftet, da vi var ude og se på flere bryllupslokaler i både Danmark og Sverige, det var slet ikke os. New York dukkede hele tiden op. Vi havde aldrig været der, men vi havde længe gerne villet opleve det, og vi vidste, at flere af vores venner og familie havde det på samme måde. Til sidst tog vi chancen, og vi håbede, at bare nogle af vores gæster ville tage med, selvom det var for egen regning. Vi sagde til os selv, at det værste, der kunne ske, var, at vi stod alene i Central Park og blev viet, og det var jo ikke så dårligt selskab endda.

Til tonerne af Alicia Key's 'Empire State Of Mind' går Jenny op ad bakken i Central Park, med sin far under armen. På toppen står hendes kommende mand Casper og venter på hende sammen med gæsterne, en lokal pastor og kvinden med guitaren, der synger så smukt. Stole er der ingen af. Gæsterne har selv fundet frem til den lille bakketop ved hjælp af et kryds på et kort over parken, som de fik udleveret dagen inden ceremonien.

LÆS OGSÅ: På jagt efter drømmekjolen i New York

Hvordan reagerede gæsterne på at blive inviteret til bryllup i New York?

De flestes reaktion var meget positiv! Størstedelen af vores venner har også små børn, og de syntes, det var fedt, at vi kunne tage en fælles voksenrejse, uden at børnene skulle være omdrejningspunktet. Selvfølgelig er det en stor udgift, og det var heller ikke alle, der valgte at tage med, men de tog alle hatten af for, at vi valgte det, vi brændte for til vores bryllup.

Gæsterne har slået sig ned på en bænk i Central Park. Ceremonien er veloverstået, og gæsterne har løst en fælles opgave i Central Park, mens Casper og Jenny fik taget billeder. Alle hyggesnakker og nyder solen. På det tidspunkt, hvor brudeparret til et traditionelt bryllup ville skære bryllupskagen for, serverer Casper og Jenny hotdogs fra en pølsevogn i Central Park. Det føles befriende og berusende at sidde der i sit stiveste puds med en hotdog i hånden og bare nyde byen, brylluppet og stemningen.

LÆS OGSÅ: Disse 12 ting skal du forberede dig på, før du bliver gift

Hvordan planlægger man et bryllup et sted, man aldrig har været, når man bor så langt væk?

Det korte svar er Google! Det sværeste var naturligvis at vælge de steder, vi skulle besøge i løbet af dagen, når vi ikke havde været der. Vi var ret enige om, at vi ikke skulle være samme sted hele dagen, men at vi ville rundt i byen og feste og opleve i løbet af dagen. I vores søgen kom vi i kontakt med en af vores bekendte, fotografen Sofie Wennerstein. Hun havde selv holdt sit bryllup i New York, og hun hjælper nu andre par, der ønsker at gøre det samme. Vi besluttede, at hun skulle med på rejsen som vores fotograf og sparre med os undervejs i forhold til planlægningen.

Dagen var planlagt nogenlunde inden afrejse, og da vi var i New York en uge inden brylluppet, gav det os tid til at vælge de sidste locations og få de små detaljer på plads, som gjorde dagen helt speciel. F.eks. fik vi den idé, at alle taler og indslag skulle holdes i løbet af dagen, så det blev fordelt lidt. Jenny holdt f.eks. en rørende tale fra en klippesten i Central Park med alle gæsterne stående rundt omkring. Det hele føltes meget afslappet, naturligt og privat, til trods for den offentlige scene, vi befandt os på.

Fotografen løber ivrigt i forvejen ned ad Fifth Avenue. Hun vender sig om og knipser løs af brudeparret, der går med brudepiger og forlover under armen. Folk på gaden råber 'congratulations' efter brudeparret og stopper op og tager billeder. Ingen af gæsterne ved, hvor de er på vej hen. Kort efter står hele selskabet på en skybar på 65. etage og kigger ud over byen, mens solen begynder at gå ned. Det er svært ikke at blive begejstret.

Hvad var det bedste ved dagen?

Det bedste ved dagen var at stå der i Central Park, i verdens mest fantastiske by, omgivet af mennesker, som vi holder så meget af. At de havde taget hele den lange vej og ville være med til at dele dagen med os, gjorde os bare så enormt rørte og glade. Og at gå ned ad Fifth Avenue! Et brudepar og fire brudepiger får virkelig folk på travle Fifth Avenue til at træde til side.

Er et bryllup i New York til at betale?

Vores bryllup i New York blev ikke dyrere, end hvis vi havde holdt det herhjemme, vi synes bare, vi fik så meget mere for pengene. En fantastisk rejse, mulighed for at være sammen med vores nærmeste i flere dage i denne fantastiske by og fælles minder for livet. Selskabslokaler i New York er svimlende dyre, men fordi vi i stedet valgte at bruge byen i løbet af dagen og spise på en restaurant, hvor der var masser af andre gæster, var det til at betale.

Hvad er jeres råd til andre, som overvejer at holde bryllup i New York eller i en anden storby?

Gør det! Det behøver slet ikke at være besværligt, bare fordi man ikke er på hjemmebane. Og alting bliver så meget mere afslappet, når omgivelserne er så fantastiske. Det gjorde ikke noget, hvis der var noget, der afveg fra planen eller blev anderledes, end vi havde tænkt, for vi var i New York. Det var allerede en succes.

En af bryllupsgæsterne kaster sig ud i en 'breakdance battle' med en ung fyr på en skybar på Manhattan. Hele bryllupsselskabet råber og hepper på ham. Hans halvrustne moves får folk til at skraldgrine. Den store middag fra Buddakan, som han danser rundt med i maven, lader ikke til at genere ham. Deres 'battle' glider over i fællesdans. Alle er med, det er svært at lade være. Trætheden begynder at melde sig, men ingen vil hjem, ingen ønsker, at aftenen skal slutte.

LÆS OGSÅ: Sådan blev vi gift på et Disney-cruise

LÆS OGSÅ: Her er 15 grunde til, at det bedste er at blive gamle sammen

LÆS OGSÅ: Kom med til mit bodegabryllup

Se, hvad vi ellers skriver om: Bryllup