CITYGUIDE: gå på opdagelse i københavn

CITYGUIDE: gå på opdagelse i københavn

Her er sommerens bedste kulturoplevelser og festivaller i København. Inklusiv en hyldest til Bauhaus, svensk synthpop, fabeldyr på museum, ølfestival og københavns gastronomiske eventyr.

Det gastronomiske eventyr

Det københavnske gastronomiske eventyr vil ingen ende tage. I kølvandet på Noma-succesen og det ny nordiske køkken er åbnet en lang række spisesteder, som med deres mange forskellige retninger gør byen både alsidig og interessant at sætte tænderne i. Fra Michelin-restauranterne over de kvalitetsbevidste restaurantkæder i mellemprislejet til madmarkeder og nyfortolkninger af klassiske fastfood-hits.

botanisk-have.jpg

Gør dit storbybesøg mere eksotisk med en tur i palmehuset i Botanisk Have

 

Fire gange er Noma kåret til verdens bedste restaurant. Og selvom der er sket meget med madscenen i København de senere år, er det stadig umuligt at komme uden om den internationalt anerkendte restaurant og ikke mindst de kaskader af restauranter med rødder i det nordiske køkken, Noma er blevet berømt for, som er opstået de seneste 10-15 år. Det er især høj kvalitet, lokale råvarer, der følger årstiderne, og en uformel tilgang til at gå ud at spise, som har været med til at gøre København til en stor gastronomisk spiller, uanset om du er til Michelin-stjerner, en solid steak frites i mellemprislejet eller en hurtig haps på farten i form af en nyfortolkning af fastfood.

Det luksuriøse nordiske køkken

Det ny nordiske køkken var talk of the town i 00’erne, hvor Noma-René Redzepi og madkongen Claus ­Meyer endda i 2004 udformede et manifest, der var med til at cementere hypen over ingredienser som ramsløg, havtorn og skvalderkål og retter som elsdyrspaté, rodfrugtpizza og klassisk simremad. Noma er løbet med en stor del af omtalen i udlandet, men der er også drysset Michelin-stjerner på nordisk inspirerede restauranter som Relæ, Kadeau og Geranium. De senere år er fortolkningen af det nordiske dog blevet mere fri, bl.a. med en restaurant som Leaven, der har tilføjet spanske undertoner til det klassiske nordiske køkken, og Restaurant Studio, hvor den nye kok Damian Quintana har afløst Torsten Vildgaard, en af pionererne i det ny nordiske køkken, og dermed har tilført gourmetrestauranten et chilensk islæt.

Kæder i høj kvalitet

En anden tendens, som København er kendt for, er de efterhånden mange kæder og gastronomiske kongeriger i mellemprislejet. Madklubben og Cofoco er nok de mest kendte med en efterhånden talrig portefølje hver, men også andre kø benhavnske gastrobaroner bør nævnes. Rasmus Oubæk har på få år givet den klassiske steak frites et kvalitetsløft med sine tre Retour-restauranter og dertil succeserne Pluto, Gorilla og seneste skud på stammen, italienske Barabba. Henrik Yde har forvandlet det tidligere lidt triste og ensformige asiatiske køkken til høj kvalitet i flere prisklasser med bl.a. Kiin Kiin og Aroii, mens Kenn Husted har fået københavnerne og et væld af turister til at tage vinbarer med tilhørende småretter til sig med bl.a. Bibendum, Falernum og La Fabrica. For ikke at glemme Claus Meyer, der stadig fylder i landskabet med restauranter som Almanak og Radio, men også med lækker hverdagsmad og brød i kæderne Meyers Deli og Meyers Bageri.

De uformelle på farten

Er du i et mindre højtideligt humør, er København også byen for det, og især Torvehallerne er et populært alternativ til restaurantbesøget. Også her hersker et fokus på lokale råvarer, høj kvalitet og autenticitet, og også her er der plads til flere madgenrer – fra dansk smørrebrød til mexicanske tacos, vietnamesiske ruller og italienske specialiteter. Det er stadig muligt at finde en klassisk pølsevogn eller et pizzeria i hovedstaden, men også fastfood-scenen har udviklet sig markant de seneste år, bl.a. med en vifte af gode burgerbarer, herunder Gasoline Grill, hvis burger i 2017 blev kåret som intet mindre end verdens bedste af det amerikanske medie Bloomberg,Gasoline-grill.jpg

og hos Gorm’s kan du spise luksuriøse pizzaer med en snert af det nordiske køkken over sig med ingredienser som grønkål, knoldselleri og sydfynsk lammesalami. Endelig er der de steder, hvor maden træder en smule i baggrunden eller i hvert fald deler rampelyset med drikkevarerne. Det gælder fx Neighbourhood, som kombinerer pizza med cocktails, mexicanske Barburrito og ølbarer som Mikkellers Øl & Brød og Brus, hvor specialøl møder hhv. nyfortolkninger af klassisk smørrebrød og luksuriøs barmad.

mikkeler.jpg

Hos Mikkellers ØL og Brød får du hjemmebryggede øl akkompagneret med højt belagt nynordisk smørrebrød

Luksus møder niche

København er selvfølgelig også meget andet end gastronomi. Byen byder på store, vægtige kulturinstitutioner som Statens Museum for Kunst og Designmuseum Danmark, et væld af cool gallerier, fx V1 i Kødbyen, hvor sidstnævnte også altid er garant for en god aften i byen, og ikke mindst masser af grønne åndehuller som Botanisk Have, Søerne og Kongens Have. På shoppingfronten er hovedstaden naturligvis også godt dækket ind med hele viften af internationale luksusbutikker, der er åbnet de senere år, nichebutikker som Storm, Nag Store, Kyoto og Holly Golightly og interiørbutikker som Stilleben og Fil de Fer.SMK-kafe.jpg

Top din tur på SMK med et besøg på museets stilfulde kafereria, der byder på tørt og vådt til ganen. 

                               KØBENHAVN - KULTUROPLEVELSER

En hyldest til Bauhaus, svensk synthpop, fabeldyr på museum og ølfestival. Her er sommerens bedste kulturoplevelser i København.

Knas i parforholdet

Succesensemblet bag forestillingerne Hvid magi og Tove! Tove! Tove!, Sort Samvittighed, er netop nu aktuelle med deres nye forestilling I et forhold med, der, som titlen antyder, fokuserer på parforholdet. Denne gang er det Betty Nansen, som kan lægge skrå brædder til de dygtige kvinder med teatrets kunstneriske direktør – og medlem af Sort Samvittighed – Elisa Kragerup i spidsen som iscenesætter. Skulle man være så uheldig ikke at nå at få billet, er teatrets program alligevel værd at holde øje med den kommende tid. Betty Nansen har nemlig i år og to år frem tilknyttet dramatiker Line Knutzon, især kendt for 90’er-klassikeren Først bliver man jo født, som ’husdramatiker’.
I et forhold med, indtil 6. april, Bettynansen.dk
elisa-kragerup.jpg

Mennesker & Mutanter

Eventyrlige fabeldyr og groteske mutanter indtager i år kunstmuseet Arken i Ishøj syd for København, når den australske kunstner Patricia Piccinini udstiller sine fortolkninger af fremtiden. Det er både fascinerende, makabert og spektakulært. Og ikke mindst utroligt i sin overbevisende udførelse med materialer som silikone, glasfiber og menneskehår.

Patricia Piccinini – En kærlig verden, indtil 8. september, Arken.dk
mennesker-og-mutanter.jpg

BAS UNDER BUEN

Er du til elektronisk musik med en tung bas, så hop i nogle behagelige sko, og tag til den gratis endagsfestival Bas Under Buen, som hvert år skruer (højt) op for drum’n’bass, house, hiphop, dubstep og reggae under Bispeengbuen på Frederiksberg. Bag festivalen står basentusiasterne OHOI!
Bas Under Buen, 12. juli, Bispeengen, Frederiksberg, Ohoi.dkbas-under-buen.jpg

The future is female

Minimalistisk og melankolsk synthpop med referencer til bl.a. Prince, Courtney Love  og Lou Reed. Den Berlin-baserede svenske sangerinde Molly Nilsson er aktuel med sit ottende album 2020  og gæster i den forbindelse Lille Vega som en del at spillestedets Future Feminism-program. Molly Nilsson, 24. maj, Lille Vega, Vega.dk
the-future-is-female.jpg

100 år med Bauhaus

En af modernismens mest indflydelsesrige skoler fylder i år 100 år. Den tyske højskole for design og arkitektur, Bauhaus, åbnede i 1919 og lukkede igen under pres fra nazisterne i 1933. I år markeres jubilæet verden over, og i Danmark sker det med en stor udstilling på Designmuseum Danmark.
Bauhaus – It’s All Design, Designmuseum Danmark, 14. marts – 1. december. Designmuseum.dk
100-år-med-bauhaus.jpg

5 alternative festivaler

Sommeren byder traditionen tro på en lang række festivaler, og det er ikke kun musikken, der fejres disse år. Vi har samlet fem bud på festivaler, der udvider din horisont.

CPH DOX
cph-dox.jpg600 events og over 200 dokumentarfilm er en del af programmet for den 16. udgave af den internationalt anerkendte dokumentarfilmfestival CPH:DOX, som ud over biografer i København og resten af landet også indtager Kunsthal Charlottenborg som festivalpalæ.
20.-31. marts, Cphdox.dk

 

Copenhagen architecture festival
copenhagen-architecture-festival.jpg
Under temaet Skiftende idealer fokuserer festivalen for arkitektur i år på boliger og byudvikling fra modernistisk Bauhaus-inspiration til nutidens boligmangel og ghettoer.
4.-14. april, Cafx.dk

CPH stage
cph-stage.jpg

Tue Biering er en af de hotteste instruktører indenfor ny dansk dramatik, og under landets største festival for scenekunst, CPH Stage, kan du opleve hans forestilling DARK NOOK, der spilles på Republique. Få en teateroplevelse ud over det sædvanlige, når sydafrikanske performere, musikere og dansere, opfører en lovløs, vild og farlig western.
1 maj – 1. juni, Cphstage.dk

 

Mikkeller Beer celebrations copenhagen
mikkeller-festivl.jpg

Oplev alt fra asiatisk mikrobryg til gammeldags mjød eller måske bare en klassisk triple IPA, når en af verdens mest omtalte ølfestivaler åbner hanerne til to dages ølmekka med bryggeriet Mikkeller som arrangør.
10.-11. maj, Mikkeller.dk

 

Copenhagen photo festival
photo-festival.jpg

Der vil være udstillinger over hele byen på gallerier, museer, kulturinstitutioner og i det offentlige rum, når årets festival for fotografi løber af stablen. Oplev alt fra fine art-fotografi til workshops, artist talks og debatter over hele byen.
6.-16. juni, Copenhagenphotofestival.com

4 byer, der sætter Danmark på verdenskortet


København, Aarhus, Odense og Aalborg. Fire byer i rivende udvikling. 

København har for længst markeret sig som en af verdens mest interressante gastronomiske metropoler. Aarhus blev i 2017 udnævnt som Europæisk Kulturhovedstad. Odense er i færd meed at forene den eventyrlige fortid i H. C. Andersens spejlbillede med fremtidens teknologi. Aalborg har udviklet sig fra klassisk havneby til moderne storby med en havnefront i kulturel særklasse.

Læs mere om Aalborg, Odense, Købehavn og Aarhus i vores Cityguide lavet i samarbejde med Magasin. Cityguiden kan også hentes i Magasins forretninger.