Tine Høeg: "Jeg taler aldrig dårligt om min egen krop – og tænker faktisk heller ikke dårligt om den længere"

Tine Høeg er en kontrast. En blid stemme, der bærer på stærke meninger. 

En feminin fremtoning med lys hud, mørkt hår og farvestrålende tøj og samtidig en undersøgende tænker, der ikke taler i absolutter, men tager sig god tid, før hun svarer. Og som lytter intenst, når andre taler, selvom det er hende, der er centrum for samtalen.

LÆS OGSÅ

Da Mai Mercado får brystkræft, er hun ikke i tvivl om, hvordan børnene skal have besked

Da folketingsmedlem for Konservative Mai Mercado får konstateret brystkræft, kommer beskeden som en chok. Alligevel er hun ikke i tvivl om, hvordan hendes to børn skal have besked. Det fortæller hun i PFAs podcast ”Den Lyse Side”.

Måske handler det i virkeligheden ikke om kontraster i Tine Høegs tilfælde. Måske handler det om komplementære kræfter – om at insistere på at være sig selv. Og det gør hende ikke bare til en interessant samtalepartner, men også en aldeles smuk kvinde.

Men må man overhovedet kommentere på kvinders udseende i 2025?

Ja, siger Tine Høeg. Så længe vi stadig får lov til at være vores egen subjektive enhed. Hvad hun præcist mener med det, vender vi tilbage til.

Først gør vi status over, hvor forfatteren befinder sig i tilværelsen i efteråret 2025. Tine Høeg har nemlig kastet sig hovedkulds ud i livsændrende begivenheder – ikke helt planlagt, men nu med hovedet først.

– Jeg befinder mig midt i orkanen. Der har været gang i skabelsen på alle planer: min fjerde roman og mit andet barn. Jeg føler mig meget levende og meget træt. Men det er også et tilfredsstillende sted at være. Tilværelsen bevæger sig og er i gang med at folde sig ud på ny, siger forfatteren.

– I første del af mit forfatterskab og voksenliv var jeg alene. Jeg kunne selv sætte rammerne og arbejde, når det passede mig. Jeg var 33 år, da jeg mødte min kæreste. 

Det var på mange måder sent i mit liv, selvom jeg jo ikke var gammel. Men jeg havde allerede oplevet meget, uddannet mig, truffet store livsvalg. Og så blev alt vendt på hovedet, da vi forelskede os. Nu er min hverdag anderledes fyldt ud. 

Alt foregår samtidig – børn, arbejde, hverdag – og det er jo et meget mere kaotisk og rodet og på mange måder levende liv. Min kæreste har to store børn fra et tidligere forhold, så hver anden uge har vi fire børn i alle aldre, og der er totalt smæk på. 

Jeg er blevet ret god til at give slip på kontrollen og hvile i rodet og snavset og uforudsigeligheden. Det er egentlig lige, som det skal være.

Ny bog, ny krop, nyt menneske

Tine Høeg fik sit gennembrud med bogen 'Nye rejsende' i 2017, som hun modtog Bogforums Debutantpris for. I 2020 fulgte hun op med bogen 'Tour de chambre', og begge romaner er siden blevet til teaterstykker. 

De seneste to udgivelser er markant anderledes – romanen 'Sult' fra 2022, som blev filmatiseret og vist på Netflix, og nu romanen 'Ultramarin', der udkom 3. oktober.

– Jeg har meget mindre tid til at skrive nu, så jeg er meget mere koncentreret. Før elskede jeg, at tiden blev opløst, og at den var min. Jeg kunne skrive om natten, og jeg kunne lade mine arbejds-stræk være så lange eller korte, som det nu gav mening. 

LÆS OGSÅ

Elsker du at tygge på tyggegummi? Derfor er det godt for din sundhed

Tyggegummi giver ikke kun frisk ånde, men kan også bidrage til en række andre sundhedsmæssige fordele. Bliv klogere her.

I dag har jeg fem timer, inden et barn skal hentes, så jeg skal være fokuseret, men jo samtidig åben for afbrydelser – hvis de nu pludselig ringer fra institutionen. Det er en anden måde at arbejde på. Men det kaster også noget godt af sig. 

Jeg overspringshandler mindre. Og alle afbrydelserne er jo også stof. Mit levede liv flyder altid ind i skriften, forklarer hun.

Men hvor 'Sult' behandlede afmagt, sårbarhed, vrede og frustrationen, der knytter sig til ufrivillig barnløshed, så er 'Ultramarin' anderledes. 

Her er der plads til elementer af mystik og ungdomsnostalgi og alle de følelser, et moderskab giver adgang til.

– At føde et barn var på alle måder mindblowing og udvidede mit sind. En fødsel er en grænseoverskridende og totalt omvæltende oplevelse og en akut påmindelse om, at vi hele tiden er i forbindelse med noget, der er større end os selv, noget næsten metafysisk. Det har fået plads i den nye bog. 

Det har været skidesjovt og lystfyldt at skrive, og jeg har brugt al min fantasi, fortæller hun.

Den umiskendelige Tine Høeg’ske tone fra bøgerne går igen, hvis man følger hendes visuelle aftryk på verden. Hendes forfatterfotos stiller skarpt på røde læber, mørkt hår, lys hud, og på hendes instagramprofil genfinder man samme sans for at blande glamour og hverdagsliv, pailletter og leopardpletter, store skrud og ærlig træthed.

Hun beskriver de seneste år som en eksplosion af liv og en uforudsigelighed, og i stedet for at modarbejde kontroltabet har hun overgivet sig til det. Det er nemlig sådan, at man ifølge hende skaber de bedste kunstværker og det skønneste liv.

– Det har været en sindssyg proces at skrive en bog færdig, samtidig med at min krop byggede et barn. Jeg kan godt føle lidt en sorg over, at jeg ikke har fået dyrket graviditeten så meget her anden gang. 

Det er gået lynhurtigt, og jeg har næsten kunnet glemme, at jeg var ved at gro et barn, fordi jeg har haft så travlt med bogen. Jeg havde nok ikke lagt det oveni hinanden, hvis jeg selv havde bestemt timingen, fortæller forfatteren.

Forbindelsen til kroppen

Efter kampen med at få sit første barn – et fertilitetsforløb, der beskrives i 'Sult' – havde Tine Høeg og hendes mand, Mads, slet ikke forventet, at et andet barn kunne komme til verden helt uforvarende, uden hjælp, uden kamp.

– Vi havde ikke overvejet muligheden for, at jeg kunne blive gravid på helt almindelig vis. Men i slutningen af sidste år fik jeg det lidt underligt og kunne ikke rigtigt huske, hvornår jeg havde haft menstruation, og så måtte Mads løbe i Netto for at hente en test, som vi tog sent om aftenen, da alle ungerne sov. 

Den var bimlende positiv. Det var så vildt at få lov at opleve den der spontane graviditet, når jeg har prøvet det modsatte. Samtidig skulle vi også lige lande i, at jeg var gravid. Der var ingen tvivl om, at vi selvfølgelig skulle have det her barn, men det vælter jo rundt på alting, alle planer og tanker. Og det er måske godt nok, smiler hun.

LÆS OGSÅ

Michelle og Morten har lavet en aftale efter overgangsalderen: ”Det giver en enorm tilfredsstillelse”

Når overgangsalderen indtræder, forsvinder sexlysten ofte. Og det kan give knubs i parforholdet, har Michelle Hviid Brix og Morten Brix lært. Derfor har de lavet to særlige aftaler, som skal hjælpe dem i hverdagen, fortæller de i podcasten Kære Overgang.

Netop det uforudsigelige liv har tvunget Tine Høeg til at lytte til sin krop – lade den være taktstokken i hendes liv, fremfor den blotte vilje og ambition.

– Som ung og tidlig voksen var jeg ikke i specielt god kontakt med min krop. Jeg var på p-piller, fra jeg var 16-29 år, og det var først, da jeg smed dem, at jeg rigtigt opdagede min naturlige cyklus. Det er jo sindssygt. 

Jeg har også tidligere været slem til at arbejde hen over kroppens signaler. Jeg har altid kunnet gå ind i intensive processer, hvor jeg bare bliver en stor, summende hjerne, der ignorerer, at jeg har brug for pauser. Jeg ville ønske, at jeg havde lyttet mere til kroppen, og jeg har stadig perioder, hvor jeg ikke spiser og sover godt nok. 

Hvor jeg presser den lige til grænsen, før jeg hiver i land. Jeg ved, det ikke er sundt, men jeg kommer til at gøre det alligevel, siger hun og fortsætter:

– Jeg har altid været sådan. Jeg har altid haft den hårdhed overfor mig selv – en evne til at presse helt igennem, og den kompromisløshed er mest dominerende i mit arbejde som forfatter. 

Men før jeg begyndte at skrive, viste den sig på andre måder. Ekstrem fysisk træning for eksempel eller et radikalt madfokus som helt ung. Før det altså blev hjernen, som jeg drev rovdrift på. Jeg kan godt komme til at bevæge mig et sted hen, hvor jeg lader mig opsluge totalt og arbejder, arbejder, arbejder. 

Men det at blive mor har ændret på de forhold. Jeg har fået en ny forbindelse til min krop og til de fysiske krav, den retteligt stiller. Så snart jeg er sammen med børnene, er det nødvendigt med et nærvær over for dem, og det er ikke svært at gå ind i. 

Det sker bare. 

Og det er godt for sådan en som mig, at jeg har nogen, der tvinger mig til at være til stede i noget fysisk og relationelt. Jeg slipper ud af hjernen. Børn kræver dig – de kan ikke ignoreres eller udskydes, og det er en kæmpe gave.

Fra levet liv til ord på siden

Børn, graviditet og den kvindelige erfaring er ting, der optager Tine Høeg i hendes forfatterskab, og selvom hun har mærket fordomme omkring sit emnevalg, nægter hun at underkaste sig.

– Jeg har altid brugt mig selv i mine bøger, men i 'Sult' langt mere direkte end ellers, og det var ikke et valg. Jeg var fuldstændig invaderet af de kropslige og psykologiske erfaringer, der knytter sig til det at være i fertilitetsbehandling, og det eneste, jeg kunne gøre, var at skrive om det, fortæller forfatteren og under-streger, at selvom romanstoffet udspringer af en privat erfaring, så er der en forbindelse til helt almene – alvorlige – temaer.

Der ligger en insisteren i hendes bøger på, at den kvindelige, kropslige erfaring ikke bare er noget partikulært – det er relevant for alle. Også alle køn.

– Fordommen om, at hvis en kvinde skriver om noget, der tager udgangspunkt i hendes krop, kvindekroppen – for eksempel fødsel eller graviditet – så er det mindre relevant og universelt, end hvis en mand for eksempel skriver om døden, den er så bedaget. Men den fordom findes! Heldigvis er litteraturen blevet

LÆS OGSÅ

Malene fik en fødselsdepression: ”Jeg følte, at det sagde noget om min kærlighed til min søn”

Undersøgelser viser, at kvinder med ADHD har en større sandsynlighed for at udvikle fødselsdepression. Malene Kisum nåede at få to børn og kæmpe med en fødselsdepression, før hun blev udredt for ADHD. I dag har hun et klart budskab; vi skal tale højt om, at det også kan være svært at blive mor.

beriget med flere og flere fortællinger om moderskabet, kompleksiteten og mørket, der følger med at sætte liv i verden. Vi er flere og flere, der insisterer på, at de erfaringer er alment stof. Alle er jo blevet født! 

Det er ikke en lille, privat fortælling, men en fælles erfaring, siger hun.

Ved udgivelsen af 'Sult' var Tine Høeg et helt andet sted end romanens barnløse alter ego. Hun var højgravid, og der var derfor et clash mellem bogens indhold og hendes gravide krop. Og hun husker den tvivl, der nagede. 

For kunne hun tillade sig at råbe op om smerten ved fertilitetsbehandlinger og et system, der behandler kvinder maskinelt, bebrejdende, ufølsomt, når ønsket om at blive mor nu pludselig var blevet indfriet?

– Men jeg måtte fastholde, at værket stod i sig selv, og at emnet ikke var mindre vigtigt, bare fordi jeg var et andet sted i mit private liv.

Og det var læserne enige i.

– Det har været helt overvældende, at så mange har følt sig spejlet og har kvitteret med at dele deres egen sårbarhed med mig. Og nu hvor den er blevet filmatiseret og vist på Netflix, så har hele omsorgshjulet kørt en gang mere, og mennesker fra hele verden har skrevet til mig og sagt, at de føler sig så set og forstået. 

Men når sårbarheden fylder så meget i fortællingen, så er det også sværere at opretholde en distance mellem min egen verden og bogens, siger Tine Høeg og forklarer, at det derfor også har føltes som en lettelse for hende, at processen er helt anderledes i frembringelsen af hendes seneste roman.

– Modsat 'Sult' så er processen denne gang ikke startet med afmagt og vrede og ønsket om, at der er noget, jeg vil kaste lys på og ændre. 

Bogen er derimod vokset frem på samme måde som mine tidligere romaner – jeg begynder at skrive uden at vide, hvad det skal blive til og lader mig føre med.

I den nye bog er der et spor om kvindekrop, moderskab og kunstnerisk frembringelse, og hvordan alle delene er viklet sammen. Det er driften efter skabelse, der optager Tine Høeg – både driften mod at skabe værker og driften efter at skabe liv.

– De to processer minder om hinanden, men kan også spænde ben for hinanden. Hvordan er man både kunstner og mor, når begge dele er altopslugende, siger hun og fortsætter:

– Jeg er optaget af de allerstærkeste kræfter og følelser.

Kvinder og kvindelighed

Tine Høeg henter indtryk og inspiration fra sit eget liv, men også fra de kvinder, hun er omgivet af.

– Min mor er en rollemodel for mig, og jeg ser hende mere klart, efter jeg selv er blevet mor. På mange måder bliver hun også et spejl, der bliver holdt op foran mig selv. Alt det jeg på godt og ondt har lært og taget med fra hende, konstaterer forfatteren.

– Det, der virker i mit moderskab, er ting, jeg har lært fra hende. Det er helt særligt at sidde med sin egen datter og kunne se sig selv som barnet og som den voksne på én og samme tid. 

Forbindelserne der går igen. Min mor har altid mestret nærværet, og jeg har altid følt, at jeg blev lyttet til, at jeg var et helt menneske, og at jeg aldrig blev talt ned til. Hun er en kvinde med stor integritet. 

LÆS OGSÅ

Anne Louise Hassing var depressiv og gik til lægen – men hans svar var alt andet, end hun havde håbet

Da skuespilleren gik i overgangsalderen, tog hun til lægen for at få hjælp til at håndtere de kognitive og hormonelle udfordringer, hun oplevede. Men det viste sig, at det ikke var dér, hjælpen fandtes.

Hun har blandt andet været fængselsbibliotekar i Vridsløselille Statsfængsel, og hun har i perioder arbejdet meget, men hun formåede at være både omsorgsfuld og sætte klare grænser.

Det vil Tine Høeg også kunne – mestre både det bløde og det bestemte. Det er ikke uforenelige størrelser. Tværtimod viser kvinderne i hendes liv hende, at det netop er det, et kvindeliv er og skal være. Kontrastfyldt.

– Min svigerfar døde, mens jeg var gravid med min datter Lulu, og på trods af den dybe sorg har min svigermor formået ikke at blive i mørket. 

Hun er 75 år og stadig så fuld af livsappetit. Hun er en stor inspiration. Ja, livet bringer kriser, men vi kan blive ved at vokse og finde nye måder at være til på. Hun er et af de mest levende mennesker, jeg kender. Nærværende og givende, siger Tine Høeg.

På samme måde som hun er fascineret af stærke kvinder, er hun det af feminine artefakter. Alt det, der er kulørt, pynteligt, struttende, opkørt og ekstravagant.

– Jeg elsker pynt, og jeg har altid haft en kæmpe glæde ved at klæde mig ud, lege med farver og haft en stor interesse for æstetik. At kunne få lov til at spille en rolle og lege med sit udtryk som en del af en undersøgelse af, hvem man er, forklarer hun.

– Skal jeg ud at holde foredrag, så klæder jeg mig ud som mig – men det er en forskudt version fra den, jeg er derhjemme. Og det er okay, at der en afstand mellem den private og den professionelle person. Det er faktisk en vigtig sondring, og det tager ikke alvoren ud af det, jeg siger, at jeg har pels eller pailletter på.

Som kunstner og offentlig person, hvor man bliver eksponeret og skal optræde, mener hun faktisk det er sundt at sørge for, at der er en grænse mellem de to verdener. Og det er bare meget sjovere at tegne den grænse op med rød læbestift og svungen eyeliner, end med praktisk tøj og fodformede sko.

– Når jeg klæder mig på – eller klæder mig ud – til en begivenhed, oplever jeg en særlig form for lykke. Jeg elsker vilde kjoler og at sætte en kæmpestor blomsterkrans på hovedet. 

Det er decideret lifligt for mig, og det har samme indvirkning på mig, som glansbilleder og smykkeskrin havde det, da jeg var barn.

Tine Høeg ser ægte lykkelig ud, når vi taler om netop det: eventyret i udklædningen. Hjemme har de en kæmpe kasse med udklædningstøj, og selvom man ikke skal være meget over en str. 4 år for at kunne snige sig ned i hovedparten af indholdet, ville forfatteren indimellem ønske, at hun kunne kaste sig ind i udklædningslegen på lige fod med sin lille datter.

LÆS OGSÅ

Får man slappe bryster, hvis man ikke bruger bh? Nu svarer gynækolog

Gennem årene har både modebilledet og spørgsmålet om komfort afgjort, om kvinder har brugt en bh til at holde brysterne inde og oppe. Men bliver bryster egentlig mere slappe, hvis de ikke får støtte? Eller omvendt – kan det være skadeligt for dem, hvis de ofte er holdt oppe af en bøjle-bh? Gynækolog, PhD og @gyndoktor på IG Dorthe Snejbjerg gør os klogere her.

Heldigvis har hun fundet andre veje til at få afløb for det, nogle ville kalde ”pyntesyge”, men som i virkeligheden burde hedde ”æstetisk energi”. Og den energi gennemsyrer alt i Tine Høegs tilværelse – fra hverdagenes indkøb til arbejdet med litteraturen.

– Jeg har altid haft det flamboyante i mig; ret modsat resten af min familie. Tidligere var det noget jeg tonede ned, men nu skruer jeg helst helt op. Jeg kan sagtens finde på at tage en kraftig rød læbestift på, selvom jeg bare skal i Netto. 

Det flamboyante og delikate og smukke er frydefuldt for mig. Og det element tager jeg også med, når jeg for eksempel skal finde forsiderne på mine bøger – jeg vil gerne have, at de skal være ”mundvands-fremkaldende”.

Balancen mellem det grimme og det pæne

Skønhedsidealer er for Tine Høeg alt det, der får hende til at spærre øjnene op. Hun ejer nærmest ikke noget sort i sin garderobe og har til gengæld masser af bøjler med tylskørter og pailletter og gevandter, der med hendes egne ord ”næsten ligner udklædning”. 

Hun samler på vintagekjoler og blomsterkroner, og hun bestræber sig på at bruge hele arsenalet – også når det er lidt uden for nummer.

– Jeg kan godt lide det uforudsigelige udtryk – gerne det, der balancerer på knivsæggen mellem det grimme og det pæne. Og jeg elsker de kvinder, der tør at lege med de ekstreme udtryk. 

Jeanette Albeck og Suzanne Brøgger er jeg meget betaget af, og det samme gælder Olga Ravn og Helle Helle. De har alle fundet deres kunstneriske stemme og et personligt visuelt udtryk, der er spændende.

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorvidt skønhed er noget, der gerne må komplimenteres.

– Det er svært at svare på. Jeg synes jo ikke, at det er problematisk at sige det højt, når man synes, en anden kvinde er smuk, men så snart skønhed italesættes, tillægges den jo værdi. Og når jeg selv klæder mig ud, så er der jo også en værdi og en glæde i at blive set. Men jeg ærgrer mig over, at det ydre i kvinders tilfælde alt for ofte står i vejen for det indre. 

Vi får ikke altid lov at være vores egen subjektive enhed, vi bliver dømt efter en mere eller mindre objektiv standard. Det er svært at gøre op med, mener Tine Høeg.

Men hun prøver alligevel.

– Jeg taler aldrig dårligt om min egen krop – og tænker faktisk heller ikke dårligt om den længere. Jeg er bevidst om, hvad jeg vil give videre til mine børn. 

En rummelighed overfor kroppen. Og en glæde ved at mærke alt, hvad den kan. For mig er det også vigtigt med en naturlig nøgenhed derhjemme. Min datter og jeg danser tit nøgendans sammen, inden vi skal i bad. Jeg ved ikke, om det er kommet fra hende eller mig, men det er bare skidedejligt og sjovt at stå og sprælle og ryste med det hele. 

LÆS OGSÅ

Philip er læge: Det ville jeg ønske, kvinder vidste om overgangsalder

Praktiserende læge Philip Vensby møder mange kvinder i sin praksis, som kommer med symptomer, der kan tyde på, at de nærmer sig overgangsalderen. Han har udarbejdet en liste med gode råd til, hvad du kan gøre, inden du sidder overfor lægen, så du kan få den allerbedste hjælp.

Og når hun står der og danser og griner, kan jeg godt få lyst til at sige, at hun er smuk, men jeg vil helst ikke fjerne fokus fra, hvordan noget opleves i kroppen, til hvordan det ser ud udefra.

Slut med at sammenligne

Samme omsorg udstrækker Tine Høeg også til sig selv og går for eksempel til yoga et sted, hvor der ikke er spejle. Og hun stejler ved belønningstankegangen om, at man skal gå i fitnesscenter for at have lov til at drikke et glas rødvin eller spise dessert. 

For Tine Høeg handler træning om at mærke glæden ved, hvad kroppen kan. Det er også samme tankesæt, der går igen, da samtalen lander på kosmetiske indgreb og behandlinger.

– Jeg har ikke selv fået lavet noget, og jeg er også lidt bange for det. Men jeg fordømmer ikke, hvad andre gør, og jeg lytter nysgerrigt til dem, der fortæller om det. Men jeg har ingen trang til det selv. 

Jeg ved simpelthen heller ikke, hvordan jeg skulle kunne forklare det overfor mit barn: at jeg ikke ville stå ved det ansigt, hun deler med mig og spejler sig i. Desuden så elsker jeg ældre ansigter. At kigge på dem og undersøge deres historier. 

Sådan håber jeg inderligt, at jeg også får det med mit eget. Det er så værdifuldt. Vi taler meget om ikke at alders-shame, og at overgangsalderens tabuer skal brydes, og samtidig er der et kæmpe boom i botox- og filler-behandlinger. Det hænger ikke helt sammen.

Hun holder en lille pause og fortsætter så:

– Alle må gøre, hvad de vil, ja, men jeg har svært ved at forene den idé med det, jeg oplever hos mig selv: At jeg aldrig har haft det så godt med det, jeg er ser i spejlet, som nu. 

Da jeg var teenager og i tyverne, var jeg meget mere usikker på mig selv og mit udseende, end jeg er nu, hvor jeg nærmer mig de 40 år. 

Da jeg trænede meget og levede med stor kalorie-kontrol, var det, fordi jeg hele tiden sammenlignede mig selv med andre. Den sammenligning har jeg sluppet. Jeg går ikke op i vægt eller mål. Det betyder intet for mig. Og jeg synes faktisk helt ægte, at jeg er dejlig. 

Den følelse er udsprunget af mine graviditeter og fødsler.

De har transformeret mig og givet mig en ro. Hvis jeg skal gå ti år tilbage, så var mit udseende jo tættere på idealet, men oplevelsen af hvad min krop kan, er helt anderledes og glædesfyldt nu. 

Jeg ved, hvem jeg er, og hvad jeg og min krop kan. Og dét, synes jeg, er ret smukt.