Atypisk taktik i "Forræder": Loyal ville ikke ramme forræderne
Der er mange måder at spille på – og måske kan det endda være en fordel for loyale at beholde forræderne i programmet.
I "Forræder - Ukendt grund" er præmissen i bund og grund ganske simpel. Når man får rollen som loyal, har man ét mål: At få ram på forræderne.
Det er der som bekendt mulighed for, når deltagerne skal forvise en af de andre spillere ved det runde bord.
Artiklen fortsætter under videoen...
Men er det nu også så smart at ramme forræderne, som det umiddelbart lyder? Det mener Andreas Højgaard Brodersen ikke.
– Jeg gad ikke ramme en forræder. Det var min taktik fra starten, fortæller Andreas til HER&NU og uddyber:
– Det giver aldrig mening at få en forræder ud før til sidst, for der kommer bare nye til hele tiden, og så skal man hele tiden nulstille alt, hvad man har observeret.
I stedet for konstant at gå på jagt efter nye forrædere og overveje, hvem der mon var blevet fristet af hvem, mener Andreas altså, at det er bedre, hvis man beholder dem i spillet – alt imens man passivt kan observere gennem hele spillet og finde frem til forræderne for så at smide dem ud til sidst.
Men for at dén taktik skal være gunstig, kræver det, at man selv formår at blive i programmet helt til slut, og her havde Andreas også en lidt atypisk taktik.
– Jeg skød ved siden af hver gang, men det var faktisk med vilje, for at være helt ærlig. Efter det tredje runde bord havde jeg ramt ved siden af hver gang, og så tænkte jeg, at det skulle jeg bare fortsætte med, for så var der ikke nogen, der gik efter mig. Hvis jeg hele tiden foreslog at forvise loyale, så ville forræderne ikke myrde mig, fordi det var godt for dem.
Du var ikke bange for, at du så ville blive forvist?
Annonse
– Nej, for folk tog det ikke seriøst. Jeg grinede også selv af det. Jeg skød i øst og vest og havde det sjovt med det.
Andreas pointerer, at der i flere podcasts om programmet bliver nævnt, at han må være helt væk, når nu han så tit skyder forbi – og det må de også gerne synes, siger han. Han slår dog fast, at det langt hen ad vejen var fuldstændig overlagt.
– Jeg snakkede om Juhlie intensivt de første fire dage. Jeg fandt ud af på dag to, at det ikke var hende, men hvis jeg blev ved med at snakke om hende, blev jeg ikke myrdet om natten. For eksempel med Guido, så blev jeg holdt inde, fordi vi havde det godt, og jeg blev ved med at snakke om Juhlie, og det var fint for ham, siger Andreas, der indtil videre er nået til finalen i programmet og altså har klaret sig rimelig godt med sin taktik.
