Emily L’Ami.

Ekspert: Dette bør du vælge din parfume efter

Emily L’Ami, grundlægger af det amerikanske dufthus Bodha, er meget optaget af videnskabens opdagelse af, at dufte vitterligt kan påvirke vores følelser – og endda vores sundhed.

ALT for damerne logo

Hvordan påvirker dufte vores humør og følelser i hverdagen?

– Duft har en direkte forbindelse til vores følelser – det er vores stærkeste sans, men fordi den fungerer på et ubevidst plan, er vi ofte ikke helt klar over dens virkning. 

Når du dufter noget, aktiverer det dit limbiske system – der hvor følelser og minder bor. 

Samtidig sker der en fysiologisk reaktion: din krop ændrer faktisk sin kemi alt efter, hvad du indånder. Hos Bodha arbejder vi med en ”følelserne-først”-tilgang til duftdesign, fordi videnskaben endelig er ved at indhente det, vi altid intuitivt har vidst. Studier viser nu, at bestemte dufte kan regulere vores kortisolniveau, forbedre søvnen og reducere angst. 

Der findes endda forskning, der viser, at neroli kan mindske smerteopfattelsen hos kvinder under fødslen. Det er herligt at få denne videnskabelige bekræftelse af, at duft er en ofte overset, men ekstremt stærk måde at påvirke vores dagligdag på.

Er der visse typer dufte, som er mere egnede til bestemte årstider?

– Helt bestemt. Når det er varmt, søger vi ofte mod friske, kølige noter som bitter citrus og sprøde akvatiske dufte, og når det er koldere, tiltrækker varmere noter af amber og træ. 

Men dine duftpræferencer er lige så unikke som dit fingeraftryk, fordi de er et sammensurium af din genetik, hvor du er vokset op, og alle dine livserfaringer og minder. De dufte, du tiltrækkes af, afslører ofte de kvaliteter, du søger – om det er stabilitet og jordforbindelse eller gnist og vitalitet. 

Jeg ser i højere grad duft som noget, der passer til bestemte følelser frem for bestemte årstider. 

Det vigtigste er at bære den duft, du føler en forbindelse til – den, der understøtter de følelser, du ønsker. Vær nysgerrig, og giv plads til din intuition, når du vælger duft.

Hvilke dufttrends er de største lige nu?

– Folk bliver i stigende grad bevidste om duftens rolle i deres liv og oprigtigt nysgerrige på deres lugtesans. Jeg ser det som en del af en bredere bevægelse mod at forbinde sig mere bevidst med sine sanser. 

Når det gælder noter, er gourmand-dufte stadig enormt populære – også overraskende mad-referencer som smør og safran. Og så er der de mere konceptuelle noter, som nogle parfumeskabere udforsker, for eksempel ”hot dust”. Det mest spændende er dog at se, hvordan folk bliver mere kvalitetsbevidste og begynder at søge mod parfumeur-ledede brands. 

De opdager forskellen i kvalitet og intention. En parfumeur, jeg holder meget af, sagde engang: ”Ville du spise på en restaurant uden en kok?”

Oplever du, at vi er mindre fokuserede på kønnede parfumer?

– Helt klart. Den traditionelle parfumebranche har været fastlåst i kønnede dufte og i at bruge parfume som et middel til at signalere udadtil – tiltrække, markere, performe. 

Men jeg ser et skift i retning af, at parfume bliver meget mere personligt og indadvendt. Folk vælger dufte ud fra, hvordan de får dem til at føle, frem for hvordan andre opfatter dem.

Hvorfor tror du, at duft spiller så stor en rolle, når det kommer til følelsen af velvære?

– Mennesker har altid vidst, at duft er noget kraftfuldt – vi har brugt det til at skabe forbindelse til noget større, til at sætte en stemning og til at regulere følelser. Det er dybt instinktivt.

Lugtesansen sidder helt centralt i hjernen, tæt på hvor vi bearbejder følelser og minder. Alle vores andre sanser bliver oversat – men duft mærker vi direkte, øjeblikkeligt, i den mest oprindelige del af hjernen. Fordi vi mangler et præcist sprog for duft, arbejder den uden om vores bevidste filtre. 

Og det er netop det, der gør den så effektiv – den rammer os, før vi når at analysere eller modstå den.