Da jeg vidste, at det var forbi

Da jeg vidste, at det var forbi

"Da jeg vidste, at det var forbi" er tema for en interviewrække i denne uges blad.

Jeg er ved at skrive en tale, som jeg snart skal holde for min søn. Den handler om den dag, jeg vidste, det var forbi. Den dag døren blev lukket ind til teenageværelset og hvor det en gang for alle gik op for mig, at det er slut med at krybe ned under dynen til ham, når jeg vækker ham om morgenen, slut med at stå klar med hjemmebagte boller om eftermiddagen til ham og vennerne og slut med alt for meget kys og kram – i hvert fald offentligt.

Konfirmationen er en milepæl. Det er lidt som den sommer, når børn skal starte i børnehaveklasse. De vokser 10 cm ”over night”! Sådan er det også med konfirmationen. Man putter ham om som en dreng og han vågner som en voksen mand. Nu sidder jeg med gamle kontaktbøger fra 0.C, hvor læreren har skrevet, at min søn har været med til at smøre lim på dørhåndtaget. Jeg kan stadig huske, at vi havde en alvorlig samtale om, hvordan man opfører sig, når man går i skole. Men vi grinede også lidt over, at en ny fase af livet var begyndt. Denne gang er det knap så nydelsesfuldt.

Jeg er ved at dø af skræk, hver gang han skal ud i weekenden. Stiller alt for mange irriterende spørgsmål om, hvor han er hvornår og om jeg ikke lige skal komme og hente ham. Og ugentlige snakke om tillid og ansvar. Jeg ved jo godt, at det er for sent at opdrage på ham nu. Jeg er nødt til at læne mig tilbage og tro på, at det vi har sagt og gjort de seneste små 15 år er nok. ”Da jeg vidste det var forbi” er også overskriften, når 5 kloge kvinder i dette nummer fortæller om det øjeblik, der for alvor ændrede deres liv.

Du kan blandt andet møde elitesvømmeren Jeanette Ottesen som ofrede sit ægteskab for idrættens skyld, og Astrid Krag, der sagde farvel til SF efter 16 år. Rigtig god læsning.

Læs mere i denne uges ALT for damerne (nr. 13, 2014)

LÆS OGSÅ: "Kendte har en forpligtelse til at give noget af sig selv"