Ærlig talt

"Kendte har en forpligtelse til at give noget af sig selv"

Hvis man siger ja til et interview, siger man også ja til at give noget af sig selv, mener chefredaktøren.

Jeg har lagt mærke til et lille skifte. Efter en MEGET lang og lidt trættende periode, hvor kvinder har haft travlt med at fremvise deres perfekte liv på diverse sociale medier, er der opstået en form for ærlighed og dermed virkelighed. Der er klart færre opdateringer om cupcakes lavet i lutter familieidyl og andet show off såsom de mange 12-taller, som de perfekte børn hiver hjem i skolen. Og mere ægte liv.

På redaktionen kan vi mærke, at de personer, vi interviewer, både kendte og ukendte, også har et stort behov for ærlighed. De siger ikke bare ja til et interview, fordi de gerne vil promovere en ny film, eller fordi de gerne vil have opmærksomhed – de har rent faktisk også lyst til at give noget af sig selv.

"Vi har brug for at vide, at de også kæmper med finde meningen med livet."

Og det synes jeg også, kendte har en forpligtigelse til. Vi har brug for at vide, at de også kæmper med finde meningen med livet. De er ikke overmennesker, men lige så sårbare som alle os andre.

I et stort interview side 70 i ugens blad (nr. 12, 2014) fortæller standupkomikeren Uffe Holm om at være ordblind og leve med Tourettes syndrom. Han står også ved, at han faktisk hylder de klassiske kønsrollemønstre med manden som forsørgeren, og kvinden som den der tager sig af hus og børn. Sådan lidt firkantet sagt.

Tv-værten Trine Panum Kjeldsen er i høj grad ærlig over for sig selv og os andre (side 8). Hun har truffet en beslutning om at søge orlov på TV2 for at blive kunstmaler. Hun aner ikke, hvor det projekt ender. Men hun fortæller oprigtigt, hvad hendes drøm er. På ALT for damerne bliver vi jævnligt både rørt over og inspireret af menneskers lyst og overskud til at dele ud og være ærlige. Og glæder os over at formidle det overskud videre til jer læsere.

God fornøjelse med ugens blad!

LÆS OGSÅ: Har danske kvinder stadig noget at kæmpe for?