Det er 10 år siden, Jenny Wilson udgav debutsoloalbummet Love and Youth. Det er fem år siden, jeg gik med Love and Youth i ørerne rundt om søerne i Viborg. Albummet og Jenny Wilsons stemme fungerede den sommer som sygeplejerske for mit sind, da min far var uhelbredeligt syg af kræft. Jenny Wilsons ramme for teksterne var et farvel til barndommen og begyndelsen på voksenlivet. Alligevel kunne det uskyldsrene album også rumme og pleje livets afslutning.
Fra titelnummeret Love and Youth: har hverken fortolkningsramme eller udløbsdato. Det er også gået op for Jenny Wilson selv. Efter at hun i en del år har øvet sig i at være til stede nu, nu og nu, blev hun konfronteret med fortiden, da hendes danske pladeselskab, Crunchy Frog, foreslog en 10-års jubilæumskoncert for albummet i København.
I don't got the answers
I don't got the facts
But I know the truth
Might be a good time
It might be the end
Love and Youth
"Jeg spekulerede på, hvordan i alverden jeg kunne få de her gamle, måske endda barnlige sange til at opføre sig på den måde, jeg gerne ville have dem til i dag. Ville jeg blive nødt til at opdrage dem og tvinge dem til at blive voksne? Nå, men jeg lyttede til pladen fra start til slut og fra afslutningen til begyndelsen igen. Jeg var overrasket over, at jeg ikke skammede mig over den. Sangene virkede ikke længere så fjerne og gamle, som de gjorde for et par år siden. Jeg kunne faktisk omfavne dem nu. Jeg kunne endda lide dem. Meget."
Citatet er et uddrag fra bogen Notes and Memories, der følger med den første vinyludgivelse af Love and Youth, som udkom i april.
LÆS OGSÅ: Linda fik kræft: "Jeg troede, at det værste ville være at miste håret"
19. april, eftermiddag, Skuespilhusets kantine, omklædning og Store Scene
Der er fiskefrikadeller fra Meyers Deli og Sort Guld på bordet. Vi er i medarbejderkantinen på anden sal med udsigt over havneløbet og Papirøen, hvor folk slænger sig i røde klapstole og tager solen ind. Der er ikke meget doven søndagsstemning om bordet. Bandet har munden fuld af mad og øl, men ikke mange ord. Jenny har blanke øjne, hun er forkølet og har trukket sig lidt tilbage.
"Skal jeg tale svensk eller engelsk på scenen?" spørger Jenny.
"For guds skyld svensk," svarer Jessica fra pladeselskabet.
Jenny og hendes folk forsvinder ned i omklædningsrummet bag Store Scene, hvor koncerten skal udspille sig med den scenografi, der også danner ramme om den aktuelle teaterforestilling Heksejagt, som spiller igen i morgen.
"Brrr, brrr, brrr." Jenny puster luft ud gennem læberne, mens hun lægger synkronmakeup, pudder, sort kohl og rød læbestift med sin lillesøster Sara, der spiller guitar i bandet. De to har spillet sammen, siden Jenny startede sin musikerkarriere i 1997 i indierockbandet First Floor Power. Dengang brugte de alle deres vågne timer i øvelokalet, først i Sydsverige, siden i Stockholm. First Floor Power udgav tre album, og Jenny var forsanger i bandet indtil 2004, hvor hun tog guitaren i egen hånd. Sideløbende med musikken studerede Jenny kunst, brugte tid med sin første søn, som hun fik i 2001, og levede af at tegne illustrationer til magasiner. I 2003 skrev hun sangen You Take My Breath Away med det svenske band The Knifes Karin Dreijer. Nummeret blev et hit, og Jenny turde igen tro på musikken, som hun tildelte al sin opmærksomhed, og hun droppede ud af sin uddannelse fra kunstskolen Konstfack i Stockholm.
Og så skete det. Det lille mirakel i 2005, Jennys solodebut, Love and Youth. Det album, hun nu igen om lidt skal spille, klædt i guitar, bredskygget hat, sort rullekrave og hvid, gulvlang nederdel. Der er noget højtideligt over hende. Der er nu også noget højtideligt over publikum, der sidder andægtigt på de plyssede nummererede sæder. 80 % kvinder med en overrepræsentation af røde læber, turbaner, skarptskåret pandehår, prikker, pailletter og ankelstrømper i glimmersandalerne. Piften, råben, boldspil og fuglefløjt lægger sig som et tæppe over salen. Skolegårdslarmen fra højttalerne varmer op, og Jenny og bandet lister ud på scenen og trækker publikum med et årti tilbage og kører ned ad en 80 minutter lang memory lane. Jenny er anderledes end de to koncerter, jeg tidligere har oplevet med hende. Hun er vuggende og rolig – og en anelse indadvendt? Lige indtil hun har rundet det sidste nummer af fra Love and Youth, og hun i anden akt vender tilbage i sort læderjakke med Demand the Impossible skrevet på ryggen, som også er titlen på hendes nyeste album. Hun har smidt guitaren og tripper, hopper, løber, sender to fingre formet som en pistol mod publikum og en knytnæve mod rampelyset. Det er som to Jenny'er. Hende, der var engang, som skrev facetterede sange om ungdommen, og så er der hende, som er ude på den anden side, og som er blevet ældre, mor for anden gang og har overlevet kræft ad to omgange. Hun er mere krop, mere fremadstormende og lige på, lige i hjertet.
6. marts, eftermiddag, Skuespilhusets foyer
Jenny ser overrasket på mig. Som om jeg har givet hende et mindre chok. Men jeg har bare givet hende et knus, jeg kender hende jo. Jeg havde bare glemt, at hun ikke kender mig. Jeg tager imod hende, idet hun kommer ind ad Skuespilhusets svingdør med sin kuffert trillende efter sig. Jenny er bl.a. i Danmark for at se nærmere på scenografien fra Heksejagt. Jeg præsenterer hende for sangerinden Josephine Philip, som jeg har allieret mig med til interviewet. Fået hende til at lave det. Hvad taler de om, de musikere? Har de en hemmelig klub? Taler de et særligt sprog, som kan åbne munden ind til det, der foregår bag de røde læber, det, der foregår inderst inde? I hvert fald har de en fælles referenceramme, deres stemmer, som de begge lever af, og som kan meget mere end stille spørgsmål.
To uger tidligere drak jeg morgenkaffe med Josephine, inden hun skulle i øvelokalet med Ina Lindgreen, med hvem hun danner tomandspigebandet Darkness Falls, og som i foråret udgav albummet Dance and Cry. Josephine kender ikke Jenny i forvejen, men har spillet til et par af de samme arrangementer i Danmark. Og så var hun med til en af Jennys sidste koncerter med First Floor Power på Stengade 30. Og har, som visse andre, haft hang til Jennys solodebutalbum.
"Jeg har altid været fascineret af Love and Youth. Hun har jo lavet alting selv. Det er ret Prince-agtigt," siger Josephine Philip.
LÆS OGSÅ: "Jeg ligner nok en voksen mand, men jeg lever, som da jeg kom til København som 19-årig"
Nu er det Josephines tur til at stille spørgsmålene. De to kvinder skifter mellem engelsk, dansk og svensk. Jenny Wilson bruger hænderne til at fortælle og understrege pointer. Der er ikke meget pussenussethed rundt om bordet, men det bliver heller aldrig in your face-feministisk. Der er pauser mellem spørgsmålene og svarene. De er ikke pinlige, men eftertænksomme. For hvem gider have travlt?
Josephine Philip: "Hvordan tager din musik form, når du laver nyt?"
Jenny Wilson: "Jeg arbejder personligt og tematisk med min musik. Da jeg lavede Love and Youth, var der intet tema til at begynde med. Jeg havde ingen idé om, hvor det skulle hen. Jeg skrev og skrev og skrev. Pludselig kunne jeg se, at mange af teksterne handlede om ungdom, om skoletiden og tiden mellem at være barn og blive voksen. Mellemrummet. Ud fra den tematik begyndte jeg at skrotte en masse tekster, så hele albummet kom til at handle om ungdom. Når man først har fået øje på ét perspektiv, er der ingen vej tilbage. Det er ligesom, når man er gravid og ser gravide maver over det hele."
JP: "Du spiller i band med din søster. Er det vigtigt for dig, at der er flere kvinder i dit band?"
JW: "Min søster og jeg har altid spillet sammen. Men det er ikke, fordi hun er kvinde. Det er ikke vigtigt med køn. Det vigtige er, at vi forstår hinanden. På et tidspunkt var vi mange kvinder i mit band, og alle var enormt begejstrede, fordi der var så mange kvinder. Jeg forstod det slet ikke. Jeg plukker dem, som er de bedste, og som passer til mit univers. Jeg blev pludselig rollemodel, fordi der er mange kvinder i bandet. Men jeg vil bare gerne spille min musik."
JP: "Jack White har turneret med både et mandeband og et kvindeband. Jeg så ham med kvindebandet på Roskilde Festival og med mandebandet i Falconer Salen. Der var virkelig stor forskel i udtrykket. Med mændene var det potent, og med kvinderne var det sensuelt ..."
JW: "Jeg har aldrig følt mig helt og holdent som kvinde. Men heller ikke som mand. Da jeg spillede i First Floor Power, var vi to piger. Alle syntes, det var så cool. Det overrasker mig stadig, når jeg kommer til Danmark, hvor mandschauvinistiske I er hernede. Når jeg i Danmark siger: "Jeg er feminist", reagerer folk med: "Hvordan? Hvorfor? Hvor vildt!" Jeg er humanist, jeg er feminist, og det burde alle være. I Sverige er det mærkeligt at sige, at man ikke er feminist. Det provokerer mig meget, når mænd er sådan her (Jenny imiterer en stor, vred rockmusiker, der spiller guitar), og kvinder er sådan her (Jenny laver trutmund, sætter hænderne under hagen og plirrer med øjenvipperne). Hvad tænker du om danskernes forhold til kvinder?"
JP: "Jeg har altid spillet i pigeband. Folk har altid haft det sådan: "Wow, det er seks piger! They look really nice, but can they play?" Sådan ville man aldrig tale om et herreband. Er der en person, du drømmer om at arbejde sammen med?"
JW: "Jeg elsker Timbaland og Missy Elliott. Men jeg har alligevel lidt svært ved at forestille mig at skulle arbejde sammen med hende."
JP: "Det kan da godt være, at det ville blive en fest og et godt flow."
JW: "Det kunne sagtens være. Det er svært at forestille sig andet med hende. Kender du Philip Glass? (amerikansk klassisk komponist, red.). Ham ville jeg gerne lave noget med. Han er fantastisk."
JP: "Det ville være noget totalt andet end med Missy."
JW: "Jeg elsker hans verden. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at arbejde på en anden måde for fremtiden. Tidligere har jeg arbejdet meget med tematikken og spurgt mig selv, om det passede ind. Nu vil jeg gerne kaste mig ud i noget hurtigere. Jeg er ikke nogen hitmaskine og har ikke gang i noget ny musik lige nu. Lige nu skriver jeg poesi. Det er noget nyt, jeg er begyndt på."
JP: "Hvad ville du gerne have vidst, da du startede din karriere?"
JW: "Jeg ved, at jeg kan, og sådan har jeg altid haft det. Jeg er stolt af, at jeg har været meget do it yourself-agtig. Men det ville have været en stor fordel, hvis jeg igennem min karriere havde haft flere, der kunne hjælpe mig i min proces. Nogen at læne sig op ad, nogen, jeg kunne stole på. Men musikbranchen er rådden. Dem, der har magten, har ingen forstand på musik, og jeg har aldrig følt mig hjemme i branchen. Jeg føler mig hjemme, når jeg spiller live. Det er blod, kød, sved og forbindelsen til publikum. Indimellem overvejer jeg, hvorfor jeg stadig laver musik."
JP: "Musikbranchen er underholdning."
JW: "Ja, og reklame. Det er ikke nødvendigvis kunst. Men jeg laver kunst. Den måde, jeg arbejder på, min research, alle de år, jeg har brugt alene."
JP: "Og det er svært at tjene penge på musikken. Samtidig synes jeg, at branchen er et vildt spændende sted pga. internettet. Intet må vare mere end 15 minutter, og så er du købt eller solgt."
JW: "Der er så mange kanaler; Instagram, Facebook. Man gør bare sådan (Jenny imiterer, at hun trykker løs på en skærm), og efter ét sekund er man videre. Internettet er fantastisk, fordi du kan nå ud til hele verden på et minut. Men det gør også, at vi alle sammen opfører os, som om vi har bulimi. Vi indtager så meget information hele tiden, og så kaster vi det op igen. Jeg er bange for, at vi glemmer os selv. Det er jo en bizar måde at konsumere på, for vi kan jo aldrig nå at fordybe os. Jeg holder selv hele tiden fast i min mobil, så jeg er på ingen måde bedre selv."
JP: "Der er gode og dårlige ting ved internettet. Men det er klart, at det gør os distræte, for vi er på hele tiden."
JW: "Det værste er, når man vil tjekke sin telefon, og den er sat på selfie-mode, når man tænder den, så sidder man der med dobbelthage (Jenny hiver hagen helt ind til halsen, og flere hager dukker frem, red.)."
JP: "Du har været meget i Danmark for at spille ..."
JW: "Danmark har altid været meget vigtig for mig. Jeg har arbejdet med gode mennesker her, og folk sætter pris på det, jeg laver. Jeg elsker at være her."
JP: "Kunne du tænke dig at bo her?"
JW: "Ja, i København. Men det ville aldrig ske. Jeg har børn med en mand, som jeg ikke er sammen med længere, der bor i Stockholm. Så vi skal have det til at fungere. Men Stockholm er ikke min favoritby. Det er København. Eller Paris, den kan jeg også virkelig godt lide. Det, jeg ikke kan lide ved Paris, er, at folk synes, at kvinder skal være så petite og fine. New York er også dejlig."
JP: "Du er en storbytype ..."
JW: "Den private Jenny vil bare gerne bo på landet. Jeg elsker at være i naturen og opholder mig der så meget, jeg har mulighed for. På den måde er Stockholm god. Jeg bor 15 minutter udenfor, fordi jeg ikke synes, det er så cool at være inde i Stan. Og nu har jeg anskaffet mig et hus på Skånes østkyst. Min base vil stadig være Stockholm, men jeg vil arbejde fra huset i Skåne."
JP: "Hvad skulle du lave, hvis ikke du skulle lave musik?"
JW: "Musik er et godt værktøj for mig at udtrykke mig med, men de seneste år har jeg også lavet andre projekter – kortfilm, kunstfilm, filmmusik, installationer og poesi. Det er nødvendigt for mig at have kontraster i mit arbejde. At spille live og være sammen med mennesker og have muligheden for at trække mig tilbage og være nørdet og alene."
JP: "Din base er i Stockholm, men er det vigtigt for dig at have et fundament?"
JW: "Det er meget vigtigt for mig at have en base, ellers bliver jeg ulykkelig. Jeg har brug for en base med god karma. Der er mange musikere, der er produktive, når de sidder i tourbussen, og så føler jeg mig doven. Det kan jeg ikke. Hvis jeg er på turné og optræder, så er det dét, jeg gør. Når jeg skriver, er det dét, jeg gør. Det her rum, det her skrivebord, så arbejder jeg her, nu. Jeg er blevet god til at fokusere. Det besluttede jeg mig for at blive, da jeg fik mit andet barn. Han lå bare der og skreg og skreg, og jeg ville bare gerne skrive. Men han blev jo ved med at skrige. Så tænkte jeg: "Fuck det, det her er ikke godt for hverken ham eller mig." Vi blev begge stressede. Det gjorde, at jeg blev god til kun at være til stede ét sted ad gangen og være i nuet. Det har jeg holdt fast i."
JP: "Hvad ved man ikke om dig?"
JW: "Jeg hader det spørgsmål. Det ved jeg da ikke, så havde jeg nok fortalt det. Jeg kan ikke andet end at lave musik ... Jo, vent, jeg elsker at snorkle."
JP: "Lad os tale om din påklædning. Tænker du over, hvad du har på?"
JW: "Jeg er ikke interesseret i mode. Men jeg er meget interesseret i påklædning. Det er vigtigt at indramme det, jeg gerne vil fortælle. Når jeg har spillet med Demand the Impossible, kunne jeg aldrig drømme om at optræde i en blomsterkjole. Det ville være helt forkert i forhold til det, jeg gerne vil fortælle. Tøjet er vigtigt. Det er en del af ens sprog."
JP: "Jeg elsker pailletter og kjoler, når jeg er på scenen. Det gør en kæmpeforskel på min selvfølelse. Så bliver jeg chik."
JW: "Klart, man skal tage det på, som man gerne vil udtrykke. Scenetøjet er en del af ens rustning. Jeg går ind i denne her person med det tøj, som jeg tager på. Om så det er i kjole eller i jeans og en T-shirt."
JP: "Hvad betyder alder for dig?"
JW: "Jeg bliver 40, og det seneste års tid har jeg, når jeg er ude at spille, tænkt ret meget på, at jeg er 20 år ældre end mange af dem, jeg omgiver mig med, og det er mærkeligt. Samtidig er det skønt at være blevet ældre. Jeg er stærkere, fordi jeg ved, hvad der er godt for mig."
JP: "Hvor gammel var du, da du begyndte i First Floor Power?"
JW: "21."
JP: "Så det er lang tid, du har været i gang. Og du har været syg og fået børn. Hvordan bruger du din livserfaring?"
JW: "Det gør jeg hele tiden. Jeg bruger mit liv i mine tekster. Sådan har det været lige siden Love and Youth. Jeg har haft en herlig barndom med sjove forældre, men det er samtidig hårdt at være barn. Det var det, jeg satte fokus på med Love and Youth, og det var, da jeg fik mit første barn, at de tanker begyndte."
Vi er tilbage ved udgangspunktet. Kærligheden og ungdommen. Og vi er fremme ved tidspunktet, hvor der skal tages fotos. Det er tid til læbestift og tid til at blive badet i blitzen. Bag stolen, som Jenny sad i, står der på væggen:
"Magi, blændværk, røg og spejle. Du skal fristes, overraskes, forføres og forfærdes. Velkommen i det kunstige liv. Det er nu. Nu."
LÆS OGSÅ: Sisse Sejr Nørgaard om at blive gravid ved et uheld
24. marts, mailkorrespondance
Det er nu. Nu. Også for Jenny Wilson. Men der er noget med den tid, jeg gerne vil have Jenny til at sætte flere ord på. Hun er klar på mailen.
Hvad er vigtigt for dig at bruge tid på?
"Sjælen. At lytte lidt mere til, hvad den har behov for. For mit vedkommende er det naturen, svømning, poesi, hunden."
Hvordan prioriterer du din tid?
"Nogle gange er jeg nødt til at arbejde mig selv halvt ihjel. Andre gange har jeg tid til at prioritere det, der er godt for mig. Men jeg kan være temmelig selvdestruktiv, desværre."
Dit yndlingstidspunkt?
"Tidlig morgen og sen aften."
Du fortæller, at du aldrig har følt dig som 100 % kvinde, men heller ikke som mand. Hvordan vil du definere dig selv i forhold til køn?
"Altså, jeg har definitivt altid set mig selv som en kvinde, men jeg synes, begreberne kvindelighed og mandighed er uinteressante."
Hvordan vil du gerne opfattes?
"Jeg vil opfattes som et menneske, som tænker selv og lyser af energi."
Hvad betyder kærlighed for dig?
"Ikke det samme som for 10 år siden."
Hvilke kilder giver dig kærlighed?
"Jeg suger til mig og får og giver en masse kærlighed fra og til mine børn. Min hund. Mine nære venner. Mit publikum."
19. april, aften, Skuespilhusets omklædning
Wilson bukker og går ud af spotlightet og ind i mørket bag scenen. "Jag måsta ha snus!" Jenny tager en tår whisky fra flasken og griner.
"Men det var virkelig noget andet, end når jeg har spillet på Vega fx. Publikum sad jo ned, og de første par numre tænkte jeg bare: "Hvorfor bevæger de sig ikke?" Jeg kunne ikke mærke dem. Så vendte jeg fokus mod mig selv, gjorde det for min egen skyld, og så nød jeg det."
Der var virkelig stor forskel på din optræden i første og anden akt. Man skulle næsten tro, at du var to personer ...?
"Tematikkerne og temperamenterne er jo også helt forskellige. Love and Youth er let, poetisk, og Demand the Impossible er aggressiv."
Var rollen som den yngre udgave nem for dig?
"Jeg føler ikke, at jeg spillede en rolle. Men jeg følte mig låst bag guitaren, den bruger jeg ikke mere."
Vi bliver afbrudt af skuespillerinden Sara Hjort Ditlevsen, der spiller med i Heksejagt, og som stikker hovedet ind i omklædningen.
"Jeg bliver nødt til at sige tak for den bedste koncert. Jeg hørte ikke andet end den plade, da jeg var 18-19 år. Den har virkelig betydet meget for mig," siger hun.
Jenny ved, hvad Sara taler om, og smiler, så kinderne samler smilehuller. Det kan godt være, at man kan vokse fra Love and Youth og ungdommen. Men vender man tilbage, kan man genfinde en yngre udgave af sig selv, og måske kan albummet kaste nye skygger af sig. Jenny har i hvert fald for en stund fundet ind til ungdommen og den forfinede musik igen og, mindst lige så vigtigt, er hun blevet bekræftet i kærligheden til modsætningen, den rå og lige på musik, der banker hjerter ind.
LÆS OGSÅ: Derfor meldte 28-årige Katrine sig til "Gift ved første blik"
LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk om sin mest erotiske scene
LÆS OGSÅ på Altfordamerne.dk: Mick Øgendahl: "Kør mig til psykiatrisk afdeling"
