Jeg er Anne Larsen – en terrængående kampmodel

Foto: Peter Nørby

Jeg er Anne Larsen – en terrængående kampmodel

“Det sværeste at komme igen fra har været at miste en datter”

Hun blev kendt som foregangskvinde for fedtfattig kost i Danmark. Så skyllede hun noget hakket oksekød under den varme hane og røg ud i kulden. Men Anne Larsen er kommet igen, det gør hun nemlig altid. Det sværeste at komme igen fra har ubetinget været at miste en datter, men selv det kan hun se en form for mening med.

Af Marie-Louise Truelsen

Anne Larsen blev engang kaldt en korkprop i et interview. Fordi hun er sådan én, der altid kommer op til overfladen igen. Men Anne synes, det er en lidt "fesen" måde at blive beskrevet på. Så nu har hun taget et andet udtryk til sig:

– En terrængående kampmodel. Det er sådan én som mig.

Hun griner højt og slår ud med armene.

LÆS OGSÅ: ”Sorgen over at miste min mor blev helet en smule, da jeg selv fik familie”

– Sådan nogle terrængående kampmodeller er sgu ikke altid lige fikse, og når vi kommer til en reception, føler vi os tit lidt ved siden af. Men en terrængående kampmodel kan alligevel begå sig i mange forskellige terræner, og de kommer altid igennem. Sådan er jeg. Jeg er kommet igennem skilsmisser, konkurs, lykkepiller, mindreværd, singleliv, overvægt og et mistet barn.

Anne Larsen blev en af Danmarks mest kendte slankeguruer, da hun i midten af 90'erne bragede igennem med sin første bog om fedtfattig kost. Hun blev – naturligvis – hyret af ALT for damerne til at lave fedtfattige madopskrifter, og hun og bladet fik enorm succes med madkort, der kunne hives ud og sættes i lækre små mapper. Men så – i 2000 – kom Anne til at lave en fejl. Eller i hvert fald noget, som skulle have været forklaret bedre, siger hun. Hun skyllede noget hakket oksekød under den varme hane for rullende tv-kameraer for at få fedtet væk, og det blev begyndelsen på en ordentlig tur ned ad bakke. Det vender vi tilbage til. Anne havde nemlig inden da oplevet mange andre ting, der nok kunne få de fleste ned med nakken.

LÆS OGSÅ: Mascha Vang: ”Drømmene var bedre end virkeligheden”

Talk of the town
I dag bor Anne Larsen på Gammel Kongevej i København. Udsigten over Søerne fejler ikke noget, og det gør Annes humør heller ikke. Hendes 180 cm lange krop er et kraftcenter af energi, glæde, store armbevægelser og rigtig meget tale. Strømme af ord, der vælter ud med den jyske dialekt, som stammer fra opvæksten i Tarm.

– Min morfar var Ford-forhandler, og det blev min far også, da han giftede sig med min mor. Jeg voksede op som det mellemste barn af tre med mor, far, morfar og mormor, tanter og onkler omkring mig. Det var lidt Matador-agtigt med ung pige i huset, rengøringsdame, en morfar, der var sognerådsformand, og en far, der var formand for repræsentantskabet i Tarm Bank og frimurer. Min mor var sindssygt introvert, og så fik hun mig, en datter, der var sindssygt ekstrovert. Jeg kunne hente alle de informationer hjem til hende, som hun gerne ville have. Jeg var familiens festabe, og det er jeg sådan set stadigvæk. Jeg var nysgerrig, jeg var talk of the town, fordi alle vidste, at det var mig, man kunne få til at fortælle en sjov historie, få til at kravle op i det højeste træ eller til at forcere et plankeværk for at stjæle de første æbler. Jeg kørte også med skraldemanden, Simmelsgaard, når han hentede skrald på sin vogn med sine to nordbagger-heste spændt for. Så gammel er jeg nemlig! Og når landmændene kom med deres overskudskartofler, som blev kogt på mejeriet og derefter brugt til dyrefoder, stjal jeg kartofler sammen med mine venner og løb ind på mejeriet for at få dem skåret op og få en smørklat i. Nydelse var vigtig for mig allerede dengang, vi skulle ikke bare æde en kartoffel, der skulle selvfølgelig smør i. Jeg var også den bedste kunde hos slikmutter Rasmussen. Jeg var ikke tyk, men jeg var en buttet pige, og det tror da pokker.



To ægteskaber og den største sorg
Overvægt blev senere i livet et problem for Anne. Men de mange ekstra kilo blev også årsagen til, at hun fandt den rette vej i sit liv. Først skulle hun dog lige omkring et par ægteskaber og en monumental sorg. Hendes første mand var journalist og turist- og erhvervschef i Tarm, og sammen med ham fik Anne datteren Louise. De blev skilt efter syv års ægteskab, og Anne, som på det tidspunkt var uddannet lægesekretær, flyttede til Aarhus med Louise for at læse medicin på Aarhus Universitet. Siden mødte hun sin anden mand, som hun også var gift med i syv år.

– Men vi var bare ikke rigtige for hinanden, så da jeg var 36, vidste jeg, at jeg ville skilles. Vi havde intet sexliv på det tidspunkt, og vi havde hver vores soveværelse. Jeg ville dog meget gerne have et barn mere, og jeg tænkte, at hvis jeg først skulle skilles og nå at finde en ny mand, så var det tog nok kørt. Så på min fødselsdag inviterede jeg ham ind i mit soveværelse, fordi mine forældre var på besøg og skulle sove i hans værelse. Og så gik jeg i seng med ham. Jeg vidste, at jeg havde ægløsning, det var fuldstændig perfekt timing, og jeg blev gravid. Jeg fik ikke lavet nogen fostervandsprøve, det gør sådan nogle terrængående kampmodeller som mig ikke, for hvad skulle jeg stille op med det, hvis barnet var sygt?

Anne fandt senere i graviditeten ud af, at hun ventede tvillinger, og hendes mand fik et chok. Han ønskede slet ikke at få børn, men Anne sagde, at det skulle hun nok selv klare. Tvillingerne, Frederikke og Emilie, blev født fem uger for tidligt, og det var fra begyndelsen tydeligt, at Emilie ikke klarede sig så godt som Frederikke. Hun tog ikke på, var aldrig rigtig vågen og sov aldrig rigtigt. Hun græd heller ikke som andre babyer, men til gengæld lød det som en skrigende kat, når hun var ulykkelig.

– Det viste sig, at Emilie havde en kromosomfejl, der hedder Cri du chat, som betyder kattens skrig. Kromosomfejlen medfører fysisk og psykisk handicap, og da jeg fik diagnosen at vide, kastede jeg op i håndvasken på lægens kontor.

Vidste du, at hun ikke ville overleve?

– Nej, enten dør sådan nogle børn i fostertilstand, eller også dør de, lige når de bliver født eller alt for tidligt i livet. Så jeg tænkte, okay, den terrængående kampmodel har fået et åndssvagt barn, det klarer jeg også. Jeg fik en "paragraf 49" fra kommunen, så jeg kunne gå hjemme med fuld løn og passe hende. Og så var hun ellers til alle mulige undersøgelser, for at man kunne finde ud af, om hun havde organfejl. For eksempel var jeg vidne til, at hun blev spændt op i sådan et pleksiglasrør, hvor hun blev strakt helt ud, så de kunne røntgenfotografere hende. Aj, hun skreg så meget nede i det pleksiglasrør, jeg kan aldrig glemme det...

Tårerne vælder op i Annes øjne.

– Åh, det var så frygteligt...

Hun rejser sig. Går lidt rundt. Samler sig. Fortæller videre.

– Hun måtte helst ikke blive forkølet, for hendes immunforsvar var ikke særlig stærkt, fordi hun var så lille. Men den 17. december 1991, da hun var syv måneder gammel, blev hun alligevel lidt snottet, og jeg fik hende tjekket, men lægen sagde, at det nok skulle gå. Den 18. december om morgenen lagde jeg hende ned i stuen til min mand, efter jeg havde puslet hende. Jeg stod oppe i soveværelset med Frederikke, da jeg hørte Louise råbe "nej, nej, nej" nede i stuen. Jeg tænkte, hvad søren sker der, og så var der trin op ad trappen, og min mand kom ind ad døren...

Hun rejser sig igen og viser, hvordan døren, mandens badekåbe og Emilies hoved svingede på præcis samme måde ind ad døren. På en måde som et babyhoved ikke skal svinge: "Hun er da død, hende her, er hun ikke...?"

Anne bliver igen meget rørt og fortæller imellem tårerne, hvordan hun kunne se, at der ikke var noget at gøre. Hvordan 15-årige Louise bare faldt i søvn på en stol for at komme væk fra alt det frygtelige, og hvordan naboen, som var læge, blev hentet og konstaterede det, som hun allerede vidste. At Emilie var død.

– Og så sad jeg der med hende og mærkede det, som jeg altid kun havde læst om...

Hun kan næsten ikke sige ordene.

– Jeg kunne mærke, hvordan hendes sjæl forlod hende. Det sus. Og det er det, jeg kan mærke den dag i dag, når det er mørkt udenfor, og vinden suser forbi...

Du kan stadig mærke hende?

– Ja. Hver eneste dag. Som noget jeg ikke kan nå. Hun svæver forbi derude og vil altid være en del af mig.

Den første slankekur
Anne finder nogle billeder frem. De ligger i hendes pas, fordi hun altid har dem med sig. Billederne forestiller Emilie i fint tøj i den lille kiste. Taget af naboen, på trods af at Anne havde sagt, at han ikke måtte. I dag er hun lykkelig for, at han gjorde det alligevel. Hun kigger intenst på dem.

– Det er der jo ingen mennesker, der skal opleve. Men GUD hvor har jeg lært meget af det lille menneske...

– Jeg havde ikke lavet det, jeg laver i dag, hvis ikke hun var død. Hvis Emilie havde levet, havde jeg passet hende, til hun blev 18-20 år, eller hvor gammel hun ville være blevet. Så havde jeg ikke tabt 30 kilo, og jeg ville ikke have arbejdet med kost og sundhed. Og hvis du så spørger, hvad ville du helst: Have 14 kogebøger – eller flere – stående på hylden eller have beholdt Emilie, så ville jeg jo for alt i verden helst have beholdt hende.

Tårerne vælter frem igen.

– Men som Louise sagde for nogle år siden, da Frederikke blev 18, 19 og 20 år: Mor, prøv at forestille dig, at vi skulle have taget afsked med Emilie nu, det havde jo været endnu værre, for så havde der været endnu flere minder. Og det er rigtigt. Men syv måneder er også mange dage. Mange timer. Mange nætter. Meget kærlighed. Hun var jo et rigtigt barn for mig, selvom hun ikke blev så gammel. Du kan ikke måle ked-af-det-hed og ret til at være i sorg.

– Efter Emilies død gik jeg i en sorggruppe, og der sad jeg og målte tilladelsen til at være ked af det. Når der var nogen, der havde fået et dødfødt barn, sad jeg og tænkte, hvad fanden bilder I jer ind, I kendte jo ikke det barn. Når der sad en lastbilchauffør, der havde kørt et barn på fire år ned, sammen med forældrene, der var kede af det, så tænkte jeg gud, hvor er jeg flov over, at jeg er så ked af det. Jeg målte på noget, man ikke skal måle på, og så gik jeg ud af den gruppe.

Var det på grund af sorgen over Emilie, at du blev overvægtig?

– Nej, jeg var blevet tyk før. Da jeg blev skilt fra min første mand, vejede jeg 79 kg, som er min normalvægt. Men da jeg mødte min anden mand, blev der lidt for meget vellevned, og jeg endte med at veje mellem 109 og 112 kilo, og jeg fik en diskusprolaps. Jeg var også blevet skilt igen og tænkte, nu kan det simpelthen ikke blive værre, men så udkom Susan Powters bog "Aldrig mere slankekur" i 1995, og jeg tænkte, det er simpelthen løgn, for er der noget, jeg skal på nu, så er det slankekur. Jeg var dog tilstrækkelig nysgerrig til alligevel at læse bogen, og den blev en manual for mit liv, for jeg kunne genkende mig selv i hendes historie.

Den misforståede kødskylning
Anne tabte først 20 kilo ved hjælp af bogen, og da hun så også begyndte at motionere, røg der ti kilo mere. Folk begyndte at spørge, hvordan hun kunne tabe sig så meget, og Anne tænkte, at hun havde fat i noget.

– Jeg begyndte at tænke over den der neonoverskrift, man som overvægtig har over sit hoved: Jeg ved godt, jeg er for tyk, jeg starter på mandag, jeg skal nok gøre noget ved det, men lad mig lige være i fred nu. Når al den energi, der er bundet i den lysavis, bliver frigjort, så skal jeg saftsusemig love dig, at der sker ting og sager. Da jeg tabte mig, kunne jeg pludselig det hele. Jeg begyndte at undervise, og jeg skrev min første bog, som solgte i 175.000 eksemplarer. Jeg vil ikke sige, at det hele skyldes Emilies død, men når jeg i dag som 62-årig kan arbejde næsten non-stop i et år, som jeg lige har gjort med alle mine nye bøger, så er det, fordi jeg har en eller anden selvopholdelsesdrift i mig. Og jeg er selv overbevist om, at det er Emilie, der har plantet den i mig.

Karrieren kørte på skinner for Anne, indtil hun i 2000 skyllede det berømte kød på tv-skærmen i bedste sendetid.

– Jeg havde en mening med det, som blev fuldstændig misforstået. Hvis man kigger programmet igennem, så fortæller jeg, at hvis man kun kan få hakket oksekød med 18-22 procent fedt og laver en kødsovs af det, så bliver det usunde fedt i gryden og ryger i din mave. Hvis du hellere vil have noget sundt fedt, så overhæld det svitsede kød med kogende vand, og erstat fedtet med sund olivenolie. Først gjorde vi det med varmt vand fra hanen, jeg sagde stop, det går ikke, de lovede, at det ville blive klippet ud, og så gjorde jeg det med kogende vand. Men det var scenen med vandhanen, der endte med at blive vist, og det fremgik ikke klart, hvorfor jeg gjorde det. Og så kom alle reaktionerne. Jeg kan stadig møde folk, der snakker om det og siger, vi lavede "en Anne Larsen" hos os i går, fordi vi havde puttet for meget paprika på svinemørbraden.

Så du har fortrudt?

– Nej, det har jeg ikke. Jeg har fortrudt måden, det blev fremstillet på. Jeg mener stadig, at det kan være en fin måde at undgå alt for store mængder fedt af den fortrinsvis mættede slags.

Men kødskylningen medførte, at dit firma gik konkurs i 2004?

– Jeg vil ikke sige, at det var kødskylningens skyld, men der var mange aftaler, som blev aflyst i kølvandet på den kødskylning. Jeg tror dog lige så meget, at det handlede om, at folk var trætte af mig efter fem år, hvor jeg havde været over det hele. Og så var der andre, der meldte sig på banen med nye slankekoncepter, som folk kastede sig over.

Den nye slanketrend
I årene fra 2004 og frem til i dag har Anne skrevet for flere forskellige blade og aviser. Hun har holdt foredrag, og hun har skrevet flere bøger. Senest en stribe guides og et par meget populære bøger om antiinflammatorisk kost. Hun mener selv, at hun har en veludviklet intuition i forhold til at ramme det, der er på vej op i tiden, hvilket netop antiinflammatorisk kost er. Hun er på alle måde tilbage i fuldt vigør, mærker igen stor interesse fra alle sider. Seneste skud på Anne Larsen-stammen er en ny køkkentøjsserie, som lige er landet i COOP's supermarkeder, samt bogen "Slank uden afsavn", som bl.a. indeholder et nulstillingsprogram, som Anne selv benytter fire gange om året. Det handler om i 14 dage at undgå alkohol, tilsat sukker, lightprodukter, halv- og helfabrikerede madvarer, pasta, ris og lyst brød.

– Jeg har helt sluttet fred med min krop. Lige nu har jeg en bule her på maven, som er større, end den plejer, fordi jeg lige har skrevet fem bøger. Og jeg er altså ikke kommet så langt endnu, at jeg spytter maden ud, når jeg står og laver den til bøgerne. Jeg vil have ordentlige råvarer, og jeg smager på maden for at være sikker på, at den smager godt. Nogle gange er der noget, der smager SÅ godt, at jeg spiser lidt for meget af det, men så regulerer jeg det bare senere ved at nulstille min krop i 14 dage.

Hvad er dit vigtigste budskab til andre kvinder, der gerne vil have styr på deres liv?

– Jeg vil gerne opfordre til, at alle kvinder går ind og finder deres egen indre terrængående kampmodel og udlever den. Lad være med at sige ja til ting af høflighed. Herunder mad. Du skal ikke spise for at please andre. Find kærligheden blandt de mennesker, du omgiver dig med, og lad være med at lade folk overtræde dine grænser. Jeg forestiller mig, at vi alle har sådan en psykologisk forhave foran os med et lille hegn om. Du bestemmer selv, hvem der kommer ind i den forhave, og hvis nogen bare springer ind i den, så smid dem ud. Den, der ved allerbedst, hvad der er godt for dig, det er dig. Man kan søge inspiration hos andre, men man skal finde viljen til forandring hos sig selv.

– Jeg kan sagtens have en rygrad som en regnorm, når jeg står foran Summerbird-butikken, men grunden, til at jeg ikke kæmper mere, er, at jeg ændrede mine vaner fundamentalt for 20 år siden. Det er blevet vanen for mig at vælge det sunde det meste af tiden. Der er også så mange ting, jeg stadig gerne vil nå at gøre og opleve, og det ved jeg, at jeg ikke kan, hvis jeg vejer for meget. Men jeg vil også nyde turen. Det ligger dybt i mig fra barnsben, at der ikke er noget, der skal gå min næse forbi, og det er der heller ikke meget, der gør!


LÆS OGSÅ: "Jeg har et mørkt sind, men har altid dyrket det lyse"

LÆS OGSÅ: "Jeg er blevet en bedre far og en bedre mand"

LÆS OGSÅ: "Jeg kunne ikke holde ud nogen skulle kigge på mig"

Anne Larsen

Kogebogsforfatter, foredragsholder og kostvejleder.

Blev kendt i midten af 90'erne, da hun som en af de første satte gang i den fedtfattige bølge inspireret af australskfødte Susan Powter. Fik sit eget tv-program, var fast gæst på Go'morgen Danmark og skrev flere kogebøger.

Aktuel med en ny køkkentøjsserie i eget navn og med en stribe slankebøger med fokus på bl.a. antiinflammatorisk kost, som er skrevet i samarbejde med Martin Kreuzer. Den nyeste bog, "Slank uden afsavn", er netop udkommet. Se mere på Annelarsenshop.dk.

Er single og har døtrene Louise på 40 og Frederikke på 25 samt børnebørnene Olivia på 12 og Alba på 6 år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview