”Det virker ikke at pakke dit praleri ind i vattet beklagelse”

KLUMME: Vi kender alle sammen en eller flere personer, som begår denne forbrydelse. De 'humblebragger'. De har oplevet eller præsteret noget, som de er sikre på, er så vanvittigt spændende, at alle i deres vennekreds ville glemme at trække vejret og dø af bar begejstring, hvis de ikke lige pakkede deres praleri ind i en vattet beklagelse.

Desværre virker denne metode sjældent efter hensigten. I stedet for at blive mødt af en bølge af beundring og sympati fra venner og bekendte, så kommer de bare til at fremstå som usympatiske og uærlige.

LÆS OGSÅ: "Da jeg havde en kæreste, spurgte ingen mig, om jeg var glad"

Det er folk, der opdaterer deres Facebookstatus med ting som: "første tur i min spritnye Audi A5, og så får jeg en parkeringsbøde #LifeIsUnfair". Så stå dog ved, at du er vild med din nye metalboks på hjul, i stedet for at negere dit eget udsagn med en afsluttende bemærkning, der udelukkende får dig til at virke arrogant.

Der er selvfølgelig en grund til, at mange af os "humblebragger" engang imellem. Vi har lært, at ydmyghed er en dyd, at man ikke skal tro man er bedre end andre, og at ingen mennesker gider at høre på en højrøstet pralhals. Men samtidig befinder vi os i en tid, hvor de sociale medier har et godt tag i de fleste af os.

Sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram forsyner os med muligheden for skamløs selvpromovering, og den bliver i den grad udnyttet. Men for ikke at virke alt for selvfede og indbildske, så smider vi lidt falsk beskedenhed i puljen, og håber på, at vores pralerier ikke virker helt så prætentiøse.

LÆS OGSÅ: "Jeg var ude med en fyr, der lavede en voldtægtsjoke. Det skal man ikke gøre"

Vi prøver at fremstille os selv på den mest flatterende måde, og så sidder vi og venter spændt på folks kommentarer, der meget gerne skulle bære præg af deres dybe beundring for os. Men det er ikke nok, vi vil også have deres sympati. Sympati får man nemlig for en person, som man føler man kan relatere til, og som menneske, er det ganske naturligt at ønske, at andre folk skal kunne forstå og relatere til én. Men når de prøver at fremtvinge den sympati ved hjælp af påtaget beskedenhed, så er det det modsatte, der sker.

Jeg fulgte en mand på Instagram, som lagde et billede op af sin ene hæl, der havde erhvervet sig en lille vabel, med ordene: "Når man vågner op med vabler og krampe i læggen, dagen efter man har gennemført sin første Ironman på under 12 timer". Hvem helvede er denne mystiske "man"? Kan du ikke bare skrive "jeg"? Og du vil simpelthen have, at jeg skal smide roser efter dig og din heltemodige bedrift mens jeg også finder et lille Compeed plaster til dig? Så må du vælge. Skal jeg komplimentere dig for din store sportspræstation, eller skal jeg sige "nååh, lille pus, det er da også en væmmelig vabel"? Du kan ikke få begge dele.

Misforstå mig ikke, hvis du har købt en ny fed bil, gennemført en Ironman, besteget et bjerg, eller i det hele taget gjort noget, som du er stolt af, så fortæl endelig om det. Jeg vil respektere dig meget mere hvis du står ved, at der er sket noget himmelsk i dit liv eller du har udrettet noget, der er ved at få dig til at revne af henrykkelse. Og har du bare lyst til at brokke dig, så må du også hjertens gerne komme til mig. Der er ikke noget, der kan få mit energiniveau op, som et godt gammeldags brokkeri, det bringer farve til mine kinder. Du skal bare ikke blande de to. Det er der ingen, der gider at høre på.

LÆS OGSÅ: Derfor skriver han ikke tilbage til dig 

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Nyd og dyrk, at du ikke er som alle andre" 

LÆS OGSÅ: Mit håbløse dating-eventyr på Tinder