GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Ditte Gråbøl
Foto: Sara Skytte Skuespiller Ditte Gråbøl fortæller om at få konstateret sukkersyge og aldrig lade sygdommen forhindre hendes karriere.

Ditte Gråbøl: "Hold kæft en ukreativ sygdom. Det hele handler om kontrol og planlægning"

Ditte Gråbøl gjorde tidligt oprør og kom i tredje forsøg ind på teaterskolen. I dag har hun prøvet kræfter med alle slags roller – blandt andet Flashdance, som hun kan opleves i lige nu – og så behøver der ikke ske så meget andet.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Højløkken i Hjortekær, hvor jeg boede de første fem år af mit liv. Det var et lille hyggeligt dobbelthus, hvor børn kunne løbe frit ude på vejen, for der var ikke så mange andre biler end vores gamle folkevognsboble. Mit hjem var fuld af bøger, fordi min far både arbejdede på et forlag og i DR, hvor han var anmelder og redaktør, så han skrev og læste meget. Mor var hjemmegående og uddannet kostumedesigner. Hun brugte dog ikke uddannelsen til andet end at kopiere, hvis hun så en flot kjole.

Jeg var en artig pige helt frem til 5. klasse, hvor jeg slap alt og holdt op med at læse. Det var nok en lille protest mod mit hjem, hvor alle læste meget. Jeg ville på et tidspunkt være murer, men det tog mine forældre meget pænt. Alle børn skal gøre oprør, synes jeg.

LÆS OGSÅ: Mette Bluhme Rieck: "Jeg hyperventilerede så kraftigt, at det føltes, som om jeg blev kvalt"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Da jeg var barn, var der et ældre ægtepar, der hed hr. og fru Sandfeld, som havde deres egen kunstskole for børn, hvor de underviste i keramik, stoftryk, tegning og den slags. Min storebror havde også gået der, og jeg startede som otteårig. Mens man sad og arbejdede, fortalte fru Sandfeld om for eksempel udgravningen af Tutankhamons grav, og vi tog på tur til Nationalmuseet og så den ægyptiske samling. Vi blev taget alvorligt som børn, og vi lærte et håndværk og omhyggelighed. Vi kunne godt få skældud af hr. Sandfeld, hvis vi sjuskede. Det var bare så rigtigt. Jeg har jo oplevet med mine egne børn, hvordan de kommer hjem med et askebæger, som ikke engang er brændt og er gået i stykker i skoletasken. Det er så useriøst. Da vi blev teenagere, tog vi på studierejser til Venedig, Firenze og Rom. Det tog 36 timer med tog, og så var det bare ud og have et stramt program med Botticelli og tegning. Det var bestemt ikke en fuldetur, men de accepterede også, at vi sad på Piazza Navona om natten og spillede guitar.

Har du nogensinde været på afveje?

– Jeg fik konstateret sukkersyge i starten af 1980’erne. Hold kæft en ukreativ sygdom. Det hele handler om kontrol og planlægning. Dengang var medicineringen ikke så god, så det var med at spise på de rigtige tidspunkter, og jeg var jo typen, der hang i gardinerne. Sukkersygen var et wakeupcall, hvor den gamle artighed kom op i mig igen i forhold til at passe mine måltider. Men sygdommen forhindrede mig ikke i noget. Jeg kunne jo sagtens stadig blive skuespiller, fandt jeg ud af.

DitteGråbøl3.jpg

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg brugte udelukkelsesmetoden, for jeg fandt tidligt ud af, at jeg ikke kunne blive ret meget. Men jeg kunne lide af optræde, og jeg kunne få folk til at grine. Jeg spillede også klassisk guitar og klaver, men jeg fik ikke øvet mig de seks-otte timer om dagen, der skulle til for at blive musiker. Jeg var et genert barn, så skuespil lå egentlig ikke umiddelbart i kompetencerummet, men når jeg var med i skolekomedier, kunne jeg mærke, at jeg ville det.

Det blev dog en bestemt begivenhed, der gjorde udslaget, og jeg kan huske datoen endnu: 27. maj 1968. Jeg var ni år, og det var på min fars fødselsdag, hvor vi spiste i Grøften i Tivoli. Brødrene Koppel havde lige samlet et nyt band, der hed Savage Rose, og de skulle spille på Plænen. Når du oplever den slags i den alder for første gang, så går det ind og rammer et sted, som endnu ikke er formet. Det var mindblowing – ikke at jeg skulle være sangerinde, men jeg ville gerne give folk gåsehud, sådan som de gav mig det.

Jeg gik ud af skolen så hurtigt som muligt, og jeg arbejdede som servitrice og var ude at se verden. Da jeg var 17 år, så jeg et opslag om, at man kunne søge ind på teaterskolen. Hold kæft, det ville jeg gerne. Jeg var tæt på at komme ind som 17-årig og igen som 18-årig. Som 19-årig søgte jeg ikke, og som 20-årig sagde jeg ikke til nogen, at jeg gjorde det, for der var det begyndt at være lidt at et issue, at jeg søgte ind hele tiden. Så kom jeg ind. Det gav mig en kæmpe ro at komme ind på skolen, for nu havde jeg tre år, hvor jeg ikke hele tiden skulle søge jobs. Jeg troede, jeg fik et forspring, da jeg gik ud af skolen, men da alle andre var blevet studenter, var jeg jo stadig ikke kommet ind på skuespillerskolen. Jeg har fortrudt, at jeg ikke gik mere i skole.

LÆS OGSÅ: Charlotte Fich om sit livs omvej: "Jeg følte mig som en 19-årig igen"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det har jeg altid haft det fint med, og jeg lægger ikke så meget mærke til det. Det har aldrig været et problem for mig, for folk siger kun søde ting. Jeg bliver mest stoppet af ældre damer eller børn, der lige har set Den gode, den onde og den virkli’ sjove for første gang. Jeg er faktisk meget taknemmelig i de situationer. Det allerfedeste kompliment, jeg nogensinde har fået, var på et værtshus i Gothersgade, hvor en møgstiv kvinde spurgte: ”Er du stadig gift med Tove Ditlevsen, for du ligner hende lidt.”

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Ja, da jeg blev skilt. Der var ingen tvivl om, at toget var kørt, og vi ikke kunne mere, men det er aldrig nemt, når der er børn involveret. Jeg er vokset op i en tid, hvor det ikke var muligt at blive skilt, og da jeg kom og spurgte min mor, om hun ville blive meget ked af det, hvis jeg blev skilt, sagde hun, at det ville hun ikke. Hun var tværtimod glad for, at vi levede i en tid, hvor det var en mulighed. Min mor var selv vokset op med forældre, der skændtes så meget, at hun sidenhen hævdede, at det havde gjort hende bange for tordenvejr. Mange på min alder synes, at skilsmisse er det værste i verden. Det er det altså ikke.

DitteGråbøl12.jpg

Hvornår har du mistet vejgrebet?

– Jeg var alene med mine børn i fire år, efter jeg blev skilt fra deres far. Jeg følte ikke, jeg hørte til nogen steder. Jeg havde været seks år i ensemblet ved Aalborg Teater og seks år på Det Kongelige. Nu var jeg freelancer og rodløs. Jeg havde ikke længere nogen arbejdsglæde, så jeg tog kontakt til en mentor, som jeg stoler på. Han gav mig et godt råd, og det var, at jeg skulle vide, at jeg var god nok.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Freddy, som jeg mødte som 42-årig. Faktisk havde vi kendt hinanden perifært i 20 år, men da jeg var ung, syntes jeg, at han var irriterende, og han kan af en eller anden grund ikke huske mig på trods af mit orangefarvede tylskørt. Det siger jo alt! I dag kan jeg se, at det bare var dårlig timing. 20 år senere var det bare indlysende, at vi havde samme humor. Jeg var også betaget af, hvor mange ting, han ved, som jeg ikke ved. Min søn har altid spurgt mig om alt muligt, og jeg vidste ingenting, men så kom Freddy og kunne tale med ham om Einstein og Big Bang.

LÆS OGSÅ: Lone Theils: "Jeg var hjemløs og tæt på at droppe det hele"

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Vi er meget fælles om alt. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var ret vidunderligt, da vi flyttede sammen, og vi pludselig var to om, ”hvad gør vi med mad på onsdag?” Det var dejligt, at der var nogen, der tog et medansvar. Derudover er vi vist meget traditionelle. Når der kommer et brev fra PFA, er det Freddy, der tager sig af det. Der er også nogle områder, hvor det er mig, der har kommandoen. Jeg kan bare overhovedet ikke komme i tanker om hvilke, og det burde jeg måske nok tænke lidt over.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Arbejdsmæssigt laver jeg stadig meget, men det passer mig fint, at det ikke er så meget, som det var engang. Jeg laver både kammerspil og musicals. Jeg har også en sidegeschäft, hvor jeg tager rundt til kirker og læser op af Biblen, mens en organist spiller Bach, der passer til. Jeg spiller også med i musicalen Flashdance, hvor jeg er en pensioneret danserinde iført slacks og turban. Jeg tror, rollen er skrevet som en slags retrætepost til en ældre skuespillerinde. Jeg bliver kørt ind på scenen i en lænestol, hvor jeg skal danse to gange, og i anden akt køres jeg ind i en rullestol. Derudover skal der ikke ske noget nyt i mit liv. Jeg skal hverken flytte eller rive en væg ned i min lejlighed. Jeg behøver ikke springe ud som indianer. Det er mine børns privilegium at prøve nye ting.

Hvem er Ditte Gråbøl?

Ditte Gråbøl

Ditte Gråbøl, født 1959 

  • Uddannet skuespiller.
  • Blev især kendt i DR's satireprogram Den gode den onde og den virk’li’ sjove.
  • Har også spillet med i et væld af danske film som Det store flip, En kort, en lang, Oh happy day og Hævnen.
  • For tiden aktuel i musicalen Flashdance, som har spillet i Aarhus og spiller i Operaen i København fra 5. juli til 3. august.
  • Gift med fysiker Freddy Christiansen, mor til to børn fra sit ægteskab med filminstruktør Niels Gråbøl.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Film